Færre kommunale tandklinikker

En ny struktur med færre tandklinikker, skal give bedre kvalitet og mere fleksible åbningstider i den kommunale tandpleje for børn og unge.

Ombygningen af Gilleleje Skole betyder, at der skal findes en løsning på tandklinikken, der i dag ligger i skolens bygninger. Det er både vanskeligt og omkostningstungt at flytte en tandklinik frem og tilbage. Der er mange lovkrav omkring hygiejne mv. og risiko for at dyrt udstyr går i stykker. Samtidigt er det en lille tandklinik.

Det gør det svært at rekruttere kvalificeret personale, for eksempel var det i 2017 i et halvt år ikke muligt at finde en tandlæge med ”ret til eget virke”, som det kræver for at være ene tandlæge på en klinik. En lille klinik er også sårbar ved sygdom, da ingen kan dække ind og man derfor må aflyse aftaler. De aflysninger er til irritation for borgerne og skaber ventetid på tandbehandling. Et flertal i udvalget Børn og Familie har derfor besluttet, at anbefale økonomiudvalget og Byrådet, at træffe beslutning om at nedlægge tandklinikken i Gilleleje.

Formand for Børn og Familie, Sisse Krøll Willemoes, fortæller:
”Der er mange forhold omkring tandklinikken i Gilleleje, som gør at vi har truffet beslutning om at nedlægge klinikken. Beslutningen kommer nu, fordi ombygningen af skolen tvinger os til at tage stilling til hvad der skal ske. Med en ny struktur med færre men større klinikker kan vi skabe mere fleksible åbningstider – måske med aftenåbning nogle dage, eller lørdag formiddag. Det vil også være lettere at dække ind i tilfælde af sygdom, så borgerne ikke oplever aflysninger, som de gør i dag. Og kvaliteten vil blive bedre, fordi det er større klinikker med større faglighed og faglig udvikling. Jeg tror derfor, at borgerne på sigt vil opleve en forbedring, selvom det betyder at der bliver lidt længere til tandlægen.”

Hvad sker der nu
På kort sigt nedlægges tandklinikken i Gilleleje og de tre tandlægestole der er i Gilleleje, flyttes til Græsted og Helsinge. Børnene i kommunen fordeles efterfølgende på de to klinikker, og forældre kan selv vælge, hvilken klinik de ønsker. I samme forbindelse, vil der blive arbejdet på at skabe mere fleksible åbningstider.

På længere sigt skal der arbejdes med hvordan den fremtidige tandpleje for børn og unge i Gribskov kommune bedst tilrettelægges. Herunder antallet af klinikker, placering, investering i nyt materiel med videre.