Fremover må man parkere med to hjul på fortovet

Byrådet sagde mandag aften ja til nye parkeringsregler i Gribskov Kommune. De nye regler betyder, at man fremover må holde parkeret med to hjul på fortov i byer. Formålet er at gøre det lettere at komme frem på smalle veje.

Fremover må bilister parkere med to hjul oppe på fortovene i kommunens byer. Det besluttede byrådet mandag aften.

Formålet er ifølge formand for Udvikling, By og Land Pernille Søndergaard (NytGribskov) at gøre det lettere for køretøjer at passere hinanden på smalle veje.

”Vi har en del smalle veje i kommunen, hvor de nye regler vil gøre det lettere for bilister at passere hinanden. De kan samtidig også gøre det mere sikkert for cyklister, fordi der generelt vil blive mere plads på vejen,” siger Pernille Søndergaard, som dog er klar over, at det også betyder, at der bliver mindre plads på fortovet:

”Vi skal naturligvis også tage hensyn til for eksempel kørestolsbrugere og borgere med barnevogn. Derfor er jeg glad for, at vi udvidede det oprindelige forslag med 20 centimeter, så der nu skal være i alt 120 centimeters fri passage på fortovet,” siger formanden.

Administrationen sender nu de nye regler til godkendelse hos politiet.


Yderligere oplysninger:
Pernille Søndergaard, formand for Udvikling, By og Land, tlf. 7249 8218
Astrid Ravnsbæk, direktør for Teknik og Miljø, tlf. 7249 6644