Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget

Onsdag den 16-08-2017 kl. 07:00

Tilbage

Indholdsfortegnelse:

Åbne
35 3. Budgetopfølgning 2017
36 Erhvervspuljen 2017 - 1. ansøgningsrunde
37 Høring: Sundhedspolitik 2017
38 Helsinge: Styrkelse af bymidten - invitation til samarbejde fra Realdania


Efterretningssager
39 REVUS - Fødevarefyrtårn 2017
40 Handleplan 2017-2018 for Erhvervsstrategi 2016-2020
41 Status på branchepakken vedr. rengøring
42 Gribskov Produktionsskole - opfølgning på budget
43 Økonomistyring på Sprogcenter Nordsjælland
44 Analyse af detailhandlen i Helsinge

Efterretningssager - Lukket
45 Salg af ejendom
Medlemmer:
Lone Birgit Halskov Møller Jørgen Emil Simonsen
Steen Pedersen Thomas Elletoft
Trine Mette Egetved-Sørensen
Godkendelse af dagsorden:
Godkendt

Fraværende:
Thomas Elletoft

Meddelelser:
Venstres gruppe bestemte i forbindelse med fravær af Michael Bruun (V), at Steen Pedersen (V) som medlem af Byrådet indtræder i Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget og deltager i udvalgsmøde den 16. august 2017 (§ 28, stk. 2 LBK nr. 769 af 09.06.2015).


Åbne

35. 3. Budgetopfølgning 2017
00.30Ø00 - 2017/14553

Sagsfremstilling
Budgetopfølgningen generelt

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget behandler sagen for at anbefale en beslutning til Økonomiudvalget og Byrådet.

Administrationen ønsker med denne budgetopfølgning (forkortet BO) at præsentere Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget for udviklingen og det forventede resultat for de enkelte områder i Gribskov Kommune.

Administrationen udarbejder 4 årlige budgetopfølgninger i 2017:
1. budgetopfølgning (BO1) forelægges på fagudvalgsmøder i februar
2. budgetopfølgning (BO2) forelægges på fagudvalgsmøder i april
3. budgetopfølgning (BO3) forelægges på fagudvalgsmøder i august
4. budgetopfølgning (BO4) forelægges på fagudvalgsmøder i december/november

Administrationen vil som hovedregel søge om bevillingsændringer i BO1 og BO4. I de øvrige budgetopfølgninger beskrives de områder, hvor der er forhold, der peger på budgetafvigelser. Der kan være undtagelser, hvis der f.x. kommer helt nye opgaver til, eller hvis der sker en ændret organisering af de eksisterende opgaver.

Budgetopfølgning 3

Denne budgetopfølgning beskriver de overordnede forventninger til årets resultat. Der vil i forhold til den kommende budgetopfølgning 4 blive arbejdet med at finde modgående foranstaltninger og råderum inden for de enkelte udvalgsområder til imødegåelse af evt. udfordringer, således at der samlet set kan ske budgetoverholdelse i 2017.

Gennemgangen af økonomien skal indeholde:
  • En vurdering af økonomien på baggrund af forløbet hidtil i år
  • Fokus på de forhold, der kom op i sidste BO
  • Fokus på forhold, der er kommet op som følge af årets lovgivningsarbejde
  • Fokus på eventuelle andre ændringer i forudsætninger m.v.

Denne budgetopfølgning er den sidste før budgetvedtagelsen 2018-2021:
Derfor skal administrationen i samme budgetopfølgning også vurdere, om der er forhold, som administrationen anbefaler føres videre ind i 2018-2021.


Læsevejledning
I denne Budgetopfølgning sker der en række omplaceringer som følge af bl.a. omplaceringer ifm. lønsummerne, da fagudvalgenes administrative lønsummer nu er placeret på en ramme under ØU. Omplaceringerne har alene teknisk karakter.

For at tydeliggøre de reelle forventninger til årets økonomiske resultater er der denne gang tilføjet en ekstra kolonne til økonomioversigten. Den viser resultatet under forudsætning af, at de indstillede omplaceringer besluttes af Byrådet. Det er kolonnen yderst til højre ("Resultat efter budgetændring") markeret med rød.

Det er vigtigt at fremhæve, at der i denne budgetopfølgning tages afsæt i denne kolonne, når forventningerne til årets økonomiske resultater forklares. Dette er en ændring i metode ifht. tidligere budgetopfølgninger.

