Handicaprådet

Onsdag den 09-08-2017 kl. 16:15

Tilbage

Indholdsfortegnelse:

Åbne
25 Høring: Forslag til Lokalplan 315.20 for Plejecenter og seniorboliger ved
Bavne Ager i Gilleleje
26 Spørgsmål til Handicaprådet: Rampe

Medlemmer:
Bente Ullits Eckmann DH Annelise Hansen DH
Jonna Hildur Præst Pia Foght
Agnete O. Sørensen Inger Hansen DH
Kim G. Nielsen DH Helle Mariager
Godkendelse af dagsorden:
Godkendt inklusive punkt 26

Fraværende:
Jonna Hildur Præst

Meddelelser:
Handicaprådet behandlede sagen om Laugøvej 1A - adgangsforholdene til bygning 1, adminstrationsbygning til ny børnehave, på mødet den 22. juni 2016. Handicaprådet har bedt om at få en orientering om sagen, når liften er taget i brug. Administrationen kan oplyse, at den 22. juni 2017 blev der meddelt ibrugtagningstilladelse til byggeriet og at ansøger/rådgiver i denne forbindelse har oplyst, at trappeliften er etableret.
Handicaprådet besluttede at fastholde mødedatoen for septembermøde.
På foranledning af høringssvar fra Handicaprådet (fra møde den 5. april) besluttede Social- og Sundhedsudvalget på sit møde d 25. april 2017 ved vedtagelsen af kommunens boligstrategiske handleplan, at invitere Handicaprådet til at medvirke ved en test af den fysiske tilgængelighed i forbindelse med ombygning af Toftebo og Gydevej 15. Annelise Hansen og Ingrid Hansen, som er udpeget af Handicaprpdet som kontakt- og testpersoner, er blevet kontaktet af administrationen i forbindelse med at projekteringen af ombygningen af Toftebo nærmer sig nu sin afslutning.





Åbne

25. Høring: Forslag til Lokalplan 315.20 for Plejecenter og seniorboliger ved Bavne Ager i Gilleleje
01.02P00 - 2017/02269

Sagsfremstilling
Handicaprådet behandler forslag til lokalplan 315.20 for at afgive et høringssvar.

Baggrund
Byrådet godkendte forslag til lokalplan 315.20 til offentlig fremlæggelse den 19. juni 2017.

Planforslaget fremsættes offentligt i perioden fra den 21. juni til den 30. august 2017. Det kan ses på hjemmesiden plansystemdk.dk samt kommunens hjemmeside gribskov.dk/høring.
Kommunen skal modtage indsigelser eller ændringsforslag senest den 30. august 2017, hvis bemærkningerne skal indgå i Byrådets stillingtagen, når planerne skal endelig vedtages.

Formål med forslag til lokalplan
Lokalplanens formål er at udlægge lokalplanområdet til boliger med tilhørende fælleshuse, samt plejecenter i op til 2 etager. Med lokalplanens bestemmelser ønskes det, at sikre:
  • den landskabelige sammenhæng med fokus på bygningers arkitektoniske udtryk og at fastholde områdets grønne karakter
  • indretning af ubebyggede arealer med fokus på placering af stier gennem området, håndtering af regnvand, samt placering og omfang af parkering
  • håndtering af eventuelle støjgener

Elementer med særlig betydning for Handicaprådet
Lokalplanens delområde 2 har særlig betydning for Handicaprådet. I delområde 2 opføres der plejebolig med tilhørende serviceforhold.

Handicaprådet skal være særlig opmærksom på følgende:
  • Adgang til området, vejforhold og stisystemer.
  • Vejstykke D-E på delområde 2 anlægges med en samlet bredde på 10,0 m, kørebanebredde er 6.0 m, der anlægges fortov på 1,5 m bredde på begge vejsider og der etableres græsrabat på 0,5 m jf. tværprofil på kortbilag 3.
  • Parkering for delområde to beskrives:
    • For delområde 2 udlægges areal til 0,5 parkeringspladser pr. bolig og 1 p-plads pr. 200 m2 serviceareal. Af de anlagte p-pladser skal 4 af disse være almindelige handicap p-pladser samt 3 store handicap p-pladser for minibusser.
  • De landskabelige træk inddrages i fælles friarealer. Det skal fremstå som et naturområde med lavt plejeniveau, i form af græs- og blomsterlunde. Der vil indgå stisystemer som rekreative forløb i området.
  • Der er opsat krav om belysning, farver og materialevalg for byggeriet.


Lovgrundlag
Planloven, lovbekendtgørelse nr. 1529 af 23.11.2015 (med efterfølgende tilføjelser)

LBK nr. 1052 af 08/09/2015 (Retsikkerhedsloven) § 37 a, stk. 2

Økonomi
Lokalplanarbejde finansieres af Center for Byer, Ejendomme og Erhverv.

Bilag
Læsevejledning
Det vedlagte dokument er på 24 sider.
Kun siderne 7-8, 13, 15 og 17 samt kortbilag 2, 3 og 4 udgør bilag til behandling af sagen.

