Borgmester vil løfte svær prioritering på børneområdet

Efter at børneudvalget i går opgav at få næste års budget på børneområdet til at gå op, overgår opgaven nu til økonomiudvalget, som på fredag mødes ekstraordinært.

Børn og deres forældre kan se frem til at få klare linjer for næste års budget, oplyser borgmester Kim Valentin (V), efter at børneudvalget i går ikke formåede at blive enig om de økonomiske prioriteter.

Han har indkaldt økonomiudvalget til et ekstraordinært møde på fredag for hurtigt at få ro om de økonomiske rammer næste år.

”Det er beklageligt, at børneudvalget ikke selv kunne finde enighed om, hvordan økonomien skal se ud. Men så løser vi opgaven i økonomiudvalget. Vi skylder børnene og deres forældre at få ro på området, og få fastsat taksterne for forældre næste år,” siger borgmester Kim Valentin (V).

Netop udmøntningen af budgettet har på børneområdet fået stor opmærksomhed både fra forældre og personale.

Der er afsat penge til en række nye initiativer på børneområdet, bl.a. en turboindsats for at hjælpe fagligt svage unge i skolen. Men samtidig spares der også på området, fx på den såkaldte FO-tid, som pædagoger bruger i fritidsordningerne.

Samlet set får børneområdet tilført 11,5 mio. kroner næste år, mens der spares for 11,2 mio. kroner.

Det samlede budget er vedtaget med bred enighed i byrådet, hvor 22 af 23 medlemmer af byrådet har underskrevet aftalen. Det ekstraordinære økonomiudvalgsmøde afholdes fredag kl. 14.

 

FAKTA:

Budgetaftalen 2017 på børneområdet: Aftalen tilfører børneområdet 11,5 mio. kroner til nye initiativer. Samtidig spares der 11,2 mio. kroner på andre dele af børneområdet.

Yderligere oplysninger: Kim Valentin (V), borgmester, Gribskov Kommune, 72498200.