800.000 kroner til forskønnelse af Gribskov

Indsatsen for at skabe renere og pænere byer og landskab får igen et løft – denne gang med knap en mio. kroner til nye toiletter ved strandene.

Mere rene og attraktive byer til glæde for både turister og Gribskovs egne borgere. Den indsats står højt på den politiske ønskeliste, og nu vil borgmester kim Valentin (V) afsætte yderligere 800.000 kroner til arbejdet.

Et forslag, som økonomiudvalget behandler på mødet 5. december, indeholder en renovation af seks offentlige toiletter ved strandene i Gribskov, hvor nogle toiletter fjernes og andre udskiftes med nye bygninger.

”Vi skal sørge for, at ikke bare vores egne borgere har pæne og rene omgivelser at bevæge sig rundt i, men også vores mange tusinde turister og sommerhusgæster synes, at her er rart og pænt. Det kræver en indsats fra lokale kræfter og frivillige foreninger, men også, at vi som kommune tager opgaven på os og afsætter penge til opgaven. Derfor skal vi nu sørge for at udskifte nedslidte og knap så indbydende toiletter ved vores strande,” siger borgmester Kim Valentin.

I det reviderede budget, som et flertal i byrådet netop har vedtaget, er der afsat i alt fire mio. kroner til at forskønne by og land med i de kommende år. Oven i de 800.000 kroner, som nu er på vej til nye toiletter, hvis forslaget vedtages i økonomiudvalget og senere i byrådet.

Med i indsatsen er også det forsøg med en renere kommune, hvor flygtninge og modtagere af kontanthjælp sidste sommer arbejdede med renholdning af strande og byer.

FAKTA:

I følge forslaget i økonomiudvalget skal følgende toiletter nedrives eller udskiftes:

  • Strandvejen 9, Tisvilde (udskiftes)
  • Markvænget Vejby (udskiftes)
  • Molevej Rågeleje (udskiftes)
  • Hyrdebakken Tisvilde (nedrives)
  • Drosselvej Vejby (nedrives)
  • Handicaptoilettet ved Sognevej udskiftes med en regulær toiletbygning med handicapfaciliteter

 

Yderligere oplysninger: Kim Valentin (V), borgmester, Gribskov Kommune, 72498200.