Byrådet

Mandag den 25-09-2017 kl. 07:00

Tilbage

Indholdsfortegnelse:

Åbne
217 Forslag til Kommuneplantillæg nr. 10 for et blandet byområde ved
Vesterbrogade i Gilleleje - godkendelse til offentlig fremlæggelse
218 Forslag til Lokalplan 315.19 for hotel og boliger ved Vesterbrogade i

Gilleleje - godkendelse til offentlig fremlæggelse
220 Indkaldelse af stedfortræder for Michael Hemming Nielsen
221 Indkaldelse af stedfortræder for Morten Ulrik Jørgensen

Lukkede
219 Salg af ejendom
Medlemmer:
Flemming Valdemar Trojel Bo Jul Nielsen
Jannich Petersen Lone Birgit Halskov Møller
Birgit Roswall Pia Foght
Michael Bruun Ulla Dræbye
Steen Pedersen Betina Sølver Hansen
Jørgen Emil Simonsen Peter Eckardt
Nick Madsen Susan Kjeldgaard
Knud Antonsen Anders Gerner Frost
Jonna Hildur Præst Morten Ulrik Jørgensen
Brian Lyck Jørgensen Thomas Elletoft
Trine Mette Egetved-Sørensen Sisse Krøll Willemoes
Jesper Hagen Behrensdorff
Godkendelse af dagsorden:
Godkendt inklusive dagsordenspunkter 220 og 221 om godkendelse af stedfortrædere.

Fraværende:
Betina Sølver Hansen

Meddelelser:
Kim Valentin (V) er erklæret inhabil i sager om forslag til Kommuneplantillæg nr. 10 for et blandet byområde ved Vesterbrogade i Gilleleje, forslag til Lokalplan 315.19 for hotel og boliger ved Vesterbrogade i Gilleleje samt sagen om salg af ejendom. Flemming Trojel (V) er indkaldt som stedfortræder for Kim Valentin (Kommunestyrelsesloven § 14 stk. 3).




Åbne

217. Forslag til Kommuneplantillæg nr. 10 for et blandet byområde ved Vesterbrogade i Gilleleje - godkendelse til offentlig fremlæggelse
012497 - 2017/12299

Sagsfremstilling
Plan- og Miljøudvalget behandlede sagen på et ekstraordinært udvalgsmøde den 12. juni 2017. Økonomiudvalget beslutte samme dag at udsætte sin behandling af sagen til økonomiudvalgsmøde i august.

Plan- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget behandler sagen for at anbefale en beslutning til Byrådet med henblik på godkendelse af Forslag til kommuneplantillæg nr. 10 til offentlig fremlæggelse.

Plan- og MIljøudvalget besluttede den 29.05.2017 at udsætte behandling af sagen, indtil der er afholdt et borgermøde. Borgermødet afholdes den 07.06.2017, dvs. efter at dagsorden til Plan- og Miljøudvalgets og Økonomiudvalgets møder er udsendt. Essens af drøftelserne på borgermødet vil derfor blive forelagt på de to udvalgs møder, så de kan indgå i udvalgenes behandling af sagen.

Baggrund og formål
Kommuneplantillægget omhandler et område i den vestlige del af Gilleleje.
Området er beliggende mellem den grønne, fredede kile og Vesterbrogade.
Kommuneplantillægget omfatter det område, der tidligere blev anvendt til offentligt formål med plejehjem og rådhus, og senest bibliotek og museum samt andre offentlige, kulturelle formål og til foreningslivet i Gilleleje. Tillægget omfatter del af matr. nr. 3r Gilleleje by, Gilleleje. Området er på ca. 7.650 m2.

Ejendommen har været udbudt til salg, og Byrådet har i december 2016 godkendt en betinget købsaftale, der forudsætter, at der udarbejdes et kommuneplantillæg og lokalplan før salget kan gennemføres. Parallelt med dette forslag til kommuneplantillæg nr. 10 er der ligeledes udarbejdet et forslag til lokalplan 315.19. Lokalplanforslaget behandles som særskilt punkt på dagsordenen.