Bilag: Første høring: Forslag til Lokalplan 315.20 for Plejecenter og boliger ved Bavne Ager i Gilleleje til offentlig fremlæggelse Dokumentnummer 2017/02269 021


Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Handicaprådet
  1. at give høringssvar


Beslutning
Handicaprådets høringssvar
Handicaprådet synes, at der er tale om et spændende og værdifuldt projekt. Rådet sætter pris på, at lokalplan tænker på sammenhæng mellem arkitektur og natur i forhold til valg af materialer og farver. Handicaprådet har følgende bemærkninger til forslag til lokalplan:

Fri bevægelighed i byen
Hvis mennesker med handicap skal have mulighed for et selvstændigt liv, som ikke er afhængigt af deres mulighed for at køre bil, kan stisystemer beskrevet i forslag til lokalplan 315.20 ikke stå alene. Mulighed for fri bevægelighed i byen bliver først skabt, når området bliver forbundet med de omkringliggende arealer via et tilgængeligt stisystem.

Det peger på en opgave i forhold til sammenhæng mellem forskellige lokalplaner.

Tilgængelighed af området
Belægning og belysning af fortorve og stier er afgørende for tilgængelighed. Græsarmering kan have mange fordele (for eksempel i forhold til nedsivning), men den giver en dårlig tilgængelighed. Derfor anbefaler Rådet, at der vælges en anden belægning.

Ledelinjer
Udvikling af et nyt område giver mulighed for at etablere ledelinjer på fortorve og stier. Ledelinjer er en rigtig god hjælp for alle mennesker med synshandicap.

Handicaprådet håber derfor, at ledelinjer bliver en del af løsningen.

Beplantning og allergi
I forhold til beplantning er det vigtigt at tage hensyn til allergi. Forbundet Astma- Allergi Danmark oplyser, at omkring 1,5 million danskere er berørt af astma, allergi eller anden form for overfølsomhed og tallet er stigende.

De ubebyggede arealer kan fremstå som naturområde også med en beplantning, som tager hensyn til allergiproblemet.

Beplantning som hjælp til hukommelsen
Dufte stimulerer sanser, og dufte kan danne kendemærker i området, som kan hjælpe mennesker med at orientere sig i området. Rådet foreslår derfor, at der arbejdes med beplantning som hjælp til hukommelsen.

Etager og tilgængelighed
Rådet lægger mærke til at lokalplanen tillader et 1- og 2- etages plejehjem.

En bygning med to etager stiller større krav til udformning af den konkrete løsning (for eksempel elevatorer i den rette størrelse med videre), hvis plejehjemmet skal være tilgængeligt for mennesker med gangbesvær, brugere af kørestole med videre.

Lokalplanen sikrer ikke den konkrete udformning af plejehjemmet, men Handicaprådet vil rejse problematikken på et tidligt tidspunkt, så man politisk kan overveje, hvad man kan og vil gøre for at sikre et tilgængeligt plejehjem.





26. Spørgsmål til Handicaprådet: Rampe
27.69.48G00 - 2014/48645

Sagsfremstilling
Handicaprådet har den 25.01.2017 fået en mundtlig orientering om, at administrationen agtede at give dispensation fra tilgængelighedskrav i forhold til indretning af en cafe i en togvogn (veterantog) ved Græsted Station.

Byggetilladelsen er givet, og heri er vilkår om, at der i stedet for handicapadgang til togvognen skal være niveaufri adgang til et lokale i stationsbygningen. Denne adgang skal være tilgængelig, når cafeen/kiosken har åbent. Der skal etableres en flytbar rampe, som opfylder bygningsreglementets krav til bredde og hældning.

Ansøger har nu henvendt sig med spørgsmål om mulighed for at få en rampe med større hældning end angivet i bygningsreglementet. Det er muligt at skaffe en rampe med korrekt hældning (50 mm pr. meter), men den vil blive 3 meter lang.

Med ansøgers ord virker det voldsomt at have en 3 meter lang rampe, når forskellen på station og dørtrin er 15 cm. Ansøger ønsker en mindre rampe på 180  cm, som har en hældning på 83 mm pr. meter, da der altid vil være hjælpere tilstede, når kiosken er åben.

Ansøger spørger til holdningen hos administrationen samt hos kommunens handicapråd til en større hældning en angivet i bygningsreglementet.

Administrationens vurdering er, at den valgte rampe med større hældning vil kunne accepteres, eftersom en 3 meter lang rampe vil gå på tværs af perronen og næsten ud til sporene, hvilket ikke vil være hensigtsmæssigt for hverken rampens brugere eller andre, der færdes på arealet.

Lovgrundlag


Økonomi


Bilag


Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Handicaprådet
  1. at tilkendegive rådets holdning til spørgsmålet


Beslutning
Handicaprådet vurderer, at en en mindre flytbar rampe på 180  cm kan være en god løsning, selvom rampen har en hældning på 83 mm pr. meter, forudsat at der er en reel mulighed for at tilkalde hjælp - for eksempel en klokke eller anden løsning, som gælder, når kiosken er åben.







Mødet startet:
04:15 PM

Mødet hævet:
04:55 PM

Tilbage

Se kommende møder i de politiske udvalg i mødekalenderen

Dagsordener til alle møder lægges på hjemmesiden senest 4 hverdage før mødeafholdelse. 
Protokoller lægges på om aftenen dagen efter mødet.

Protokoller for møder før 2013 kan fås ved henvendelse til Gribskov Arkiv.

Byrådsmøder

Byrådets møder er offentlige, men enkelte sager kan besluttes behandlet for lukkede døre.
Dagsordenen er tilgængelig i papirudgave for borgerne i Byrådssalen.

Den sidste spørgetid i denne byrådsperiode blev afhold 4. september 2017. Læs mere om spørgetid

Byrådsmødet afholdes på Gribskov Rådhus, Rådhusvej 3, Helsinge. 

Optagelse af billede og lyd under Byrådets møde kan tillades efter konkret og forudgående aftale med borgmesteren.