Borgmester: Stop guld-strøm til Jylland

Gribskovs borgere afleverer hvert år en større sum penge til Jylland som led i den økonomiske udligning mellem kommunerne. I gennemsnit har en familie i hovedstadsområdet 96.000 kroner mindre til rådighed om året sammenlignet med en familie i Nordjylland.

Den årlige guld-strøm fra borgerne i hovedstadsområdet til Jylland må høre op nu.

Sådan lyder kravet fra Gribskov Kommunes borgmester, Kim Valentin (V), som sammen med 33 andre borgmestre i hovedstadsområdet nu gør fælles front.

En familie i hovedstadsområdet har i gennemsnit 96.000 kroner mindre til rådighed om året end en tilsvarende familie i Nordjylland. Alligevel flyttes der hvert år flere og flere milliarder fra hovedstadsområdet til resten af landet. I 2017 er beløbet 12 mia. kr. Derfor er 34 kommuner fra hovedstadsområdet nu gået sammen. De har fået nok og vil have bremset den årlige pengestrøm ud af hovedstadsområdet.

”Borgerne i hovedstadsområdet betaler i dag for, at kommunerne i resten af landet kan tilbyde et højere serviceniveau, end vi kan her i Gribskov. Det er absolut ikke formålet med udligningsordningen, siger Kim Valentin, borgmester i Gribskov.

Sammen med 33 andre kommuner ønsker han et Danmark, der hænger sammen økonomisk. Han ønsker et fair niveau af økonomisk udligning mellem kommunerne og vil gerne bidrage til økonomien i landets øvrige kommuner. Men i dag indebærer landsudligningen, at kommunerne i hovedstadsområdet har et lavere serviceniveau, samtidig med, at de skal sende penge ud af kommunen til resten af landet.

De 34 kommuner ønsker, at landsudligningen skal sænkes, så det kommer ned på samme niveau som efter kommunalreformen i 2007.

Myten om rige Nordsjælland
Fælles for de 34 kommuner er, at de ikke kan genkende billedet af, at borgerne i hovedstadsområdet er særligt privilegerede. 7 ud af 10 af Danmarks mest socialt belastede kommuner ligger i hovedstadsområdet. Arbejdsløsheden ligger på samme niveau som i resten af landet, mens niveauet for kommunal service ligger under niveauet for resten af landet. Oveni det har en familie, hvor far er håndværker og mor er sygeplejerske, i gennemsnit 96.000 kr. mindre til rådighed om året end en tilsvarende familie bosat i Nordjylland.
”Når vi sender penge til resten af landet, så er det midler, som vi skal finde i kommunens budgetter, og som også rammer ældreplejen, skolen og daginstitutionerne her i kommunen,” siger Kim Valentin.

De 34 kommuner vil i den kommende tid tage initiativ til en dialog med bl.a. folketingspolitikerne om behovet for at sænke landsudligningen.

De 34 kommuner er:
Albertslund, Allerød, Ballerup, Brøndby, Dragør, Egedal, Fredensborg, Frederiksberg, Frederikssund, Furesø, Gentofte, Gladsaxe, Glostrup, Greve, Gribskov, Halsnæs, Helsingør, Herlev, Hillerød, Hvidovre, Høje-Taastrup, Hørsholm, Ishøj, København, Køge, Lejre, Lyngby-Taarbæk, Roskilde, Rudersdal, Rødovre, Solrød, Stevns, Tårnby, Vallensbæk.

Læs mere på www.stopforskelsbehandlingen.nu



Yderligere oplysninger: Kim Valentin (V), borgmester, Gribskov Kommune, 72498200.