Køber ønsker at ombygge de eksisterende bygninger til badehotel med konferencefaciliteter, restaurant, wellness og spa samt mulighed for etablering af lejligheder til ferieformål. Herudover ønsker køber, at der kan opføres nyt byggeri på ejendommen, placeret mellem det gamle plejehjem og Vesterbrogade. Dette byggeri skal kunne rumme hotelfunktioner, lejligheder til ferieformål eller boliger.

Den gældende Kommuneplan 2013-2025
Området er i den gældende kommuneplan 2013-2025 omfattet af rammebestemmelse 2.D.08 for Gilleleje Museum og Bibliotek, der udlægger området til offentlige formål, som skole, institutioner for børn, unge og ældre, kursusvirksomhed, bibliotek, museum, kulturlokaler m.v. Der kan ikke etableres butikker i området.
Bebyggelsesprocent: Max. 45
Bygningshøjde: Max. 2½ etage og Max. 13 m



Da området ikke længere skal anvendes til offentlige formål, er det nødvendigt at lave et kommuneplantillæg, med nye rammer for den ændrede anvendelse af området.

Kommuneplantillæg nr. 10 har til formål, at ændre anvendelsen af området, således at området fremadrettet udlægges som område til blandet byområde, med rammebetegnelsen 2.BB.01.

Luftfotoet viser afgrænsningen af rammeområdet.



Forslag til nye rammebestemmelser
I forbindelse med udbuddet af ejendommen er der taget stilling til at ejendommen kan fortættes med ny bebyggelse. Kommuneplantillægget foreslår, at anvendelsen fastsættes til Blandede byformål, med blanding af erhverv og bolig. Privat service (så som hotel, lejligheder til ferieformål, restauration med udeservering, spa-wellness, konferencefaciliteter m.v., herunder selskabslokaler og kursusfaciliteter) samt mulighed for etablering af boliger.
Bebyggelsesprocenten fastsættes til 71% for området under ét.
Den maksimale bygningshøjde justeres til 3½ etage og 13,5 m.

Forslag til kommuneplantillæg nr. 10 kan ses i bilag 1.

Screening for miljøvurdering
Der er udarbejdet miljøscreening i henhold til Lov om Miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). På baggrund af miljøscreeningen vurderer administrationen, at planen ikke skal miljøvurderes. Begrundelsen herfor er, at der er tale om en mindre udbygning af lokal karakter, og der ikke er fundet forhold af væsentlig miljømæssig betydning.

Screening for miljøvurdering kan ses i bilag 2

Anbefaling
Administrationen anbefaler at forslaget til kommuneplantillæg nr. 10 godkendes til offentlig fremlæggelse, og at der ikke skal laves en miljøvurdering af planforslaget.


Lovgrundlag
Lovbekendtgørelse nr. 1529 af 23/11/2015 om Lov om planlægning
Lovbekendtgørelse nr. 448 af 10/05/2017 om Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)
Kommuneplan 2013-25 Gribskov Kommune

Økonomi
Sagen har ingen direkte bevillingsmæssige konsekvenser for Gribskov Kommune.

Høring
Forslaget til kommuneplantillæg vil efter godkendelse blive sendt i offentlig høring i mindst 8 uger, jf Planlovens § 24.

Bilag
Bilag 1 - Forslag til kommuneplantillæg nr. 10 ved Vesterbrogade i Gilleleje Dok.nr. 2017/12299 001

Bilag 2 - Miljøscreening af forslag til kommuneplantillæg nr. 10 og lokalplan nr. 315.19 Dok.nr. 2017/12299 002



Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Plan- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget at anbefale Byrådet:
  1. at godkende forslag til Kommuneplantillæg nr. 10 til offentlig fremlæggelse,
  2. at godkende at planforslaget ikke skal miljøvurderes


Udvalgenes anbefalinger/indstillinger
Plan- og Miljøudvalgets beslutning den 29-05-2017:
Sagen udsættes mhp afholdelse af borgermøde 07.06.2017

Plan- og Miljøudvalgets beslutning den 12-06-2017:
  1. Anbefalingen tiltrådt.
  2. Anbefalingen tiltrådt.
Brian Lyck Jørgensen fraværende

Økonomiudvalgets beslutning den 12-06-2017:
Behandling af punktet udsat til næste Økonomiudvalgets møde i forbindelse af godkendelse af dagsorden.

