Oktober 43 - Nyt museum i Gilleleje

Borgermøde om alternative placeringer til Oktober ´43 - Gilleleje Museum - et nyt museum

Den 4. maj 2017 havde Gribskov Kommune inviteret til Borgermøde i Gillelejehallen om planerne for et nyt museum under overskriften Alternative placeringer for museet i Gilleleje. 

I erkendelse af, at der er væsentlige udfordringer ved placeringen i Østergade ønsker Gribskov Kommune, i dialog med borgerne at se på, hvor man alternativt kunne placere museet og hvad fordele og ulemper, der i så fald ville være.
Se præsentationerne med de alternative placeringer.
På Facebooksiden: "Oktober ´43" kan man læse Byrådets beslutning.

Borgermøde 4. maj

Alternative placeringer


I forbindelse med 70 års markeringen i 2013 har billedkunstner Gerda Thune Andersen lavet 7 Mindeplader til Gilleleje der tager udgangspunkt i historien om redningen af de danske jøder fra Gilleleje. Se og hør mere her:

Oktober 43 - Mindeplader i Gilleleje


Pressemeddelelse udsendt oktober 2016 om etablering af et museum i Gilleleje med fortællingen om gillelejefiskernes hjælp til de danske jøder i 1943:

Pressemeddelelse - Museum i Gilleleje om oktober ´43

PRESSEMEDDELELSE udsendt oktober 2016

Et museum i Gilleleje med fortællingen om gillelejefiskernes hjælp til de danske jøder i 1943 er nu et stort skridt tættere på realisering.

Gribskov Kommunes byråd har besluttet at afsætte midler til etablering af et nyt museum. Næste fase med ansættelse af en projektleder, hvis opgave det bliver at skaffe den eksterne finansiering til at opføre museet for, kan dermed sættes i gang. Historien om redningen af de danske jøder er enestående, ikke blot i dansk, men også i international sammenhæng.

Gribskov Kommune og Museum Nordsjælland forventer, at der vil være stor interesse for et sådant museum både nationalt og internationalt, idet der de seneste år har været stor bevågenhed fra både danskere og fra udenlandske turister omkring Gilleleje og redningen af de danske jøder. Også fra blandt andre det jødiske samfund er der opbakning og interesse for et museum med denne profil.

Visionen med det nye museum er at formidle historien om redningen af de danske jøder i Gilleleje, fordi det er en enestående historie, der handler om civil courage og en befolkning, der ydede det rette i tide og gjorde en særlig indsats. Desuden skal museet formidle den del, der danner grundlag for gillelejefiskernes handlinger i oktober ´43. En kultur, der er rundet af kystkulturen med fiskeri og barske livsvilkår, solidaritet og hjælpsomhed. Museet vil med udgangspunkt i historien også formidle de muligheder og perspektiver historien giver til vores egen tid, som vil være med til at gøre museet både aktuelt og relevant i formidlingsøjemed.

Borgmester Kim Valentin: "Et museum i Gilleleje om oktober ´43, vil have storbetydning for byen. Med den store bevågenhed vi oplever omkring Gillelejeborgernes indsats i oktober ´43 - ikke mindst fra international side - er jeg overbevist om, at det vil være med til at skabe vækst i turismen og styrke interessen omkring Gilleleje. Vi sidder med et guldæg af en uudfoldet historie, der bare venter på at blive formidlet. Vi ved, at der kommer mange gæster til Gilleleje hvert år for at høre om og lære om denne historie. Jeg synes, at vi skal komme dem og de mange interessenter i møde og etablere museet om oktober ´43. En stor gevinst er, at et museum vil understøtte hele det turismerelaterede erhverv i og omkring Gilleleje. Opmærksomheden omkring Gilleleje vil også styrke borgernes lyst til at bosætte sig i byen.

Placering i Gilleleje
På baggrund af det gennemførte forarbejde til etablering af et museum peges på en placering på en grund, der forbinder Østergade og Hovedgaden i Gilleleje, der hvor Skibshallerne ligger i dag. De to grunde, der er i spil, ejes af henholdsvis Gribskov Kommune og Gilleleje og Omegns Museumsforening. Ved etableringen af det ny museum vil Museumsforeningen overdrage deres grund til enten Museum Nordsjælland eller til Gribskov Kommune. Placeringen med forbindelse til havnen og kirken er central for historien, der skal formidles, fordi mange af begivenhederne udspillede sig i dette område.

På grunden ud mod Østergade ligger et autentisk fiskerhus, der som så mange andre, skjulte jøder i oktoberdagene ´43. Huset med pryd- og køkkenhave kan reetableres, så man kan formidle historien om Gilleleje anno 1943. I den anden ende af grunden, ud mod Hovedgaden, ligger et andet ældre fiskerhus, der er fra midten af 1800-tallet, og herfra kan historien fortælle om Gilleleje på daværende tidspunkt. I det hele taget er det oplagt at inddrage det særlige miljø med de smalle stræder og små huse i formidlingen og fortællingerne, og dermed gøre oplevelserne så meget større og rigere for store og små besøgende.

Etablering af et museum i Østergade vil påvirke borgerne i området. Derfor skal borgerne i Gilleleje by inddrages i museumsprojektet fra start. Kommunen planlægger desuden, hvordan naboerne skal inddrages i den videre proces og udvikling.

Museet vil give flere besøgende og øget trafik. Med en placering i Østergade vil der ikke være parkeringspladser ved museet. I stedet skal der etableres alternative p-pladser væk fra den centrale gamle bydel.

Museum Nordsjælland har arbejdet tæt sammen med Gribskov Kommune og museumsforeningen om museumsplanerne. Når museet i Gilleleje står færdigt, overgår driften til Museum Nordsjælland. ”Det nye museum vil sikre en vedkommende og moderne kulturhistorisk formidling af fortællingen om gillelejefiskernes hjælp til de danske jøder i 1943 i Gilleleje, og vi glæder os til samarbejdet med Gribskov Kommune og Gilleleje og Omegns Museumsforening”, siger Finn Arvid Olsson, der er formand for Museum Nordsjællands bestyrelse.

”Gilleleje og omegns Museumsforening tilslutter sig Museum Nordsjællands udtalelse. På baggrund af det vedtagne notat af 23.maj 2016 om et nyt museum i Gilleleje, ser Museumsforeningen frem til samarbejdet om de nye rammer for Gilleleje Museum. Museumsforeningen understreger vigtigheden af, at et nyt museum på faglig forsvarlig basis kan belyse hele kystkulturen, fiskernes miljø og dermed Gillelejes historie. Derved sættes fortællingen om jødernes redning i oktober 43 ind i sit rette perspektiv”, siger museumsforeningens formand Birgit Sørensen.

Sammen med kommunen og museumsforeningen er Museum Nordsjælland ved at udarbejde forslag til det ny museums faglige indhold. Udstillingerne vil rumme to hovedfortællinger, der er forbundet med hinanden. Den ene er fortællingen om jødetransporterne fra Sjælland til Sverige med fokus på Gilleleje og begivenhederne i oktober ´43, hvor jøderne blev holdt skjult i byen inden sejladsen over sundet. Den anden fortælling handler om kystkulturens og byens historie. Hvordan opstod fiskersamfundet, og hvilken by var Gilleleje anno 1943? Museumsbygningen skal desuden rumme lokaler til skiftende temaudstillinger om Gillelejes og egnens historie. Det vil være med til at sikre et aktuelt og dynamisk museum, hvor der altid er nyt at opleve.