Denne metode, hvor der tages afsæt i forventningerne til årets økonomiske resultater inkl. indstillede budgetændringer, vil blive anvendt fremadrettet. Dette skyldes, at der også fremadrettet må forventes omplaceringer som følge af, at den administrative lønsum nu er samlet under ØU.

Budgetopfølgning for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget

Samlet konklusion
Såfremt de indstillede omplaceringer besluttes, forventer administrationen et merforbrug på 7,5 mio. kr. i 2017 på Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalgets område. Det svarer til en afvigelse på 2,1 %. I resultatet indgår omplaceringer vedr. løn og nyttejob på samlet 1,3 mio. kr.
Administrationen vurderer, at det ikke er muligt at indhente afvigelsen i løbet af året ved modgående foranstaltninger.


Årsagen til budgetafvigelsen er den Særligt Tilrettelagte Uddannelse (STU), som fortsat forventes at være en udfordring i 2017. Merforbruget forventes at blive 7,5 mio. kr. Der er allerede taget initiativer til at nedbringe de fremtidige udgifter ved at stramme op på visiteringen af borgere til STU, men da borgerne visiteres til et 3-årigt forløb, vil der gå en årrække, før vi ser den fulde virkning af den skærpede visitering.

Særligt opmærksomhedspunkt:
  • Der oplevelse pt. et pres på overførslesområdet særligt indenfor fleksjob og ressourceforløb. Udviklingen følges tæt og der pågår pt. en nærmere analyse af udviklingen på området. Et evt. merforbrug forventes dækket ind af øget refusionsindtægter vedr. tidligere år, hvilket undersøges nærmere pt. Der vil blive afrapporteret nærmere på dette område senest ifm. BO4.
I opgørelsen af det forventede forbrug i 2017 er indregnet de forventede overførsler til 2018.


Forventet mer-/mindreforbrug opdelt på rammer:


Budgetopfølgningens grundlag
Grundlaget for budgetopfølgningen på Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget bliver gennemgået nærmere i de følgende afsnit. Det sker for hver ramme.

Overførsler
Administrationen forventer pt. at budgettet overholdes. Der opleves dog pt. et pres på overførslesområdet særligt indenfor fleksjob og ressourceforløb. Udviklingen følges tæt og der pågår pt. en nærmere analyse af udviklingen på området. Der vil blive afrapporteret nærmere på dette område senest ifm. BO4.

Indsatser
Såfremt de indstillede omplaceringer besluttes, forventer administrationen et merforbrug vedr. STU på 7,5 mio. kr. Der arbejdes på området gennem en skærpet visitering og fokus på mulighederne for et mere arbejdsmarkedsrettet tilbud.

Myndighed
Såfremt de indstillede omplaceringer besluttes, forventer administrationen at budgettet overholdes. I resultatet indgår en overførsel af lønbudget på 1,4 mio. kr. til EBU's lønramme under Økonomiudvalget samt en overførsel vedr. nyttejob på 0,1 mio. kr. fra TEK's område

Tillægsbevillinger og omplaceringer

Omplaceringer

Udmøntning af budget til forskønnelse af by og land
Teknisk Udvalg har den 31.05.17 udmøntet budget til forskønnelse af by og land. Der er afsat 0,1 mio. kr. årligt i 2017-2020 til renhold af byer og strandgrunde samt vedligeholdelse af bålpladser. Beløbet søges overført til Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, da GIV overtager og udfører opgaverne i perioden

Tilretning af EBU's lønramme under ØU
Der søges overført 1,4 mio. kr. til EBU's lønramme under Økonomiudvalget. Overførslen sker som følge af samling af den administrative lønsum på Økonomiudvalgets ramme for at skabe balance mellem forbrug og budget.


Lovgrundlag
Lov om kommunernes styrelse, LBK nr 769 af 09/06/2015


Økonomi
Bevillingsstrukturen i Gribskov Kommune er følgende:
  • Økonomiudvalget og Byrådet godkender omplaceringer mellem fagudvalg og tillægsbevillinger.
  • Fagudvalg bemyndiges til at godkende omplaceringer mellem rammer inden for eget udvalg.
  • Administrationen bemyndiges til at foretage ændringer mellem delrammer inden for samme ramme under forudsætning af, at de politisk fastsatte rammebetingelser overholdes.


