Profil for dagtilbudsledere i Gribskov Kommune

Profil for dagtilbudsleder i Gribskov Kommune

Kompetencer: Dagtilbudslederen (DTL) har en grunduddannelse som professionspædagog, og har autoritet på det pædagogiske felt med afsæt i de kompetencer der er erhvervet via uddannelsen. DTL kan således som uddannet pædagog, også genkende sig selv i profilen for pædagoger i Gribskov Kommune. DTL forventes at have en diplomuddannelse i ledelse eller at søge på uddannelsen indenfor en overskuelig tid.

Ledelsesreferencer og stillingsindhold: DTL er leder af virksomheden og det evt. samlede ledelsesteam og refererer til centerchefen. DTL er virksomhedens øverste personaleleder og har selvstændig ledelsesret, beslutnings- el. indstillingsret på ansættelser og afskedigelser jf. kommunens kompetenceplan samt selvstændigt budget- og regnskabsansvar.

DTL har visioner for det pædagogiske arbejde med afsæt i de aftalte mål og værdier for Gribskov Kommunes 0-18 års område. DTL motiverer til udvikling, og sikre en stabil og tryg drift af virksomheden, således at både det pædagogfaglige og arbejdsmiljøet for medarbejderne tilgodeses. DTL skal skabe vilkår og rammer så de evt. daglige pædagogiske ledere kan koncentrer sig om personaleledelse og faglig pædagogisk ledelse.

DTL er idémager og inddrager både sine evt. daglige pædagogiske ledere og medarbejdere til at foreslå innovative løsninger så udvikling sker i samskabelse. DTL har en anerkendende, inddragende og delegerende ledelsesstil, men kan også skære igennem og træffe beslutninger.

DTL indgår i et tæt samarbejde med områdets skoletilbud og udviklingen af det attraktive lokalsamfund, med henblik på at sammenhængskraften udnyttes på hele 0-18 års området.

DTL skal kunne agere i krydspresset mellem politik og faglighed, og kunne forholde sig loyalt og troværdigt til de politiske og ledelsesmæssige beslutninger der træffes. Kunne omsætte, oversætte og handle på beslutninger i dialogen med både medarbejdere, forældre og bestyrelse. DTL inddrages overordnet i den strategiske udvikling på tværs af centerområdet, indgår i kvalificering af emner og har et langsigtet perspektiv på virksomhedens udvikling med fokus på koncern- og centerstrategi.

DTL kan kommunikere op, ned og til siden samt sikre at MED organisationen og andre væsentlige aktører inddrages.

Som person er DTL positiv og rummelig og har et engageret og nærværende forhold til børn, personale og forældre. DTL er en tydelig rollemodel og aktiv medskabende kulturbærer, der i hver dagen bærer de værdier, aftaler og den kultur, der skal kendetegne virksomheden. DTL går let i dialog med de evt. daglige pædagogiske ledere om de besluttede mål og opgaver også udføres i praksis.

Ledelse af det pædagogiske arbejde og arbejdsfællesskab:

  • Er leder og sparringpartner for de daglige pædagogiske ledere, hvis sådanne er tilknyttet virksomheden.
  • Ansvarlig for virksomhedens overordnede strategiske pædagogiske udvikling.
  • Ansvarlig for den samlede virksomheds pædagogiske virke
  • Skal sikre at realiserering af de politiske og centerspecifikke værdier og retningslinier for området.
  • Fremmer den tværfaglige indsats i området.
  • Skaber rum og mulighed for udvikling af det pædagogiske arbejde.
  • Ved flere matrikler, at være koordinerende vedr. ledelsesmøder i virksomheden.
  • At sikre vedvarende fokus på de fastlagte mål i virksomheden.
  • At formidle refleksioner med henblik på drøftelser i øvrige lederfora, forældrebestyrelse, Børneudvalget el. andre interessenter.
  • At sikre at beslutninger og andre centrale fokuseringer (direktion, centerchef, HR m.m.) sættes på dagsordenen i virksomheden og sikre et højt informationsniveau begge veje.
  • I samarbejde med en evt. daglig pædagogisk leder, at understøtte den enkelte afdelings pædagogiske profil.
  • Skabe mulighed for, at de evt. daglige pædagogiske ledere kan sikre en god dagligdag for børn og voksne i enhederne.
  • Er i sin ledelsesrolle synlig ifht. daglige pædagogiske ledere, medarbejdere og forældre.

Ledelse af medarbejdere

  • Overordnet ansvar for alle virksomhedens medarbejdere.
  • Ansættelses- og afskedigelsesret jf. kommunes kompetenceplan.
  • Ansvar for kompetence- og kvalitetsudvikling for områdets daglige pædagogiske ledere.
  • Afholdelse af MUS og kompetenceudviklingsplaner med afdelingernes daglige pædagogiske ledere og evt. deltage i medarbejder MUS, hvor dette skønnes relevant.
  • Understøtter de daglige pædagogiske lederes mulighed for udvikling af den pædagogiske praksis
  • Følger op på aftaler og aktiviteter med de daglige pædagogiske ledere.

Ledelse af økonomiske og administrative forhold

  • Ansvar for virksomhedens samlede økonomi.
  • Ansvar for, at tildelte ressourcer bliver udnyttet optimalt.
  • Ansvar for at udvikle og udnytte ressourcerne i området.
  • Ansvar for virksomhedens administrative indberetninger.