Snart har 1000 borgere fundet sammen i nye fællesskaber

Næsten 1000 borgere i kommunen har fundet sammen om en fælles interesse via internet-portalen Boblberg. Det er er rigtig godt, for gode sociale relationer styrker helbredet. Social- og Sundhedsudvalget forlængede i går aftes aftalen med Boblberg med endnu et år.

Gåture, hundeluftning, tur til Bakken og alt muligt andet. Borgerne i Gribskov Kommune er vilde med at finde sammen i nye fællesskaber.

968 borgere har per 1. januar tilmeldt sig den sociale portal Boblberg, som kommunen stiller til rådighed. Her kan man finde sammen med andre om fælles interesser.

I november og december havde Gribskov-portalen 6141 besøg og indtil nu har der været oprettet over 100 opslag med aktiviteter også kaldet "bobler". For eksempel skriver en borger: "Vandreture i Nordsjælland - vil du med?" og de borgere, som synes, det er noget for dem, svarer tilbage. Andre søger nogle der vil være med til fluefiskeri, hækling, cykling, billard eller noget helt andet.

Gode relationer er vigtige for helbredet
På Social- og Sundhedsudvalgets møde i går aftes besluttede politikerne at forlænge aftalen med Boblberg med et år. Formand for Social- og Sundhedsudvalget Birgit Roswall (V) fortæller, hvorfor:

"Vi ved, hvor vigtigt det er for ens helbred, at man har gode relationer til andre mennesker. På Boblberg møder borgerne hinanden, er aktive sammen og har gode oplevelser med andre. Og det betyder rigtig meget i forhold til at have det godt rent mentalt, som igen betyder meget i forhold til at have et godt fysisk helbred. Derfor er vi rigtig glade for, at borgerne har taget Boblberg til sig," siger Birgit Roswall.

Fokus på sundere borgere
Gribskov Kommune har fokus på at fremme borgernes helbred gennem kommunens forebyggelsesprogram "Grib Livet - hold dig på toppen" og de øvrige indsatser i Social- og Sundhedsudvalget.

Formålet med Boblberg har været at afprøve, hvorvidt konceptet på en ny måde kunne understøtte borgernes mentale og fysiske sundhed blandt andet gennem udviklingen af sociale relationer, kontakter og fællesskab mellem borgerne.

Inaktivitet er lige så usundt som at drikke alkohol
Forskning viser nemlig, at fællesskaber med andre mennesker er vigtigt for borgernes trivsel og livskvalitet. Desuden påvirker for eksempel ensomhed også den fysiske sundhed, så man er mindre aktiv, og det er lige så usundt som for eksempel at drikke alkohol.

Birgit Roswall, fortæller videre:

"Vi kan konstatere, at Boblberg øger det selvorganiserede kultur-, idræts-, og fritidsliv i Gribskov Kommune og understøtter på den måde borgernes mentale og fysiske sundhed. Det har vist sig, at Boblberg indtil nu hovedsageligt benyttes af kvinder, og vi håber, at de fastholder interessen, men at det også bliver bredt mere ud til mændene. Derfor har vi nu politisk besluttet at forlænge kontrakten med Boblberg for foreløbigt et år mere. Jeg håber, at endnu flere vil bruge muligheden det kommende år," slutter formanden.

Yderligere oplysninger:
Mikkel Damgaards, Centerchef i Social og Sundhed, tlf. 7249 7467
Birgit Roswall, formand for Social- og Sundhedsudvalget, tlf. 7249 7080