Borgere kan søge penge til bedre bredbånd

Er du ved at falde i søvn over en langsom internet-forbindelse? Gribskov Kommune er sammen med staten klar med støtte-kroner til hurtigere bredbånd. Borgere, der vil ansøge, skal skynde sig.

Borgere, som trækkes med en dårlig internet-forbindelse derhjemme, kan nu søge om økonomisk hjælp til hurtigere bredbånd.

Staten står klar med en pulje på 40 mio. kroner og Gribskov Kommune har afsat en pulje på ½ mio. kroner til støtte af lokale projekter.

”En hurtig og stabil internet-forbindelse er for mange et kardinalpunkt, hvis man fx arbejder hjemmefra eller driver en virksomhed. For helt almindelige mennesker er det også et spørgsmål om, at det er mere attraktivt at bosætte sig der, hvor der er et velfungerende internet. Derfor støtter vi økonomisk den indsats, som staten gør, ved at give en ekstra håndsrækning til vores egne borgere,” siger borgmester Kim Valentin (V).

Puljen på ½ mio. kroner stammer fra en beslutning i økonomiudvalget i december sidste år. Startskud går nu Borgere i Gribskov skal ud af starthullerne nu, for i denne uge begynder Energistyrelsen processen med en række informationsmøder for borgere.

Basalt set er der tre krav til, at borgere kan få tilskud til bedre bredbånds-forbindelse:

  • Dit internet skal være langsomt, dvs. under 10 Mbit/s i download-hastighed.
  • Du skal gå sammen med dine naboer – som regel skal man være en gruppe på mindst 15 personer for at få tilskud.
  • Du skal danne en sammenslutning, som kan søge tilskud fra statens pulje.

De nøjagtige detaljer kan du læse på hjemmesiden www.ens.dk/bredbaandspulje. Her kan du også læse om, hvordan man konkret ansøger om tilskud.

Energistyrelsen holder også et fysisk informationsmøde. Det afholdes i Sorø 18. april og der er tilmeldingsfrist 7. april. Oplysninger om mødet findes også på ovennævnte hjemmeside. Processen for ansøgning i Gribskov Kommune kan findes på www.gribskov.dk.

Yderligere information: Kim Valentin (V), borgmester, Gribskov Kommune, 72498200.