Bedre mobildækning på vej til borgerne

Gribskov Kommune og TT-Netværket indgår aftale om ny sendemast i Gilleleje. Samtidig bliver mobildækningen kortlagt i hele kommunen.

Det skal være slut med støj på linjen, udfald i samtalen og manglende dækning, når borgerne i Gribskov bruger mobiltelefon.

En ny aftale, der netop er indgået mellem Gribskov Kommune og TT-Netværket, som står bag Telia og Telenors netværk, vil være med til at skabe bedre dækning for borgerne.

Den nye aftale kommer efter en strid om prisen på den leje, TT-Netværket skulle betale for at opstille en sendemast. Den strid er nu løst til tilfredshed for både kommunen og TT-Netværket. Aftalen betyder, at en ny sendemast nu bliver rejst på Remisen ved togstationen i Gilleleje. Sendemasten vil give bedre dækning end de midlertidige master ved Kulturhavnen.

”Det er en rigtig god nyhed for alle vores borgere og alle vores sommergæster, at vi nu får rejst en ny, permanent mobilmast. Både borgere og virksomheder har kæmpet med dårlig dækning, og med aftalen letter vi hverdagen for kommunens borgere og giver samtidig væksten i kommunen en hjælpende hånd, fordi god mobildækning er vigtig for både virksomheder og handlende,” siger borgmester Kim Valentin (V), Gribskov Kommune.

Selskabet Telcon, som i denne sag forhandler og fremtidssikrer mobil infrastruktur på vegne af TT-Netværket, fremhæver, at der med den nye mobilmast nu kan leveres nyeste teknologi til borgere og virksomheder.

”Med den nye mast fremtidssikrer vi mobildækningen i området, således at alle i Gilleleje får glæde af den mest moderne og driftssikre teknologi,” siger Telcons direktør, Peder Hansen.

Samtidig vil Gribskov Kommune indkalde Teleindustriens Rejsehold til et møde for at igangsætte et samarbejde og dialog om områder i kommunen med manglende eller ikke tilstrækkelig dækning Et af de første skridt er, at Teleindustriens Rejsehold og kommunen sammen skal analysere på den eksisterende dækning og udpege områder, hvor der måske i dag er udfordringer. Herefter vil operatørerne udarbejde en teknisk analyse af de udfordringer, kommunen oplever i dag.

”Dette skal løses i et tæt samarbejde mellem teleselskaberne og Gribskov kommune, så det er rigtig godt, af kommunens administration og politikere nu har taget skridt til at sikre dette samarbejde” udtaler Teleindustriens direktør Jakob Willer.

Gribskov Kommunen har på eget initiativ igangsat et tiltag, hvor en særlig bil, spækket med teknisk udstyr registrerer mobildækningen. Bilen kører for tiden rundt på Gribskovs veje. Bilens tekniske udstyr registrerer dækningen for alle de forskellige teleselskaber. På den måde tegnes et fuldstændigt aktuelt kort over dækningen i Gribskov Kommune. I fremtiden vil et samarbejdsmøde blive sat i stand for at aftale, hvilke initiativer, der i det nye samarbejde kan rette op på de 'sorte huller' og kapacitetsudfordringer i mobildækningen.

Yderligere information:

Peder Hansen, direktør, Telcon, 61556965.

Kim Valentin (V), borgmester, Gribskov Kommune, 72498200.