Behandlingstiden for byggesager falder markant

Nye tal for behandling af byggesager i Gribskov Kommune viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for en almindelig byggesag er 3,5 dag. Et øget fokus på området bærer frugt.

Der er fuld fart på behandlingen af byggesager i Gribskov Kommune.

Administrationens afrapportering for byggesagsbehandlingen i 1. kvartal 2017 viser nemlig, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er helt nede på 21 dage i år mod knapt 26 dage sidste år.

Tiderne regnes fra, at kommunen har modtaget alle de relevante oplysninger om sagen, og indtil sagen er behandlet færdig. Kommunen har sat en række tiltag i værk for at nedbringe sagsbehandlingstiden.

Der er lagt et særligt fokus på erhvervssager og på de almindelige byggesager, hvor der ikke er behov for høring eller dispensationer for at få dem ekspederet hurtigere.

Bedre rådgivning af borgerne
Borgmester Kim Valentin er stolt af, at det er lykkes medarbejderne at nedbringe sagsbehandlingstiden så meget på bare ét år og forklarer om nogle af indsatserne:

"Vi har forbedret vores screening, når vi modtager sagerne. Hvis der mangler oplysninger, så ringer og skriver vi inden for få dage og fortæller folk, hvad der mangler. Vi rådgiver også om, at man kan få en hurtigere byggetilladelse, hvis man for eksempel flytter huset en halv meter - det kan nemlig være det, der betyder, at en sag ikke skal i høring, siger borgmesteren og fortsætter:

"Derudover har vi ansat en byggesagsbehandler mere, og så har medarbejderne i en periode givet den en ekstra skalle. Vi ser fokus på byggesagsbehandlingen som en del af vores væksttiltag, da det handler om at fremme og understøtte aktiviteten i kommunen," konstaterer borgmesteren.

Hurtige sager en kæmpe succes
Der har været 71 ud af i alt 148 sager, hvor der ikke er behov for høring eller dispensationer. 99 procent af de sager er afgjort inden for 2 uger.

Det kalder borgmesteren for en kæmpe succes.

"I den type sager har den gennemsnitlige sagsbehandlingstid været 3,5 dag fra vi har alle oplysninger om sagen - det er virkelig flot og viser, at kommunen virkelig vil give god service til borgerne," siger Kim Valentin.

Endnu flere bygger i Gribskov Kommune
Plan- og Miljøudvalget fik præsenteret rapporten på udvalgets møde mandag. Rapporten viser også, at antallet af byggetilladelser endnu en gang er steget.

Udvalgsformand Jesper Behrensdorff (C) fortæller, at antallet er steget med otte tilladelser i forhold til samme periode sidste år og hele 110 i forhold til 2013, så det i dag er oppe på 145 i første kvartal.

Det kalder formanden for Plan- og Miljøudvalget for rigtig godt nyt.

"Det er både private borgere og firmaer, som bygger i øjeblikket, og det tyder på en stor optimisme og vækst i økonomien - ikke mindst fordi det giver arbejde til vores lokale håndværkere," siger formanden.

Yderligere oplysninger:
Kim Valentin, borgmester, tlf. 7249 8200
Jesper Behrensdorff, formand for Plan- og Miljøudvalget, tlf. 7249 7535
Astrid Ravnsbæk, direktør i Center for Teknik og Miljø, tlf. 7249 6644