Miljøudvalg vil gøre det let for borgerne at nå nyt mål om sortering af affald

Miljø, Klima og Kyst besluttede i går, at kommunens borgere skal genanvende 50 procent af husholdningsaffaldet senest i 2022. En del af det sorterede affald kan blive hentet ved husstandene for at gøre det let for borgerne.

Miljø, Klima og Kyst besluttede i går, at Gribskov Kommune skal genanvende 50 procent af husholdningsaffaldet senest i 2022.

Formand for udvalget Michael Hemming Nielsen (Ø) forklarer, at det er sund fornuft:

”Vi hjælper naturen og klimaet, hvis vi sorterer mere af vores husholdningsaffald som for eksempel madrester, plast og metal. Det sparer nemlig energi, når man laver nye produkter ud af gammelt affald i forhold til, hvis man skal lave nyt papir af træ eller udvinde metaller fra miner. Papir kan faktisk genbruges op til syv gange,” konstaterer formanden.

Sortering ved husstandene skal gøre det lettere for borgerne
Miljøstyrelsen fastlagde i 2013 et mål om, at de danske kommuner samlet skal genanvende 50 procent af husholdningsaffaldet senest i 2022.

I øjeblikket genanvender Gribskovs borgere 43 procent, og derfor skal der ske noget for, at kommunen når de sidste syv procent, siger formanden:

”Derfor vedtog udvalget i går også at arbejde videre med idéen om, at borgerne kan få hentet en del af det sorterede affald hjemme ved husstanden for eksempel plastik, pap og metal, så det bliver nemmere end at skulle køre til genbrugsstationen med det,” siger formanden.

Udvalget har endnu ikke besluttet, hvordan den konkrete sortering ved husstandene skal foregå. Dog skal kommunen have indført de nye ordninger senest i 2021, hvis kommunen skal nå målet om 50 procent genanvendelse 2022.

Yderligere oplysninger:
Michael Hemming Nielsen (Ø), formand for Miljø, Klima og Kyst, tlf. 2285 7363
Dorethe Pedersen, centerchef i Center for Teknik og Miljø, tlf. 7249 6832

Fakta: Sådan måler Gribskov Kommune borgernes sortering
Vi måler på affaldstyperne dagrenovation, småt brændbart, madaffald, træ, glas, papir, pap, metal og plast. Genanvendelsen kan øges ved at mindske mængderne af dagrenovation og småt brændbart til forbrænding og ved at udsortere mere madaffald, træ, glas, papir, pap, metal og plast til genanvendelse.