Røg og gener fra røg

Det er altid bedst selv at løse en nabostrid om røggener. Det er som regel både den hurtigste og letteste måde at finde en fornuftig løsning.

Du kan klage til kommunen, hvis du oplever røggener i forbindelse med naboers brændeovne, pejse og fyringsanlæg.

Men det vil være bedst for det fremtidige naboskab, hvis du selv kontakter naboen og fortæller, at du føler dig genereret af røg. Hvis du tilhører en grundejerforening, kunne det også være relevant at tage forskellige problemer op i dette forum.

En nabostrid kan dog blive så tilspidset, at den ene eller begge parter vurderer, at der er behov for hjælp. I den situation er det vigtigt, at du henvender dig til det rigtige sted. Før du klager til kommunen, skal du forsøge at løse problemet lokalt.

Prøv ligeledes at forebygge, at du selv generer dine naboer. Vurder om røgen fra din brændeovn ville være til gene, hvis du selv var nabo. Mange gener kan forebygges ved omtanke. Nedenfor kan du se, hvad du skal være opmærksom på:

Du kan fjerne op til 80 % af de sundhedsskadelige partikler i røgen fra din brændeovn, ved at tænde op i toppen. Der er ca. 750.000 brændeovne i Danmark, og de er vores største kilde til luftforurening. Derfor skal de nu have et rygestopkursus. Læs mere på Miljøstyrelsens hjemmeside her.