Masser af borgere ville høre om kystbeskyttelse

Flere hundrede borgere mødte for nylig op til orienteringsmøder om beskyttelse af Nordkysten. Her slog eksperter fast, at det er muligt at beskytte kysten mod fremtidens storme ved hjælp af strandfodring med sand, grus og ral og hårde anlæg.

Det er muligt at beskytte Nordkysten mod fremtidens storme.

Det slog eksperter fra rådgivergruppen Niras fast på tre nyligt afholdte orienteringsmøder i Halsnæs, Helsingør og Gribskov om beskyttelse af Nordkysten, hvor det seneste blev holdt i går aftes.

Konklusion: Kysten beskyttes bedst med både blød og hård kystbeskyttelse
Eksperterne præsenterede hovedkonklusionerne i en ny, stor teknisk undersøgelse af, hvordan Nordkysten bedst kan beskyttes mod storme.

Eksperterne viste de fremmødte, hvordan det konkret kan lade sig gøre med en kombination af blød kystbeskyttelse, som består af strandfodring, hvor man tilfører sand, grus og ral på den eksisterende strand for dermed at gøre bølgerne ved kysten mindre - og hård kystbeskyttelse.

Naturligt med samarbejde mellem de tre kommuner
De tre kystkommuner er gået sammen i samarbejdet Nordkystens Fremtid, da det viser sig, at en fælles løsning er den bedste, fordi havet fører sandet langs den 60 kilometer lange kystlinje på tværs af kommunegrænserne.

Borgmester i Gribskov Kommune Anders Gerner Frost (NytGribskov) var med til mødet i Gribskov lørdag formiddag i Gilleleje Hallen. Han glæder sig over, at cirka 220 borgere mødte frem for at høre om projektet.

”Jeg kan fornemme, at flere og flere grundejere er med på idéen om den fælles kystbeskyttelse, hvor de selv står for den hårde kystsikring. Og så var stemningen til mødet generelt god, må jeg sige, selvom der naturligvis var nogle stykker, der stadig gerne vil have svar på, hvordan strandfodringen skal finansieres,” siger borgmesteren.

Bidragsfordeling skal være fair og gennemskuelig
Han forklarer videre, at byrådet i Gribskov Kommune først vil tage stilling til dét spørgsmål i løbet af efteråret.

”Vi afventer stadig statens retningslinjer for finansiering af kystbeskyttelse, og så skal vi nu i gang med at omformulere resultaterne fra den store tekniske undersøgelse til en bidragsfordeling, som er så fair og gennemskuelig som muligt,” slutter borgmesteren.


I løbet af efteråret bliver der desuden gennemført en stor miljøundersøgelse af påvirkningen af naturen i forbindelse med strandfodringen. Her er Miljøministeriet myndighed.

Yderligere oplysninger:
Anders Gerner Frost, borgmester i Gribskov Kommune, tlf. 7249 8215
Astrid Ravnsbæk, direktør for Teknik og Miljø i Gribskov Kommune, tlf. 7249 6644

Fakta: Læs slideshow og oplæg fra de tre orienteringsmøder på nordkystensfremtid.dk