  • Bilag
Bilag 1: EBU 16-08-17 Opfølgning på budgetaftalens elementer Dok.nr. 2017/14553 015


Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget:

1. At godkende budgetopfølgning for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalgets område.



2. At godkende de foreslåede omplaceringer mellem udvalg og tillægsbevillinger jf. nedenstående tabel.
Ramme
Omplace- ringer
i kr.
Tillægsbe- villinger
i kr.
Lønninger
-1.427.000
Nytteindsatsen
125.000
3 At godkende de foreslåede ændringer vedr. budgetoverslagsårene jf. nedenstående tabel.
Ramme
2018
2019
2020
2021
Lønninger
-1.427.000
-1.427.000
-1.427.000
-1.427.000
Nytteindsatsen
125.000
125.000
125.000
0


Beslutning

1-3: Tiltrådt.

Fraværende:Thomas Elletoft (G)




36. Erhvervspuljen 2017 - 1. ansøgningsrunde
24.10G00 - 2017/06293

Sagsfremstilling
Introduktion
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget behandler sagen for at vurdere indkomne ansøgninger til Puljen for Erhverv med henblik på at udvælge projekter, som udvalget vil invitere til at indsende en endelig ansøgning.

Baggrund
Det tidligere Erhvervs- og Turismeudvalg besluttede at gennemføre en ansøgningsproces for puljemidler i to runder. I første runde indsender ansøgere ansøgninger på max. 1/2 side, som i korte træk beskriver projektets formål, indhold, målgruppe og anslået økonomi.

Fristen for indsendelse af ansøgninger i 1. runde var 31.07.2017.

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget behandler nu sagen for at udvælge et antal ansøgninger fra 1. ansøgningsrunde, som udvalget ønsker at modtage en gennemarbejdet ansøgning fra.

Om puljen
Puljen for Erhverv har til formål at understøtte strategiske investeringer på erhvervsområdet.

Puljen er i 2017 på 0,5 mio. kr.

Der lægges vægt på, at ansøgningen tilgodeser et eller flere af disse kriterier:
- er til gavn for erhvervsliv, turister, aktører, fritidsborgere eller borgere
- understøtter indsatser i Gribskov Kommunes Erhvervsstrategi
- skaber vækst og merværdi på erhvervs- og turismeområdet i Gribskov Kommune
- er medvirkende til at tiltrække virksomheder
- er medvirkende til en øget detailhandel
- er med til at brande Gribskov Kommune som et attraktivt sted at drive virksomhed og besøge

Ansøgninger
Administrationen har ved fristudløb den 31.07.2017 kl. 24:00 modtaget i alt 21 ansøgninger med et samlet ansøgt beløb på 3.653.000 kr. Se bilag 1 for samlet oversigt over ansøgningerne.

Ansøgningerne fremgår af bilag 2.

Der gives ikke tilskud til almindelige foreningsarrangementer, der kun er rettet imod foreningens medlemmer, samt drift, og ansøgninger skal kunne holdes inden for rammerne af kommunalstyrelsesloven, erhvervsfremmeloven og kommunens styrelsesvedtægt.

Det er administrationens vurdering, at der er ansøgninger indenfor rammerne for i alt 1.485 kr., mens 2.168 kr er udenfor eller på kanten af rammerne.

Ansøgningskriterier for erhvervspuljen fremgår af bilag 3.


Lovgrundlag
LBK nr. 769 af 09/06/2015 af lov om kommunernes styrelse (Kommunalstyrelsesloven)
LBK nr. 820 af 28/06/2016 af lov om erhvervsfremme og regional udvikling (Erhvervsfremmeloven)
Styrelsesvedtægt for Gribskov Kommune som vedtaget 12/12/2016

Økonomi
I Budget 2017 er der på erhvervsområdet afsat 0,5 mio. kr. til uddeling i budgetåret med henblik på at understøtte strategiske investeringer.

Uddelinger fra erhvervspuljen tager ikke højde for ansøgeres eventuelle momstilsvar, og Gribskov Kommune er således ikke ansvarlig for eventuelle udgifter i forbindelse med ansøgeres momstilsvar.


Miljøforhold
Ikke relevant.


