Ofte stillede spørgsmål om affald

Her kan du finde svar på de mest almindelige spørgsmål om affald.

Hvad gør jeg med mit haveaffald?

Du kan vælge at kompostere det i din have eller du kan aflevere det på genbrugsstationen. Kommunen tilbyder ikke afhentning af haveaffald.

Er der storskrald i kommunen?

Nej, Gribskov Kommune har ikke en ordning for storskrald. Du kan komme af med stort affald på vores to genbrugsstationer.

Hvilken ugedag får jeg hentet affald?

Vi arbejder på at lave en sms-løsning, hvor du kan få besked om tømning. Hold øje med hjemmesiden og Ugeposten - vi skal nok informere, når løsningen er klar (forventeligt i 2017).

Hvad gør jeg, når jeg har for meget affald?

Du kan købe ekstra sække på Rådhuset eller på genbrugsstationen. Hvis du altid har for meget affald, skal du have en spand eller et stativ mere. Kontakt Borgerservice i åbningstiden eller bestil på selvbetjeningen.

Hvordan er det med de grønne poser?

De grønne poser er til at sortere dit bioaffald i og uddeles til alle helårshusstande tre gange om året. Har du for mange poser, kan du aflevere de ekstra ruller på genbrugsstationen. Hvis du mangler poser, kan du få en ekstra rulle på Rådhuset eller på genbrugsstationen.

Skal jeg tage låget af syltetøjsglasset?

Når du afleverer glas til genbrug, må der gerne være låg på. Metallågene bliver taget af hos modtageanlægget og genanvendt. Du kan også vælge at aflevere lågene som metal på genbrugsstationen. Hvis du putter metallåget i skraldespanden, bliver det ikke genanvendt men i stedet brændt.