Gribskov Kommune klar med hjælp til krigsveteraner

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget besluttede på dets seneste møde, at Gribskov Kommune skal have en veterankoordinator, som kan tage hånd om de hjemvendte soldater, der henvender sig til kommunen.

Hjemvendte soldater skal have én indgang til Gribskov Kommune, der guider dem til de rette fagpersoner, så soldaterne får den hjælp, de og deres familier har behov for.

Det besluttede Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget på dets seneste møde, hvor medlemmerne sagde ja til at oprette en veterankoordinatorfunktion.

Politikerne har dermed lyttet til flere af krigsveteranerne, som har henvendt sig til kommunen og bedt om at få en veterankoordinator, der kan hjælpe de hjemvendte soldater med at få den rette hjælp af kommunen.

Borgmester Kim Valentin (V) mener, der er kommunens pligt at støtte de hjemvendte soldater: "Det er svært at forestille, hvor svært det må være at komme fra en krigszone, så vi kan da i det mindste gøre det let at finde frem til de rigtige fagpersoner i kommunen," siger Kim Valentin.

230 veteraner bor i kommunen
Formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget Jørgen Simonsen (V) fortæller, at der er cirka 230 veteraner i Gribskov Kommune ifølge det statslige Veterancenter, men at det er svært at vurdere, hvor mange, der har behov for støtte fra en veterankoordinator:

"Vi ved, at der veteraner i kommunen, og de skal vide, at vores veterankoordinator står klar til at hjælpe dem hen til de rigtige fagpersoner. Så må vi se, hvor mange der henvender sig, når kendskabet til veterankoordinatoren stiger," siger Jørgen Simonsen og forklarer, at koordinator-stillingen bliver oprettet under jobcenteret, hvor en af de nuværende medarbejdere skal udfylde rollen.

Gribskov Kommune har hentet inspiration i Hillerød Kommune, som allerede har en veterankoordinator i Jobcenteret.


Yderligere oplysninger:

Kim Valentin, borgmester, tlf. 7249 8200
Jørgen Simonsen, formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, tlf. 4050 2640
Peter Olsen, chef i Center for Borgerservice og Beskæftigelse, tlf. 7249 7822