Høring
Ikke relevant.


Bilag
Bilag 1: EBU 16.08.2017 Oversigt over ansøgninger Dok. nr. 2017/06293 035
Bilag 2: EBU 16.08.2017 Ansøgninger Dok. nr. 2017/06293 034
Bilag 3: EBU 16.08.2017 Rammekriterier for erhvervspuljen Dok. nr. 2017/06293 017


Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget:
  1. at udvalget skal udvælge de ansøgninger, som det ønsker at gå videre med til 2. ansøgningsrunde.

    Beslutning
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget besluttede, at følgende ansøgninger går videre til 2. runde:
  • 1
  • 3
  • 4
  • 7
  • 10
  • 11
  • 14

Endvidere bemærker udvalget, at de ønsker, at de ansøgere der får afslag får en kort begrundelse.

Fraværende: Thomas Elletoft (G).





37. Høring: Sundhedspolitik 2017
29.00G00 - 2016/29741

Sagsfremstilling
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget får sagen for at afgive høringssvar til administrationens udkast til ny sundhedspolitik.

Baggrund
Forebyggelsesudvalget fra 2016 havde i sit kommissorium fået til opgave at udarbejde en tværgående sundhedspolitik. Politikken skal række 10 år frem og sætte ramme og retning for, hvordan kommunen skal tilrettelægge indsatser, der giver effekt i forhold til de største, kendte sundhedsudfordringer i Gribskov Kommune.

Som følge af budgetaftale tiltrådt af Byrådet den 30. november 2016 blev Forebyggelsesudvalget nedlagt, og udvalgets opgaver flyttet til Social- og Sundhedsudvalgets opgaveportefølje. Social- og Sundhedsudvalget besluttede på møde den 11. januar 2017 procesplan for politikkens tilblivelse.

Sagen kommer på dagsordenen, da der nu foreligger udkast til ny sundhedspolitik.

Formål og afsæt for politikken
Formålet med sundhedspolitikken er at sætte en ramme for kommunens arbejde med sundhed. Sundhedspolitikken skal omsættes i efterfølgende politiske beslutninger i fagudvalg - og i handlinger, som medarbejderne udfører i samarbejdet med borgerne. Politikken handler dermed om den måde, kommunen arbejder sundhedsfremmende på.

Det er der i Grib livets nærmiljøer gjort erfaringer med gennem to år. På den baggrund er der udformet et sæt principper, som sundhedspolitikken bygger på. Principperne er:
  1. Sundhedsfremme og forebyggelse er en del af vores kerneopgave
  2. Sundhedsarbejdet er en fælles opgave
  3. Vi skaber sundhed der, hvor borgerne færdes (settingtilgang)
  4. Sundhedsarbejdet skal være effektbaseret

Den nye sundhedspolitik står således på disse principper fra Grib livet - uanset hvordan målsætningerne udmøntes i praksis, foregår arbejdet med sundhedsfremme på denne måde.

Dertil har udvalget besluttet 3 overordnede temaer, som sundhedspolitikken skal beskæftige sig med:
  1. Tidlig indsats
  2. Mental trivsel
  3. Lighed i sundhed

I politikken foldes temaerne ud, og der defineres målsætninger under hvert tema jf. bilaget.

Processen til udvikling af ny sundhedspolitik
Afsættet for politikudviklingen er Budgetaftale 2017-2020. Beslutningen udmøntes i følgende overordnede trin:

Trin 1: Udvikling af politik på målsætningsniveau via samskabelsesproces på workshop den 6. juni 2017.

Trin 2: Udmøntning af politik via Grib livets pilotprojekter i de fire eksisterende nærmiljøer i
2017 – implementeringen bygger videre på allerede igangværende aktiviteter.

Trin 3: Plan for udmøntning i handleplaner for nye indsatser i 2018 og frem via
”indsatspakker” – når data fra ny Sundhedsprofil og budgetforudsætninger kendes.

Trin 1 er afviklet ved en workshop på Bymosehegn den 6. juni 2017 med deltagelse af politikere fra Social- og Sundhedsudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Teknisk Udvalg og Børneudvalget samt chefer og medarbejderrepræsentanter fra tilhørende fagområder. Dertil deltog repræsentanter fra:
  • Frivilligcenter Helsinge
  • Frivilligcenter Græsted
  • Ældrerådet
  • Handicaprådet
  • Idrætsrådet
  • PlejeGribskov
  • Aleris
  • Attendo
  • Lokalforeningsrådet
  • Produktionsskolen

I alt deltog 60 personer i workshoppen, hvor deltagerne fordelt i 6 grupper udviklede målsætninger for de 3 temaer.

