Cykelstier og legepladser højt på ønskelisten

Borgernes lyst til at komme med forslag til kommunens budget næste år sætter rekord. Mere end 100 forslag er kommet ind forud for de politiske forhandlinger torsdag og fredag.

Gribskovs borgere har i udstrakt grad ønsket at give politikerne gode råd med på vejen om budgettet for næste år.

Det står klart, efter at den såkaldte høringsfase for borgernes input lukkede mandag. Der er kommet rekord-mange henvendelser fra borgerne – 110 i alt – via Facebook og email.
I 2015 sendte borgerne 28 forslag til budgettet. Året før var tallet 88.
”Borgerne er med til at åbne vores øjne for, hvad der lige nu er vigtigt ude i vores lokalsamfund. De hjælper med at sætte nye sager på dagsordenen og give nye idéer til emner, som allerede er på dagsordenen. Det er fantastisk dejligt at opleve så stort et engagement,” siger borgmester Kim Valentin (V).
De mere end 100 borgere, som har givet input, har især fokus på flere og bedre cykelstier samt at forbedre forholdene for børn og ældre.
”En kæmpe naturlegeplads med plads til spisning og leg. Som f.eks. den i Liseleje eller Hornbæk.” ”Legeplads i Gilleleje. Der findes så mange gode arealer ved vandet. Og så skal der ikke spares på ældre og børneområdet.” ”Anlæg en cykelsti ud til Bakkelandet 3200 Helsinge så det er forsvarligt at cykle til Bjørnehøj Skolen og til Helsinge/Skærød.” ”Cykelsti langs Valbyvejen, fra Helsinge til Rågeleje/Blistrup. Godt for vores sikkerhed, sundhed og turismen.” Sådan lyder nogle af de mange forslag fra borgerne.
Lidt sværere har det været for borgerne at pege på, hvor pengene skal hentes på kommunens budget. Men kulturområdet bliver fremhævet af flere. En borger vil nedlægge bibliotekerne og erstatte dem af en gratis adgang til den digitale bog-tjeneste Mofibo. Andre er imod, at kommunen yder tilskud til kunstneriske projekter som fx kunst-triennalen, hvor fx meget omtalte bare ben er skudt op af jorden i en rundkørsel ved Gilleleje.
”Vi har i år gjort en ekstra indsats for, at borgerne kan sætte sig ind i, hvad deres penge bliver brugt på. Således at debatten om budgettet ikke bare bliver en gratis omgang, hvor alle vil bruge flere penge. Den øvelse er mange borgere gået ind i og det synes jeg er med til at give en bedre dialog mellem politikere og borgere,” siger Kim Valentin.
Alle borgernes forslag er nu blevet opsamlet i et fælles inspirationskatalog til politikerne i byrådet. De mødes torsdag og fredag denne uge til et seminar om budgettet.


Yderligere oplysninger: Kim Valentin (V), borgmester, Gribskov Kommune, 72498200.