Kommunens plejecentre har fået egne læger

Fra i dag er der fast tilknyttede læger på alle kommunens plejecentre. Det giver blandt andet lægerne mulighed for at følge borgernes helbred tættere, og det styrker både livskvaliteten hos den enkelte og gavner kommunens økonomi, fortæller udvalgsformand.

I dag er den sidste af i alt fem kontrakter mellem Gribskov Kommune og en række lægehuse i kommunen blevet underskrevet.

Det betyder, at Gribskov Kommune nu kan tilbyde beboerne på alle kommunens plejecentre en læge, som kommer fast på plejecenteret.

Formand for Social- og Sundhedsudvalget Birgit Roswall (V) fortæller, at det er en stor fordel for borgerne:

"Lægen på plejecenteret kan følge borgerne tættere, end en normal praktiserende læge kan, simpelthen fordi lægen ser beboerne oftere og er i tæt kontakt med plejepersonalet omkring borgeren, siger formanden og fortsætter: "Derfor kan lægen reagere hurtigt med den rette behandling, hvis en borgers helbred bliver dårligere. Det vil både øge beboernes livskvalitet og spare kommunen penge, da det blandt andet kan forhindre en del af de dyre indlæggelser på hospitalet, vurderer hun.

Lægerne kan rådgive personalet
Birgit Roswall tilføjer, at en anden væsentlig fordel ved at have læger på plejecentrene, er, at lægerne via generel sundhedsfaglig rådgivning skal kompetenceudvikle og rådgive personalet om sundhedsfaglige emner, som for eksempel håndtering af medicin.

Det er op til beboerne selv, om de vil vælge den fast tilknyttede læge som deres egen praktiserende læge, men det håber formanden, at de gør på grund af de åbenlyse fordele.

Potentiale til at blive en stor succes
Social- og Sundhedsudvalget godkendte ordningen med de fast tilknyttede læger sidste år. Udvalget har som en del af værdighedsmidlerne bevilget 800.000 kroner til udmøntning af aftalen i kommunen i praksis. Derudover får kommunen 135.000 kroner til ordningen fra satspuljemidlerne.

De faste læger vil ikke være på plejecentrene fuld tid, men nogle timer om ugen. Lægerne vil som udgangspunkt kunne have 25-30 beboere tilknyttet per læge per center. Birgit Roswall fortæller, at det vil være muligt at udvide antallet af timer på sigt, hvis det viser sig at være en succes.

"De fast tilknyttede læger har potentiale til at blive en stor gevinst både for borgerne og økonomien, men nu må vi i første omgang se, hvordan det kommer til at gå. Vi er i hvert fald åbne for muligheden," siger formanden.

Yderligere oplysninger:
Birgit Roswall, formand for Social- og Sundhedsudvalget, tlf. 2175 8058 Mikkel Damgaards, chef i Center for Social og Sundhed, tlf. 7249 7467

Fakta:
Lægerne på plejecentrene Udsigten: Læge Hanne Leufstedt Trongården: Gribskov Lægecenter Helsingegården: Lægerne i Vestergade og Helsinge Lægecenter Bakkebo: Gilleleje Lægecenter Skovsminde: Lægerne i Græsted