Fraværende: Anders Gerner Frost

Økonomiudvalgets beslutning den 28-08-2017:
1. - 2. Anbefalet.

Inhabil: Kim Valentin (V) deltog ikke i behandling af sagen på grund af inhabilitet.
Fraværende: Jonna Præst (O).

Byrådets beslutning den 04-09-2017:
Punktet taget af dagsorden. Behandling udsat til et ekstraordinært byrådsmøde i kommende uge (37).

Inhabilitet: Kim Valentin inhabil i sagen.

Byrådets beslutning den 13-09-2017:
Besluttet at udsætte behandling af sagen til ekstraordinært byrådsmøde den 25. september 2017.

Inhabilitet: Kim Valentin deltog ikke i behandling af sagen på grund af inhabilitet.

Stedfortræder: Flemming Trojel deltog i behandling af sagen som stedfortræder for Kim Valentin.


Beslutning
Afstemning om administrationens indstilling
For: A, V, O, C (16)
Imod: Ingen (0)
Undlod at stemme: Ø, Å, G (6)
  1. - 2. Indstillingen tiltrådt.

Fraværende: Betina Sølver Hansen (A)

Inhabilitet: Kim Valentin (V) deltog ikke i behandling af sagen på grund af inhabilitet.

Stedfortræder: Flemming Trojel deltog i behandling af sagen som stedfortræder for Kim Valentin.




218. Forslag til Lokalplan 315.19 for hotel og boliger ved Vesterbrogade i Gilleleje - godkendelse til offentlig fremlæggelse
012497 - 2017/07639

Sagsfremstilling
Plan- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget behandler sagen for at anbefale en beslutning til Byrådet med henblik på godkendelse af Forslag til Lokalplan 315.19 til offentlig fremlæggelse.

Plan- og Miljøudvalget besluttede den 29.05.2017 at udsætte behandling af sagen, ind til der er afholdt et borgermøde. Borgermødet afholdes den 07.06.2017, dvs. efter at dagsorden til Plan- og Miljøudvalgets og Økonomiudvalgets møder er udsendt. Essens af drøftelserne på borgermødet vil derfor blive forelagt på de to udvalgs møder, så de kan indgå i udvalgenes behandling af sagen

Plan- og Miljøudvalget besluttede den 12.06.2017 at udsætte behandling af sagen for at få præciseret andel af ferielejligheder i lokalplanforslagets delområde 3 og 4. Det forelagte planforslag er udarbejdet i tæt samarbejde med køber.

Lokalplanens baggrund og formål
Det oprindelige plejehjem og tidligere rådhus - også kaldet "Pyramiden" og "Det Gamle Rådhus" på Vesterbrogade i Gilleleje har i de senere år været anvendt til bibliotek, museum og andre offentlige, kulturelle formål og til foreningslivet i Gilleleje.

Ejendommen har været udbudt til salg, og Byrådet har i december 2016 godkendt en betinget købsaftale, der forudsætter, at der udarbejdes et kommuneplantillæg og lokalplan før salget kan gennemføres.

Parallelt med dette forslag til lokalplan 315.19 er der ligeledes udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg nr. 10. Dette kommuneplantillæg behandles som særskilt punkt på dagsordenen.

Køber ønsker at ombygge de eksisterende bygninger til badehotel med konferencefaciliteter, restaurant, wellness og spa samt mulighed for etablering af lejligheder til ferieformål. Herudover ønsker køber, at der kan opføres nyt byggeri på ejendommen, placeret mellem det gamle plejehjem og Vesterbrogade. Dette byggeri skal kunne rumme hotelfunktioner, lejligheder til ferieformål eller boliger.