Dette arbejde er nu samlet af administrationen i et udkast til ny sundhedspolitik, som med denne dagsorden er sendt i høring hos Social- og Sundhedsudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Teknisk Udvalg og Børneudvalget. Ved høringen i de nævnte fagudvalg beder Social- og Sundhedsudvalget om, at de enkelte udvalg forholder sig til, hvordan de kan støtte op omkring sundhedspolitikken på deres eget fagområde.

Udkastet sendes i offentlig høring umiddelbart efter fagudvalgsmøder i uge 33 med frist for at afgive høringssvar den 4. september 2017. Udkastet sendes ligeledes i høring hos Ældrerådet og Handicaprådet på møder hhv. den 4. september og 6. september 2017.

Næste skridt
Efter høringsperioden modtager Social- og Sundhedsudvalget politikken retur og afgiver anbefaling til Økonomiudvalget og Byrådet, som beslutter politikken endeligt i oktober 2017.

Trin 2 i ovennævnte proces finder sted allerede nu på Social- og Sundhedsudvalgets møde den 15. august 2017, hvor udvalget behandler udrulningsforslag og sender anbefalinger til relevante fagudvalg videre til beslutning i september 2017.

Trin 3 planlægges og udmøntes med det nye Byråd, når ny sundhedsprofil kendes i marts 2018.


Lovgrundlag
LBK nr. 1188 af 24/09/2016 om sundhedsloven § 119
Udmøntning af Budgetaftale 2017-2020

Økonomi
Der er afsat 60.000 kr. fra Social- og Sundhedsudvalgets forebyggelsespulje til at udvikle sundhedspolitikken.

Bilag
SSU 15.08.2017: Udkast til ny sundhedspolitik (dok.nr. 2016/29741 060)

Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget at
  1. afgive høringssvar til udkast til ny sundhedspolitik
  2. tage stilling til, hvordan udvalget vil støtte op omkring politikken på eget ressortområde

    Beslutning

1. Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget ønsker en anden formulering end: "at blande sig".

2. Erhvervs- og Bekskæftigelsesudvalget bemærker, at Grib Livet allerede er en del af udvalgets ressortområde. Udvalget ønsker at der arbejdes med et helhedsperspektiv og sættes fokus på overgangen fra indlæggelse til hverdag for psykisk sårbare.

Fraværende: Thomas Elletoft (G).





38. Helsinge: Styrkelse af bymidten - invitation til samarbejde fra Realdania
01.11P00 - 2017/22919

Sagsfremstilling
Plan- og Miljøudvalget, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget, Social- og Sundhedsudvalget og Børneudvalget behandler sagen for at anbefale en beslutning i Økonomiudvalget omkring at tilkendegive interesse over for Realdania omkring samarbejde om udvikling af bymidten i Helsinge.

Udkast til interessetilkendegivelse vil i så fald blive forelagt til politisk godkendelse i de femfagudvalg i september, før den indsendes til Realdania inden fristen den 22.09.2017.

Invitation fra Realdania
Realdania sætter over de kommende år fokus på bymidten. I samarbejde med op til ni byer vil de være med til at løfte kvaliteten i hovedbyernes centrale gader og byrum. Ambitionen er at styrke byerne som drivkraft for livskvalitet, udvikling og bosætning i yderområderne.

Realdania har derfor kontaktet en række kommuner - herunder Gribskov Kommune - for at undersøge, om der er interesse for et samarbejde.

Forventningen er at støtte op til ni fysiske projekter rundt om i Danmark. Projekterne skal øge byernes kvalitet og udvikling med afsæt i stedbundne kvaliteter og ressourcer, og Realdania ser gerne, at det sker gennem nye modeller og metoder, der styrker samarbejdet mellem byens mange aktører.

Støtte og medfinansiering
Realdania har i alt afsat en ramme på 73 mio. kr. til indsatsen. Det er Realdanias forventning, at de kan støtte de enkelte projekter med op til 7-8 mio. kr., dog højest 50% af det samlede budget for projektet.

