Pressemeddelelse: Håndværkere får nem adgang til kommunale opgaver

Hundredvis af små håndværker-firmaer i Gribskov får nu en let adgang til at byde ind på opgaver for kommunen.

Mindre malerfirmaer, VVS'ere, tømrere, murermestre og andre af Gribskovs håndværkere skal være på første række, når kommunale opgaver frem over bliver udbudt.

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget vedtog på dets seneste møde at indføre en ny portal, som skal hjælpe de mange mindre håndværker-virksomheder i kommunen. Og det er godt nyt for det lokale erhvervsliv, mener borgmester Kim Valentin (V).

”Vi skal sikre, at kommunens opgaver ikke går forbi næsen på vores egne håndværkere, fordi det er for besværligt at deltage i et udbud eller fordi, man som håndværker ikke er opmærksom på, når kommunen udbyder et stykke arbejde. Kort sagt skal vi gøre det så ultra-enkelt for vores egne virksomheder, at flere arbejdsopgaver forhåbentlig havner hos vores egne,” siger Kim Valentin.

Åbenhed og konkurrence
Den nye portal giver alle leverandører herunder Gribskovs virksomheder muligheder for på enkel vis at oprette sig, hvis man er interesseret i kommunens opgaver. Det er gratis at oprette sig.

Og virksomheden får derefter nem adgang til at byde ind på opgaverne. Når kommunen har en konkret opgave, bliver et antal håndværks-virksomheder på portalen opfordret til at afgive et tilbud på opgaven. Efterfølgende kan alle virksomheder følge med i, hvilke opgaver der har været udbudt.

”Det giver en fuldstændig åbenhed om alle kommunens opgaver, hvilket kommer vores lokale erhvervsliv til gavn. Desuden skaber det en gennemsigtig og fair konkurrence om opgaverne, så også Gribskovs borgere får gavn af portalen, fordi kommunen bedre kan sikre, at vi får den rigtige pris,” siger borgmesteren.

Portalen bliver også åben for virksomheder uden for Gribskov Kommune. Men i alle opgaver til over 100.000 kroner sikrer den nye portal, at mindst én lokal virksomhed inviteres til at afgive et tilbud på opgaven. Portalen indføres før sommer, og de første opgaver på den nye portal bliver udbudt efter sommerferien.

Tilmeld dig leverandørlisten

Yderligere information:
Kim Valentin (V), borgmester, Gribskov Kommune, 7249 8200