Lokalplanområdet
Lokalplanområdet er beliggende i det centrale Gilleleje, i området vest for bymidten.
Lokalplanområdet grænser mod syd op til Vesterbrogade, mod øst og vest op til eksisterende boligområder og mod nord afgrænses området af den åbne grønne kile, der strækker sig ned til kysten mod nord. Hele den grønne kile er omfattet af landskabsfredning, der skal fastholde kilen som åbent, grønt område og sikre at der er udsyn til Kattegat.
Lokalplanens område er ca. 7.650 m2.

Luftfotoet viser afgrænsningen af lokalplanens område. I dag hører bygningerne og det grønne område mod nord sammen som én samlet ejendom. Med salget og gennemførelse af lokalplanen frastykkes bygningerne og området længst mod syd. Kommunen vil fortsat eje den nordlige del med den grønne kile ned til kysten.


Lokalplanens indhold
Lokalplanen udlægger området til hoteldrift med dertil naturligt tilhørende faciliteter (så som restaurantion med udeservering, spa-wellness, konferencefaciliteter m.v., herunder selskabslokaler og kursusfaciliteter).

De to eksisterende hovedbygninger (det gamle rådhus samt det tidligere plejehjem, dog eksklusiv pyramidetilbygningen) skal begge så vidt muligt bevares i deres ydre udtryk. Der kan foretages justeringer, herunder etableres altaner samt kviste på begge sider af bygningen, såfremt det vurderes at justeringer ikke bidrager negativt til hovedindtrykket.

Lokalplanen åbner op for, at der kan opføres ny bebyggelse, både som tilbygning til de eksisterende bygninger, men også som selvstændig ny bebyggelse i området.

Lokalplanen skal sikre, at området fremstår som et samlet hele, hvor de eksisterende bygninger og ny bebyggelse får en visuel, funktionel og æstetisk sammenhæng.

Lokalplanen fastlægger placering af bebyggelse med byggefelter. Byggefelterne angiver også, hvor mange etager man kan bygge hvor.

For det samlede lokalplanområde fastsættes det maksimale etageareal til 5420 m2
Det eksisterende byggeri er i dag ca. 3360 m2

I lokalplanen varierer den maksimale bygningshøjde og det maksimale etageantal.
Dels varierer højden i det eksisterende byggeri, og dels ønskes det nye byggeri ved Vesterbrogade holdt lavere end den oprindelige, karakteristiske bebyggelse.

For det gamle plejehjem fastsættes, at den maksimale bygningshøjde er 13,5 m og det maksimale etageantal er 3½. (Det vil sige 3 etager og udnyttelig tagetage)
For det gamle rådhus, 13,5 m og 2 etager og for øvrigt byggeri 11,5 m og 2 etager, dog er der med byggefelter flere steder sat begrænsning til at byggeri maks. må være 1 etage.
Tage kan udføres med følgende materialer: tegl (rød, brun, sort), tagpap (sort), zink eller som grønt tag (mos, sukkulent, græs eller lignende). Tagets hældning i forhold til det vandrette plan skal være mellem 2° og 65° grader.

Facader kan udføres med følgende materialer: tegl, blank mur (pudset eller vandskuret), træ, eternitbeklædning, hulplader, metalplader, glas (herunder glaspartier) eller en kombination af disse.

Vejadgang skal ske fra Vesterbrogade, og den eksisterende offentlige stiforbindelse fra Vesterbrogade til det grønne område mod nord skal fastholdes

Den eksisterende indgang til 'Det gamle plejehjem/Pyramiden' er sænket under terrænniveau. Lokalplanen giver mulighed for, at der kan udføres terrænregulering, således at der kan etableres indgang til det nye hotel, samt etableres parkerings- og opholdsområde i et terrænniveau der ligger under det omkringliggende terræn.