Allerede afsatte midler fra kommunen, private, andre fonde m.v. vil kunne indgå i den øvrige medfinansiering.

Den videre proces
Realdania udvælger op til ni kommuner blandt de indkomne tilkendegivelser med støtte fra et eksternt faglig panel. De udvalgte kommuner vil blive bedt om at udforme egentlige ansøgninger, hvoraf det er forventningen, at tre til fem vil opnå støtte i første runde.

Følgende kriterier forventes at ligge til grund for den faglige udvælgelse:
  • At projekterne indgår i strategisk sammenhæng, bygger på lokale potentialer og styrker byens udvikling.
  • At projekterne er forankret i kommunen, i civilsamfundet og det lokale erhverv.
  • At kommunen kan tilvejebringe den nødvendige medfinansiering.
  • At projekterne kan rumme en form for innovation - det kan være i forhold til indhold, organisering eller proces m.v., der kan komme andre byer til gode.
Der vil senest den 31.10.2017 blive givet besked om, hvilke kommuner, der vil blive indbudt til at indsende en egentlig ansøgning (ansøgningsfrist vil være fredag den 26.02.2018).

Anden runde for interessetilkendegivelse og ansøgning vil være i efteråret 2018.

Administrationens vurdering
Administrationen vurderer, at et samarbejde med Realdania kan åbne op for spændende muligheder for at understøtte Byrådets arbejde med at gøre bymidten i Helsinge mere attraktiv for borgere i alle aldre, virksomheder og gæster.

Tanken er at bringe øget liv til midtbyen på en måde, som gør, at de fysiske rammer i midtbyen i højere grad kommer til at understøtte positiv aktivitet og tryghed for alle i byen og ikke mindst de unge.

Et særligt fokus kan eksempelvis være, hvordan vi får gjort bymidten mere attraktiv for børn og unge ved at skabe gode forbindelser og aktive byrum i området mellem gymnasiet og gågadeområdet, der er spændende og trygge, og som skaber rammer for konstruktive sociale fællesskaber på tværs af alder og baggrunde.

Anbefaling
Administrationen anbefaler, at der udarbejdes et udkast til interessetilkendegivelse i et samarbejde mellem Plan- og Miljøudvalget, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Børneudvalget, Social- og Sundhedsudvalget og Kultur- og Idrætsudvalget. Udkastet forelægges til politisk godkendelse i de fem fagudvalg i september.

Interessetilkendegivelsen vil så efterfølgende blive indsendt til Realdania inden fristen den 22. 09.2017.

Lovgrundlag



Økonomi
Sagen har ikke direkte bevillingsmæssige konsekvenser for Gribskov Kommune for nuværende. Såfremt der opnås støtte, skal der dog anvises finansiering af den kommunale andel af projektbudgettet.

Bilag
Invitation fra Realdania til samarbejde af 30. juni 2017. Dok. nr. 2017/22919 002

Vejledning: Interessetilkendegivelse. Dok. nr. 2017/22919 003

Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Plan- og Miljøudvalget, Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget, Social- og Sundhedsudvalget og Børneudvalget at anbefale Økonomiudvalget:
  1. at godkende, at der udarbejdet et udkast til interessetilkendegivelse, der forelægges til politisk godkendelse i de fem fagudvalg i september.
  2. at angive eventuelle ideer til udkastet.

    Beslutning

1. Tiltrådt
2. At der indtænkes tilbud til unge, og gerne at udviklingen sker i samarbejde med kulturlivet, Handelsforeningen og erhvervslivet.

Fraværende: Thomas Elletoft (G).





Efterretningssager

39. REVUS - Fødevarefyrtårn 2017
24.09G00 - 2017/00956

Sagsfremstilling
Baggrund
Erhvervs - og Beskæftigelsesudvalget behandler sagen for at blive orienteret om status på ReVUS ansøgning vedrørende Fødevarefyrtårn. På Byrådsmødet den 14.11.2016 blev det besluttet at Gribskov Kommune deltager i Region Hovedstadens fyrtårne om Trafikplan, Vækstkritiske kompetencer og Madfællesskab. Orienteringen her omhandler Madfællesskab.

