Rådgivningscafé: Gode råd og vejledning til dem, der har det svært

Få ved, at Gribskov Kommune har en rådgivningscafé, hvor både børn og voksne ganske gratis og anonymt kan komme og tale med både en psykolog, en socialrådgiver og en sundhedsplejerske om deres udfordringer med alt lige fra mobning til skilsmisse. Caféen har netop fået nye lokaler.

De fleste mennesker oplever svære tider både som barn og voksen. Og så kan det være rigtig godt at tale med nogen, som både er klar til at lytte og give gode råd og vejledning til, hvordan man kommer gennem det.

Derfor har Gribskov Kommune skabt rådgivningscaféen. Her kan både børn, unge og voksne komme helt anonymt og tale om det, der går dem allermest på. Faktisk er der ingen grænser for, hvad man kan tale om, fortæller socialrådgiver Kristian Roed Trier, som sidder klar i caféen sammen med sine to kolleger - en psykolog og en sygeplejerske.

Både børn, unge og forældre er velkomne
"Både børn, unge og voksne kan komme og tage en fortrolig og anonym snak med os. Vi har både tålmodighed og en masse erfaring, så man kan trygt gå til os og ganske gratis. Børn og unge kan for eksempel tale med os mobning, hvis deres forældre drikker eller noget helt tredje, siger han og fortsætter:

"Voksne kan komme og tale med os om, hvordan en skilsmisse påvirker familien, og så kan man tale om det at være forælder og alt det planlægning, det nogen gange kræver - det kan være hårdt, fortæller Kristian Roed Trier.

Få benytter caféen
Socialrådgiveren konstaterer, at relativt få borgere benytter sig af muligheden for at komme og tale med fagfolkene, og det synes han er synd.

"Jeg gætter på, at der går mange mennesker rundt og har det svært på den ene eller anden måde. Dem tror jeg, vi kan hjælpe her i caféen ved at lytte til dem og give gode råd og vejledning. Det er jo anonymt - og gratis - skal man huske på. Jeg vil tror, det handler om, at de simpelthen ikke ved, at det gode tilbud eksisterer," siger Kristian Roed.

Nye omgivelser
Rådgivningscaféen lå tidligere ved Boager Børnehus på Boagervej i Helsinge.
Den flyttede for nylig, så den nu ligger ved uddannelsescentret i Helsinge på Ridebanevej 1 i lokale 7. 

Åbningstid og tidsbestilling 
Caféen har åbent hver torsdag fra klokken 14 til 17, undtagen i skoleferier og på helligdage.

Man kan møde op uden forudgående aftale i caféens åbningstid fra kl. 14.00-15.00. Eller man kan inden kl. 12.00 på dagen kontakte Gribskov Kommunes Call-center for at bestille en tid mellem kl. 15-17.

Man kan også en tid ved at sende en mail til Center for Børn og Unge:
boern-unge@gribskov.dk.