Smart affaldsbeholder på vej til Tisvildeleje

En underjordisk beholder til affald er på vej ved P-pladsen på Tisvildeleje strand. Dermed kan overfyldte skraldespande nemmere undgås, når affald kan opsamles uden at skæmme området med store affaldsbeholdere.

Badegæster, turister og byens borgere kan se frem til en ny smart løsning til at håndtere affald på stranden i Tisvildeleje.
En ny underjordisk affaldsbeholder vil blive gravet ned ved P-pladsen på Tisvildeleje strand, således at stranden ikke skæmmes af affald, der flyder over eller store affalds-spande og -beholdere over jorden. Teknisk udvalg skal til august tage stilling til den endelige placering af den underjordiske beholder.
Den underjordiske affaldsbeholder har været på vej længe, men en klage til Natur- og Miljøklagenævnet har udsat arbejdet. Nu har klagenævnet afgjort, at den underjordiske beholder kan opstilles.
”Stranden ved Tisvildeleje er én af Gribskovs absolutte naturperler, som vi skal gøre vores yderste for at bevare så uspoleret og ren som mulig. Med en underjordisk beholder på P-pladsen kan vi lette presset på skraldespandene på selve stranden, for det er altså ikke så morsomt som strandgæst, at ligge lige ved siden af en stor sort sæk, hvor det sværmer med fluer eller bier,” siger formand for teknisk udvalg, Bo Jul Nielsen (S).
Det smarte ved beholderen er, at kun et mindre indkast til affaldet er synlig over jorden. Det begrænset luftgenerne og giver mere plads til affald, fordi den underjordiske del kan rumme store mængder affald. Den underjordiske beholder kan løftes op og tømmes.
Når teknisk udvalg har afgjort placeringen til august, kan arbejdet med at opstille affaldsbeholderen begynde. Den forventes opstillet til efteråret, så beholderen kommer desværre først strandgæster til glæde næste sommer.


Yderligere oplysninger: Bo Jul Nielsen (S), formand, teknisk udvalg, 72497511.