En del af lokalplanområdet er omfattet af fredning. Ansøger ønsker at kunne opføre en mindre tilbygning til restaurant indenfor det fredede område. Dette vil kræve, at Fredningsnævnet giver dispensation til byggeriet. Gribskov Kommune har i samarbejde med køber fremsendt ansøgning om dispensation til Fredningsnævnet, for at denne særskilte proces kan køre parallelt med lokalplanprocessen. Fredningsnævnet oplyser at de forventer at træffe en afgørelse efteråret 2017.

Forslag til lokalplan nr. 315.19 kan ses i bilag 1.

Præciseringer i forhold til tidligere forelagt planforslag (maj/juni)
På baggrund af Plan- og Miljøudvalgets ønske om præcisering af 12.06.2017 om at få præciseret andel af ferielejligheder i lokalplanforslagets delområde 3 og 4, er der sket følgende præciseringer:

Lokalplanens formålsbestemmelser §1.1, 1. pkt., er justeret således, at boliger til "ferieformål" flyttes hen sidst i sætningen og det er gjort mere tydeligt, at den primære funktion er hoteldrift.

Lokalplanens anvendelsesbestemmelser (§3.1) er konsekvensrettet jf justering af §1, og der er tilføjet en såkaldt kompetencenorm (ny §3.2), der præciserer at Byrådet efter en konkret vurdering, kan give tilladelse til at der indrettes ferielejligheder i de to hovedbygninger. Dog gælder det, at mindst 50% af bruttoetagearealet på Det gamle plejehjem skal fungere som hotel.

Desuden er der i planforslagets redegørelse indarbejdet tekst med oplysning om, at der vil blive tinglyst en deklaration på ejendommen om, at op til 50% af hovedbygningens bruttoetageareal i delområde 3 og hele bruttoetagearealet i delområde 4 med Byrådets tilladelse vil kunne omdannes til ferielejligheder fra 2025. (Se i øvrigt særskilt punkt på den lukkede del af dagsordenen).

Justeringerne i forhold til det i maj/juni forelagte planforslag, fremgår af dokumentet (bilag 1).

Screening for miljøvurdering
Der er udarbejdet miljøscreening i henhold til Lov om Miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM). På baggrund af miljøscreeningen vurderer administrationen, at planen ikke skal miljøvurderes. Begrundelsen herfor er, at der er tale om en mindre udbygning af lokal karakter, og der ikke er fundet forhold af væsentlig miljømæssig betydning.

Screening for miljøvurdering kan ses i bilag 2

Delegation
Byrådet har i nogle tilfælde mulighed for at delegere beslutningskompetencen i forbindelse med endelig vedtagelse af lokalplaner til udvalg eller administrationen. Byrådet har 31.08.2015 besluttet principper for delegation i forbindelse med lokalplanlægning i Gribskov Kommune.

Da der parallelt med udarbejdelsen af lokalplanforslaget udarbejdes kommuneplantillæg, og da arealet indgår i kommunalt salg, skal plangrundlaget godkendes af Byrådet.

Anbefaling
Administrationen anbefaler, at Forslag til lokalplan 315.19 godkendes til offentlig fremlæggelse, og at der ikke skal laves en miljøvurdering af planforslaget

Lovgrundlag
Lov om planlægning (planloven), lovbekendtgørelse nr. 1529 af 23.11.2015
Lov om ændring af lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov om aktindsigt i miljøoplysninger nr. 668 af 08.06.2017
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), lovbekendtgørelse nr. 448 af 10.05.2017,
Kommuneplan 2013-25 Gribskov Kommune

Økonomi
Sagen har ingen direkte bevillingsmæssige konsekvenser for Gribskov Kommune

Miljøforhold
Miljøforhold er vurderet i henhold til miljøvurderingsloven.

