Kommunen følger op på politiets indsats

De unge fra Gribskov, som er i politiets søgelys i forbindelse med anholdelserne i Helsinge mandag, får nu hjælp gennem kommunens SSP-indsats.

En massiv social indsats følger nu politiets store aktion i Helsinge i går.

Gribskov Kommune har i dag sammen med Nordsjællands Politi gennemgået listerne over de unge, som af politiet er blevet sat i relation til bande-urolighederne.

Indsatsen betyder, at forældrene til de unge får en såkaldt bekymringsskrivelse fra politiet. Samtidig går kommunens opsøgende medarbejdere og sagsbehandlere sammen om at hjælpe unge, som er i periferien af banderne.

”Vores medarbejdere har her til morgen gennemgået politiets lister over unge, som er blevet set eller truffet af politiet de forkerte steder og i det forkerte selskab. Vi har reageret prompte og er allerede i gang med følge op på de unge. Det kan være samtaler eller et brev til forældrene eller anden social indsats. Vi koncentrerer alle vores ressourcer om Helsinge i øjeblikket,” fortæller borgmester Kim Valentin (V). Seneste budget for Gribskov Kommune bød på en opgradering af SSP-indsatsen, hvor området fik tilført penge svarende til en halv stilling ekstra.

Formanden for børneudvalget, Trine Egetved-Sørensen (K) lægger vægt på, at kommunens medarbejdere er med til at øge trygheden for både forældre og børn.

”Det er rigtig vigtigt, at vores opsøgende medarbejdere med deres synlighed er med til at skabe tryghed, særligt i området omkring Helsinge Station. Forældre i Gribskov skal fortsat kunne sende deres børn og unge med offentlig transport på sikker vis. Desuden skal vi have fat på de unge, som måske fatter interesse for bandemiljøet, og sørge for at hjælpe dem ud af det,” siger hun.

Opsøgende medarbejdere skal skabe tryghed

Nordsjællands Politi anholdt i går 21 personer i Helsinge i en stor aktion. Og dagen derpå har Gribskov Kommunes opsøgende medarbejdere holdt møde med politiet for at følge op på de unge under 18 år, som politiet har observeret i tilknytning til banderne.

Blandt de 21 er tre unge fra Helsinge, som allerede er kendt i det socialfaglige system.

Desuden gennemgår kommunens SSP-ansatte politiets lister for at se, om nogle unge er udviser en sådan interesse for bandemiljøet, at der skal iværksættes en indsats. Konkret har det i dag givet anledning til, at Gribskov Kommune har bedt politiet om at sende en række såkaldte bekymringsskrivelser til forældre.

Desuden har SSP-konsulenten taget fat på kommunens sagsbehandlere med henblik på at hjælpe en række unge til at holde sig fri af bandemiljøet. Gribskov Kommune har i den seneste tid koncentreret SSP-arbejdet omkring Helsinge, således at kommunens medarbejdere er fysisk til stede omkring stationen på tidspunkter, hvor de unge færdes i miljøet.

De opsøgende medarbejdere kan tage fat på udsatte unge med det samme og være med til at skabe tryghed for alle borgere.

Yderligere information: Trine Egetved-Sørensen (K), formand for børneudvalget, 72497538. Kim Valentin (V), borgmester, Gribskov Kommune, 72498200.