Pressemeddelelse: Udvalgsformand kræver handling i sag om kritiseret nytårsmad

Formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Gribskov Kommune beder nu administrationen indkalde leverandør af stærkt kritiseret nytårsmad til møde. Maden til de ældre borgere skal vække appetitten, når de ser den, lyder kravet fra formanden.

En god madoplevelse begynder, når man ser sit måltid første gang. Derfor skal maden være præsenteret, så den vækker appetitten, også selvom den ankommer pakket ind i plastik.

Det mener formanden for Social- og Sundhedsudvalget i Gribskov Kommune, Birgit Roswall (V), som har bedt administrationen om at holde et møde med leverandøren af ældremad, som nytårsaften lavede mad til 71 af kommunens borgere.

Formanden har bedt om mødet på baggrund af et opslag på kommunens Facebookside, hvor en datter kritiserer en ret med blandt andet hamburgerryg og grønlangkål, der blev leveret til hendes mor. Mange facebook-brugere har kommenteret opslaget og skrevet, at de ikke synes, maden ser appetitlig ud, og det er formanden enig i:

"Selvom maden sikkert smager godt og indeholder gode råvarer, så er det også vigtigt, at borgeren får lyst til at spise den, når borgeren ser den i indpakningen. Ellers kan det i værste fald ende med, at maden bare bliver smidt ud. Derfor vil vi nu mødes med leverandøren og tale om, hvordan maden kan få en mere appetitlig præsentation med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger," slår formanden fast.

Social- og Sundhedsudvalget bliver orienteret om mødet med leverandøren på udvalgets næste møde i januar.

De borgere, der er visiteret til ældremad i Gribskov Kommune, kan vælge mellem to leverandører af ældremad.

Yderligere oplysninger:
Birgit Roswall, formand for Social- og Sundhedsudvalget, tlf. 2175 8058 Mikkel Damgaards, chef i Center for Social- og Sundhed, tlf. 7249 7467