Gribskov mister 250 millioner i udligningsreformen: Borgmester: ”Det må være helt ubegribeligt for borgerne”

Borgmester i Gribskov Kommune Anders Gerner Frost kalder resultatet af udligningsreformen urimelig. Kommunen står over for store økonomiske udfordringer, men skal alligevel af med et stort årligt beløb.

Forhandlingerne på Christiansborg om udligningsreformen er brudt sammen, og det ærgrer borgmester i Gribskov Kommune Anders Gerner Frost (NytGribskov).
”Vi kunne have fået mellem 30 og 50 millioner kroner mere mellem hænderne om året, end vi har i dag, men fordi forhandlingerne er brudt sammen, så er det kun en lille del, der bliver ændret. Ændringen betyder ganske vist, at vores økonomisk hårdt pressede kommune skal af med cirka 10 millioner kroner færre end i dag, men Gribskov står fortsat i en vanskelig situation, hvor vi skal af med cirka 250 millioner,” konstaterer borgmesteren.
Han mener, at der er brug for en alvorlig gentænkning af systemet, så Gribskovs store økonomiske udfordringer i højere grad kommer frem i lyset, og kommunen dermed får en bedre sammenhæng mellem vores indtægter og udgiftsbehov.
”Det må være helt ubegribeligt for borgerne, når vi har et faldende børnetal, relativt mange ældre borgere og ikke mindst et stigende antal borgere, som kræver ekstra pleje, når de bliver udskrevet fra hospitalet,” siger Anders Gerner Frost.
Han vurderer, at kommunens udfordringer simpelthen bliver overset eller undervurderet af Økonomi- og Indenrigsministeriet:
”Det er som om, at vores borgere ikke rigtig passer ind i Økonomi- og Indenrigsministeriets regneark. Det virker som om, at de tror, vi er en halvrig kommune, fordi vi ligger i Nordsjælland og har nogle dyre sommerhuse, men det er altså langtfra sandheden,” konstaterer Anders Gerner Frost.
Han mener, at udligningsreformen virker stik mod sit formål i Gribskov Kommune:
”Jeg troede, at udligningsordningen gik ud på, at alle kommuner i landet skulle have økonomisk råderum til at sikre, at de kan levere kommunale opgaver som eksempelvis børnepasning, ældrepleje og kultur på et nogenlunde samme niveau. Men lige nu giver udligningsordningen os det stik modsatte. Så, kære økonomi- og indenrigsminister og kolleger på Christiansborg, kom nu i gang med den reform, så det bliver mere fair.”

Yderligere oplysninger:
Anders Gerner Frost, borgmester i Gribskov Kommune, tlf. 7249 8215