Borgerne: mere fokus på kyst og natur

Når Gribskov satser på turisme skal det være med udgangspunkt i aktiv brug af kysten og naturen. Sådan lyder borgernes input til kommunens nye turismestrategi.

Kattegats friske brise, de smukke strande og den uforlignelige natur ved Arresø, skovene og Heather Hill. Natur og kyst står øverst på den bestillingsliste, som borgerne har lagt ind til politikerne i processen med Gribskovs første turismestrategi.

Den folkelige interesse er markant – mere end 100 konkrete forslag er tikket ind på mailen fra 20 foreninger og privatpersoner.

Og den store interesse glæder formanden for erhvervs- og turismeudvalget, Michael Bruun (V):

”Det er fantastisk dejligt at opleve så stort et engagement fra borgerne i at få skabt vores første strategi for turismen i de kommende år. Vores turisme har en nøglerolle i den vækst og udvikling af kommunen, som vi skal fortætte med, så derfor kan jeg næsten ikke få armene ned, når jeg ser den store lyst, som mange har, til at medvirke” siger Michael Bruun.

 

Fokus på fyrtårne

Helt generelt går borgernes forslag på, at naturen og kysten skal bruges aktivt i turismen i Gribskov. Naturen skal ikke bare være en kulisse, men turisterne skal lige som borgerne kunne gøre aktivt brug af mulighederne i det fri.

Borgernes forslag går desuden på at integrere og fremme Gribskovs ”store” kulturinstitutioner, fx Esrum Kloster og Rudolph Tegners Museum i turismen.

Desuden er der stort fokus på udviklingen af Gilleleje og muligheden for at tiltrække flere turister hertil. Forslagene spænder fra store til små: fra oprettelsen af et nyt, stort museum i Gilleleje og til hyppigere oprydning af skrald.

Erhvervs- og turismeudvalget har nu besluttet at se på, hvordan de mange forslag fra borgerne kan indgå i det videre arbejde med turismestrategien. En ny version af af strategien kommer på bordet, når udvalget mødes næste gang 2. maj. Planen er, at strategien skal sætte retningen for, hvordan kommunen udvikler turismen i de kommende fire år.

 

Yderligere oplysninger:

Michael Bruun (V), formand, erhvervs- og turismeudvalget, 72497536 / 40716630.