Høring
Lokalplanforslaget vil efter godkendelse blive sendt i offentlig høring i mindst 8 uger, jf Planlovens § 24

Bilag
Bilag 1 - Forslag til lokalplan 315.19 for hotel og boliger ved Vesterbrogade i Gilleleje. Dok.nr. 2017/07639 065

Bilag 2 - Miljøscreening af forslag til kommuneplantillæg nr. 10 og forslag til lokalplan 315.19. Dok.nr. 2017/07639 047


Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Plan- og Miljøudvalget og Økonomiudvalget at anbefale Byrådet:
  1. at godkende forslag til Lokalplan 315.19 til offentlig fremlæggelse,
  2. at godkende at planforslaget ikke skal miljøvurderes


Udvalgenes anbefalinger/indstillinger
Plan- og Miljøudvalgets beslutning den 14-08-2017:
1. - 2.
For: A, C, O og V (5)
Imod: Ingen
Undlod at stemme: G og Å (2)

Anbefales tiltrådt.


Økonomiudvalgets beslutning den 28-08-2017:
1. - 2. Anbefalet.

Inhabil: Kim Valentin (V) deltog ikke i behandling af sagen på grund af inhabilitet.
Fraværende: Jonna Præst (O).


Byrådets beslutning den 04-09-2017:
Punktet taget af dagsorden. Behandling udsat til et ekstraordinært byrådsmøde i kommende uge (37).

Inhabilitet: Kim Valentin inhabil i sagen.






Byrådets beslutning den 13-09-2017:
Besluttet at udsætte behandling af sagen til ekstraordinært byrådsmøde den 25. september 2017.

Inhabilitet: Kim Valentin deltog ikke i behandling af sagen på grund af inhabilitet.

Stedfortræder: Flemming Trojel deltog i behandling af sagen som stedfortræder for Kim Valentin.



Beslutning
Afstemning om administrationens indstilling
For: A, V, O, C (16)
Imod: Ingen (0)
Undlod at stemme: Ø, Å, G (6)
  1. - 2. Indstillingen tiltrådt.

Fraværende: Betina Sølver Hansen (A)

Inhabilitet: Kim Valentin (V) deltog ikke i behandling af sagen på grund af inhabilitet.

Stedfortræder: Flemming Trojel deltog i behandling af sagen som stedfortræder for Kim Valentin.




220. Indkaldelse af stedfortræder for Michael Hemming Nielsen
00.22A00 - 2017/28164

Sagsfremstilling
Byrådet behandler sagen for at beslutte, om betingelserne for stedfortræderens indtræden er opfyldt.

Michael Hemming Nielsen er fraværende fra byrådsmøde den 25. september 2017. Michael Hemming Nielsen er fraværende på grund af sit arbejde (pligter i medfør af ansættelsesforhold).

1. Indkaldelse af stedfortræder til Byrådet
Borgmesteren indkalder en stedfortræder, når borgmesteren får meddelelse om eller kendskab til, at et byrådsmedlem vil være forhindret i at varetage sine hverv på grund af lovligt forfald (styrelseslovens § 15, stk. 2). Efter bestemmelsen er arbejde (pligter i medfør af ansættelsesforhold) en lovlig forfaldsgrund.

Byrådet træffer beslutning om betingelserne for stedfortræderens indtræden er opfyldt. Byrådet gør det efter styrelseslovens § 15, stk. 4.

Betingelserne er:
  • om der foreligger lovlig forfaldsgrund
  • om stedfortræderen er den rette stedfortræder (næste på kandidatlisten) og valgbar

Den næste på Enhedslistens kandidatliste er Peter Eckardt.

Uddybende oplysninger
Den person, som var den næste på kandidatlisten efter valgbogen ved kommunalbestyrelsesvalget den 19. november 2013, er fraflyttet kommunen. Den næste på kandidatlisten, som må indtræde i kommunalbestyrelsen, er derfor Peter Eckardt.

Lovgrundlag
Lov om kommunens styrelse, lovbekendtgørelse nr. 318 af 28.03.2017, § 15, stk. 1, 2 og 4
Styrelsesvedtægt for Byrådet i Gribskov Kommune vedtaget den 3. april 2017, Kapitel VII
Vederlagsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 1530 af 09.12. 2016 §6

Økonomi
Til en stedfortræder, der indkaldes til enkelte møder i kommunalbestyrelsen udbetales diæter.

