Omsorgstandpleje

Omsorgstandpleje tilbydes til borgere, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ikke kan udnytte voksentandplejen i privat tandlægepraksis.

Tandplejetilbuddet gives under hensyntagen til den enkeltes behov og ønsker samt helbredstilstand. Du skal visiteres til omsorgstandpleje. Hvis du bor på plejehjem, foregår det via personalet, som kontakter visitator. Hvis du bor i dit eget hjem, henvender du dig til hjemmeplejen, som kontakter visitator. Formålet med omsorgstandplejen er at sikre en god tyggeevne, undgå smertefulde tilstande og derved bidrage til sundhed og livskvalitet.

Omsorgstandpleje foregår på de kommunale klinikker, hvis det er muligt, og ellers i borgernes egen bolig. Behandlingen varetages af Gribskov Tandplejes tandlæger samt kliniske tandteknikere, som vi samarbejder med.

Fra 1. januar 2018 har borgere, der er visiteret til omsorgstandpleje mulighed for at modtage omsorgstandplejetilbuddet hos privatpraktiserende tandlæge/klinisk tandtekniker.

Hvis du ønsker at modtage omsorgstandplejetilbuddet i privat praksis, skal du give Gribskov Tandpleje besked om, hvilken tandlæge/klinisk tandtekniker du vælger, før du starter. Gribskov Tandpleje indgår derefter en aftale med den privatpraktiserende tandlæge om varetagelse af omsorgstandplejetilbuddet for dig. Gribskov Kommune afholder udgiften. Særligt kostbare behandlinger, der udføres i privat tandlægepraksis, kan dog først påbegyndes, efter Gribskov Kommune har godkendt iværksættelsen og det af den privatpraktiserende tandlæge/kliniske tandtekniker afgivne behandlingstilbud. De ydelser i privat tandlægepraksis ikke kræver forhåndsgodkendelse af Gribskov Kommune, er ydelserne i Omsorgstandplejeoverenskomsten (her skal overenskomsten som fil kunne downloades + den seneste honorartabel). Desuden kan flerfladede plastfyldninger udføres uden forhåndsgodkendelse, såfremt de ikke overstiger følgende beløbsgrænser, der løbende reguleres med samme procentsats, som øvrige omsorgstandpleje ydelser:

  • Plast præmolar enkeltkombineret, 2 flader: 986 kr.
  • Plast præmolar dobbeltkombineret, 3 flader: 1.009 kr.
  • Plast molar enkeltkombineret, 2 flader: 996 kr.
  • Plast molar dobbeltkombineret, 3 flader: 1.205 kr.

Den maksimale egenbetaling i 2018 for omsorgstandpleje er 520 kr. pr. år. Taksten reguleres en gang årligt.