Retningslinjer for opsætning af plakater

Hvor og hvordan må man hænge plakater op?

Kun i byzone

  • Plakater må kun ophænges indenfor tættere bebygget område afmærket med byzonetavle.
  • Plakaterne skal anbringes mindst 0,5 meter fra kørebanekant og mindst 0,3 meter fra cykelstikant. Plakaterne må ikke anbringes over kørebane- og cykelstiareal.
  • Plakater må ikke anbringes højere end 1,5 m under laveste elførende ledning. Tilladelsen, jf. pkt. 3, kan fastsætte yderligere krav herom.
  • Plakaterne skal være placeret i en højde af mindst 2,3 meter over fortov/cykelsti målt til underkant af plakat.
  • Plakater må kun ophænges på eksisterende konstruktioner, stativer m.v. Der må ikke etableres særlige konstruktioner og stativer m.v. alene til brug for ophængning af plakater.

Plakater må ikke

  • ophænges på broer, bygværker og portaler.
  • ophænges i midterrabat.
  • ophænges på højspændingsmaster.
  • ophænges tættere på end 50 m fra rundkørsler, vejkryds, lysreguleringer eller anden signalregulering.
  • ophænges på eller dække for udsynet til den officielle afmærkning, dvs. færdselstavler, standere, vejvisningstavler, signalregulering samt andet vejudstyr.
  • Plakater og bannere må ikke ophænges eller udspændes over kørebaneareal.

Ophæng og størrelse

  • Plakater skal være sikret mod at vælte og skal være forsvarligt fastgjort.
  • Plakaterne må højst have en størrelse på 0,8 m2
  • Plakaterne må ikke påklæbes direkte, men skal være opklæbet på plade, fx vandfast masonit, finer eller lign.
  • Plakaterne skal fastgøres med ikke-metallisk binding.
  • Materialer til brug for ophængning af plakater skal fjernes ved nedtagning.

Konsekvenser – Vejmyndighedens fjernelse af plakater

Vejbestyrelsen forbeholder sig ret til, jf. Vejlovens § 81, uden forudgående varsel, at fjerne plakater på ophængers regning, hvis de er til ulempe for færdslen.

Fjernede plakater kan afhentes ved vejbestyrelsen i op til 5 dage efter nedtagningen.
Plakater der ikke er til ulempe for færdslen, men er opsat i strid med de gældende retningslinjer, kan forlanges fjernet med skriftligt påbud på minimum 3 dage.