Ministre besøger Gilleleje Havn

Borgmester Kim Valentin og fiskerne i Gilleleje tager torsdag imod to ministre på havnen. Mødet skal forsøge at sikre regeringens støtte til fiskeri-erhvervet.

Gillelejes fiskeri er presset fra flere kanter, og derfor er der behov for at få regeringen med i kampen for fiskeri-erhvervet.

Det mener borgmester i Gribskov Kommune, Kim Valentin (V), og fiskerne i Gilleleje, som på torsdag tager imod to af regeringens ministre på havnen.

Det er fiskeriets minister – miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) – samt sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V), som på regeringens vegne deltager i besøget på Gilleleje Havn. Mødet omfatter en kort rundvisning på havnen samt et frokostmøde med repræsentanter fra havnen, borgmesteren samt ministrene.

På dagsordenen er bl.a.:

  • Fiskekvoter. Fiskerne i Gilleleje oplever at få tildelt lavere kvoter end fiskere i resten af landet.
  • Lukke-områder i Kattegat og vestlige Øresund. Her er områder lukket for danske og svenske fiskere efter en dansk-svensk aftale. Mens fx tyske fiskere fortsat kan fiske i området.
  • Spærretid for torske-fiskeri. Nye regler betyder, at en spærretid for fangst af torsk er flyttet frem til februar-marts, hvilket rammer Gillelejes fiskere hårdt.

Praktiske oplysninger:

Pressen inviteres til at følge ministrenes rundvisning på havnen. Rundvisningen begynder kl. 13.15 torsdag 8. september på Gilleleje Havn. Frokostmødet med ministrene er ikke åbent for pressen, men efter mødet ca. kl. 15.00 er der mulighed for at stille spørgsmål. Det foregår ved Restaurant Far til Fire på havnen.

Yderligere oplysninger: Kim Valentin, borgmester, Gribskov Kommune, 72498200.