Gribskov Familieskole

Gribskov Familieskole er et kortvarigt og intensivt tilbud til familier og skoler, der er bekymrede for et barns udvikling og trivsel.

Tilbuddet er en forebyggende foranstaltning og henvender sig til familier med børn i alderen 6 til 13 år med betydelige sociale og/eller følelsesmæssige vanskeligheder, der kommer til udtryk som uhensigtsmæssige adfærds- og samspilsmønstre.

Formålet med indsatsen er at skabe forandringer, der bevirker, at barnet udvikler sig og trives bedre. Indsatsen sker i et samarbejde mellem familien, hjemskolen og familieskolen, og skal udvikle strategier og tiltag, der medvirker til at hindre, at barnet oplever marginalisering eller ekskludering. En indsats der skaber nye perspektiver og etablerer netværk og samarbejde omkring fælles mål og ønsker for børn, der ikke trives.

Gribskov Familieskole skal medvirke til at bygge bro mellem familiekonteksten og de omkringliggende pædagogiske miljøer og skaber dermed vedvarende forandringer i familierne, skolerne og institutionerne og dermed i børnenes adfærd.
Gribskov Familieskole bygger således på en forståelse, hvor barnets problemer hverken tillægges forældrenes situation eller skolens undervisning eller pædagogik, og hvor løsningen dermed skal findes i samarbejdet mellem skole og forældre. Et samarbejde der ofte er udfordret eller ikke er tilstede, og hvori barnet overses og problemerne vokser.
Forandringsarbejdet i både hjem og skole skal sikre, at alle omkring barnet gives mulighed for at blive opmærksomme på, og ændre adfærd og tidligere handlemønstre.

Familieskolens arbejde tager udgangspunkt i Marlborough modellen og kan have op til 10 familier ad gangen. Der er løbende optag, og familierne vil således være på forskellige stadier af deres forandringsarbejde. Erfaringsdelingen og bevidningen af hinandens udviklinger understøttes desuden af diverse flerfamilieaktiviteter og processer.
Et forløb på familieskolen er 20 uger, og forældrene deltager sammen med deres børn to dage om ugen på familieskolen og forældrene en dag uden børn. De resterende dage er barnet i sin almindelige skole. Forløbet på 20 uger følges op af en periode på 24 uger, hvor barnet går i sin egen klasse alle ugens dage. I denne periode afholdes netværksmøder for at støtte barnet, familien og skolen i overgangen til fuld deltagelse i egen klasse.

På Gribskov Familieskole insisterer vi på at se problemer i kontekst og opleve dem som invitationer til særlig nysgerrighed. En nysgerrighed, der bygger på en forståelse af, at alle tilstande rummer uanede muligheder, der bedst udvikles i fælles indsatser.

Målgruppen
Særlige kendetegn kan være:

• Skoler, Familier og børn der har behov for en fælles indsats, der er kendetegnet ved et intensivt forløb over en  kort periode.
• Skoler, Familier og børn der har brug for, at store dele af barnets netværk inddrages aktivt i
forandringsarbejdet.
• Skoler, Familier og børn der har behov for at arbejde aktivt i en vekselvirkning mellem
praktiske aktiviteter og refleksion - alene og sammen med andre familier.
• Skoler, Familier og børn der har brug for at eksperimentere og afprøve flere forskellige
strategier i forbindelse med deres udvikling.
• Skoler, Familier og børn der profiterer af et individuelt planlagt forløb med flere forskellige
kontekster, mødeformer og samtaler.
• Familier og børn for hvem det er hjælpsomt at spejle sig i andre familiers
handlemåder for derigennem at finde inspiration til egen udvikling.

Kontakt:
Ved spørgsmål eller for at høre nærmere om Gribskov Familieskole er du velkommen til at kontakte PPR konsulent og projektansvarlig for Gribskov Familieskole Lars Nørskov på 72497169 eller lanoe@gribskov.dk