Bilag


Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Byrådet:
  1. at tage stilling til om betingelserne for stedfortræderens indtræden er opfyldt.


Beslutning
  1. Godkendt at betingelserne for stedfortræderens indtræden er opfyldt.

Fraværende: Kim Valentin (V), Betina Sølver Hansen (A)





221. Indkaldelse af stedfortræder for Morten Ulrik Jørgensen
00.22A00 - 2015/32388

Sagsfremstilling
Byrådet behandler sagen for at beslutte, om betingelserne for stedfortræderens indtræden er opfyldt.

Morten Ulrik Jørgensen er fraværende fra byrådsmøde den 25. september 2017. Morten Ulrik Jørgensen er fraværende på grund af ferie.

1. Indkaldelse af stedfortræder til Byrådet
Borgmesteren indkalder en stedfortræder, når borgmesteren får meddelelse om eller kendskab til, at et byrådsmedlem vil være forhindret i at varetage sine hverv på grund af lovligt forfald (styrelseslovens § 15, stk. 2). Efter bestemmelsen er ferie en lovlig forfaldsgrund.

Byrådet træffer beslutning om betingelserne for stedfortræderens indtræden er opfyldt. Byrådet gør det efter styrelseslovens § 15, stk. 4.



Betingelserne er:
  • om der foreligger lovlig forfaldsgrund
  • om stedfortræderen er den rette stedfortræder (næste på kandidatlisten) og valgbar

Den næste på Nytgribskovs kandidatliste er Morten Rohde Klitgaard


Lovgrundlag
Lov om kommunens styrelse, lovbekendtgørelse nr. 318 af 28.03.2017, § 15, stk. 1, 2 og 4
Styrelsesvedtægt for Byrådet i Gribskov Kommune vedtaget den 3. april 2017, Kapitel VII
Vederlagsbekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 1530 af 09.12. 2016 §6

Økonomi
Til en stedfortræder, der indkaldes til enkelte møder i kommunalbestyrelsen udbetales diæter

Bilag


Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Byrådet:
  1. at tage stilling til om betingelserne for stedfortræderens indtræden er opfyldt.


Beslutning
  1. Godkendt at betingelserne for stedfortræderens indtræden er opfyldt.

Fraværende: Kim Valentin (V), Betina Sølver Hansen (A)





Sager behandlet på lukket møde:
219 Salg af ejendom

1. Tiltrådt at der på ejendommen tinglyses en deklaration.
2. Tiltrådt at der indgås et tillæg til købsaftalen.

For: A; V; O; C (16)
Imod: Ø; Å; G (6)

Fraværende: Betina Sølver Hansen (A)

Inhabilitet: Kim Valentin (V) deltog ikke i behandling af sagen på grund af inhabilitet.

Stedfortræder: Flemming Trojel deltog i behandling af sagen som stedfortræder for Kim Valentin.




Mødet startet:
07:03 AM

Mødet hævet:
07:55 AM

Tilbage

Se kommende møder i de politiske udvalg i mødekalenderen

Dagsordener til alle møder lægges på hjemmesiden senest 4 hverdage før mødeafholdelse. 
Protokoller lægges på om aftenen dagen efter mødet.

Protokoller for møder før 2013 kan fås ved henvendelse til Gribskov Arkiv.

Byrådsmøder

Byrådets møder er offentlige, men enkelte sager kan besluttes behandlet for lukkede døre.
Dagsordenen er tilgængelig i papirudgave for borgerne i Byrådssalen.

Den sidste spørgetid i denne byrådsperiode blev afhold 4. september 2017. Læs mere om spørgetid

Byrådsmødet afholdes på Gribskov Rådhus, Rådhusvej 3, Helsinge. 

Optagelse af billede og lyd under Byrådets møde kan tillades efter konkret og forudgående aftale med borgmesteren.