Madfællesskabet bygger på en gensidighed mellem land og by. Der bor godt 0.6 mio. mennesker i Hovedstaden som dagligt spiser ca. 10.000 tons mad. Betingelserne for at skabe et nyt regionalt fødevaresystem er således gode.

Ansøgning
På baggrund af Byrådets beslutning er ansøgningen "Øget vækst og beskæftigelse gennem fremme af fødevareerhvervet" sendt til Region Hovedstaden. Bilag 1. Regionsrådet godkendte ansøgningen og bevillingen hertil på deres møde 16.05.2017.

Partnere
Spisekammer Gribskov, Spisekammer Halsnæs og Smag på Nordsjælland er projektpartnere og Københavns Madhus er lead-partner (projektholder). Derudover er København, Halsnæs, Albertslund og Gribskov Kommuner, Food, Hotel og Restaurantskolen, Cph Foodspace, Væksthus Hovedstaden, DTU, Det cyklende Madmarked, Gaarden, Gourmet Bornholm samt Bornholmsk landbrug også deltagere i projektet.

Formål
Fyrtårnsprojektet skal være med til at sikre den fremtidige vækst inden for fødevaresektoren i Greater Copenhagen. Der fokuseres bl.a. på at få øget den offentlige efterspørgsel efter lokale og økologiske fødevarer og opbygningen af viden om regionens fødevaresystem.

Projektets indsatser
  1. Facilitering af Madfællesskabet. Skabe en funktionel platform for mødet mellem by og land ved at sikre at erfaringer og eksempler på "best practise" formidles mellem de private og offentlige fødevareaktører
  2. Værktøjer til mobilisering af byens forbrug. Udvikle konkrete værktøjer til at mobilisere byens forbrug, kortlægning af fødevaresystemet, skabe overblik over efterspørgslen målt i kilo fødevarer samt udbud målt i hektar landbrugsjord
  3. Viden og kortlægning. Indsamle viden og lave kortlægning af det nuværende fødevaresystems funktion og omfang i Greater Copenhagen
  4. Fælles ansvar for forbrug. Engagere og udvikle kommunerne og de kommunale erhvervsinitiativer til at tage et fælles ansvar for fødevareforbrug herunder rådgivning omkring indkøb, omlægningsmuligheder og forretningsudvikling
  5. Engagere fødevareproducenterne til udvikling af en ny fælles forarbejdning og distribution af fødevarer i samarbejde med lokale aktører (fødevareklynger)
  6. Madoplevelser. Udvikling af madoplevelser og oplevelsesøkonomiske forretningsmodeller for fødevareproducenter som kan være med til at øge livskvaliteten hos borgerne og give nye forretningsmuligheder inden for bl.a. turisme
  7. Dialog, fortælling og samarbejde. Udvikling af en sammenhængende fortælling og kommunikation om et nyt fødevaresystem i Greater Copenhagen

Tidsplan
Projektet løber fra maj 2017- maj 2019.

Organisering
Styregruppen består af direktør Københavns Madhus Anne-Birgitte Agger, formand Gribskov Spisekammer Louise Køster, Ditlev Hasselbalch formand Halsnæs Spisekammer, Torben Bo Toft formand Smag på Nordsjælland, Mads Monrad Hansen enhedschef Region Hovedstaden. Der er ligeledes nedsat en projektgruppe der består af repræsentanter fra projektets partnere.
Næste fase
I Gribskov og Halsnæs Kommuner er der særlig fokus på fødevareklynger, og der er ansat en projektkoordinator med kontor på Grønnesse Gods. Næste skridt bliver at kortlægge mulige producenter og erhverv, der ønsker at deltage. Herefter inviteres til møder for at fastlægge mulige andelsmodeller for bl.a. et mølleri og slagteri. Dernæst tages på researchtur til eksisterende relevante faciliteter for at indsamle nyttig viden til det fremadrettede arbejde.


Lovgrundlag
-

Økonomi
Projektet har ansøgt ReVUS midler fra Region Hovedstaden. Ansøgningens budget er på 8.997.875 kr. Bilag 2.

Regionsrådet godkendte ansøgningen og bevillingen hertil den 16.05.2017.


