Bedre strandforhold på vej ved Tinkerup

En bredere sandstrand. En bølgebryder så sandet ikke skylles væk. Og bedre adgangsforhold for beboere og strandgæster. Gribskov Kommune bygger og rumsterer på Tinkerup Strand, som skal gøres klar til sommeren.

Der er for tiden stor aktivitet på Tinkerup Strand. Og selv om man måske i disse dage ikke lige tænker på sommer, sol og strand, så er det faktisk lige præcis det, at Gribskov Kommune har for øje med arbejdet på stranden.

Mange borgere har bemærket, hvordan store maskiner fjerner sten på stranden og har spurgt sig selv, om kommunen virkelig var i gang med at fjerne kystbeskyttelsen.

Det modsatte er faktisk tilfældet.

Hidtil har de sten, som ligger ved stranden, været placeret rodet og usammenhængende. Stranden har været smal og stenet. Og det har været en dans på hårde sten at komme til selve stranden.

Kommunens arbejde består dels i at genopbygge bølgebryderen netop for at bevare sandet på stranden. Samtidig bliver der lavet en ordentlig nedgang til stranden. Efter at de mange sten på stranden er blevet fjernet, vil man kunne se, at noget af skrænten eroderer tilbage. Det vil dog være en mindre ulempe i forhold til fordelene ved bedre tilgængelighed og en bedre strand.

Alt sammen til glæde for de mange borgere og gæster, som besøger Tinkerup Strand om sommeren.

Arbejdet på Tinkerup Strand forventes afsluttet ved månedens udgang.

Yderligere oplysninger: Dorethe Pedersen, centerchef, Center for teknik og miljø, Gribskov Kommune, 72496832.