Høring
-


Bilag

Bilag 1: Ansøgning ReVUS dok. nr. 2017/00956 064
Bilag 2: Budget ReVUS dok. nr. 2017/00956 065

Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget

1. at tage orientering om status på ReVUS Fødevarefyrtårn til efterretning

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende: Thomas Elletoft (G)




40. Handleplan 2017-2018 for Erhvervsstrategi 2016-2020
24.10G00 - 2016/37794

Sagsfremstilling
Introduktion
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget orienteres hermed om tidsplan og proces for udarbejdelse af Handleplan 2017-2018 for Erhvervsstrategi 2016-2020

Baggrund
Byrådet vedtog på sit møde den 20. juni 2016 Gribskov Kommunes første Erhvervsstrategi. Som led i implementeringen af strategien skal der udarbejdes en handleplan, der er gældende for 2017 og 2018. Centralt for processen med at udarbejde handleplanen er inddragelse af Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget og det lokale erhvervsliv.

Sagens forhold
Erhvervsstrategi 2016-2020 indeholder de overordnede erhvervspolitiske mål for Gribskov Kommune. I forlængelse af de erhvervspolitiske mål er der i erhvervsstrategien defineret fem indsatsområder med tilhørende forslag til indsatser. Det er disse indsatsområder og indsatser, der danner grundlag for den videre dialog om Handleplan 2017-2018.

Erhvervspolitiske mål
I Erhvervsstrategien har Byrådet defineret fem erhvervspolitiske mål:
  • Styrke vilkårene for virksomheder med potentiale og ambitioner om øget produktivitet og vækst
  • Styrke sammenhængskraften og samarbejdet mellem lokale virksomheder indenfor og på tværs af brancher for at styrke, fastholde og udvikle eksisterende virksomheder og brancher, samt sikre at de oplever et godt erhvervsklima.
  • Være blandt Danmarks bedste iværksætter-kommuner
  • Tiltrække nye vækstgenererende virksomheder og investorer
  • Skabe gode rammer for at flere virksomheder aktivt tager socialt og miljømæssigt ansvar.

Fem centrale indsatsområder
De erhvervspolitiske mål skal opfyldes gennem fokus på fem centrale indsatsområder:
  • Effektiv lokal erhvervsfremme
  • Myndighedsopgaver med servicekultur, fysisk planlægning og byudvikling
  • Menneskelige ressourcer
  • Infrastruktur og tilgængelighed
  • Byliv og attraktivitet

Handleplan 2017-2018 vil omhandle en række udvalgte indsatser fra Erhvervsstrategien, der vil have et særligt fokus det kommende år.

Forslag til proces og tidsplan for Handleplan 2017-2018

August:
  • Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om tidsplan og proces for udarbejdelse af Handleplan 2017-2018 på udvalgsmødet d. 16. august.

September:
  • Handleplan 2017-2018 tages op som en temadrøftelse på Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalgets møde d. 20. september. Der træffes samtidig beslutning om afsættet for de videre drøftelser med erhvervet.
  • Handleplan 2017-2018 drøftes på et Formandsmøde i uge 39. Deltagerne på Formandsmødet er Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, Erhvervsforeningsformænd og Netværksformænd.
Oktober:
  • Handleplanen drøftes på et møde i Erhvervsrådet i uge 41.
November:
  • Endelig vedtagelse af Handleplan 2017-2018 på mødet i Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget d. 9. november.

    Bilag
Bilag 1. Erhvervsstrategi 2016-2020, Dok. nr. 2016/37794 005

Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget:
1. at tage orienteringen til efterretning.

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende: Thomas Elletoft (G)




41. Status på branchepakken vedr. rengøring
15.00G00 - 2015/34525

Sagsfremstilling
Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget behandler sagen for at blive orienteret om status på branchepakken for rengøring.

Baggrund:
Det tidligere Arbejdsmarkedsudvalg besluttede på møde den 24. februar 2016 (Sag nr. 8), at der skulle arbejdes videre med etablering af en branchepakke på rengøringsområdet på Bymosevej 4. Branchepakken blev herefter etableret, i samarbejde med den private rengøringsvirksomhed JMV i Helsinge. Første hold startede 1. september 2016.

Projektet ledes af en projektleder, ansat af rengøringsvirksomheden JMV.
Branchepakken er målrettet job- og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, integrationsborgere og dagpengemodtagere, der har været ledige i mere end 6 måneder.
Borgerne indgår i et praktikforløb af 13 ugers varighed på et hold med ml. 10 og 15 deltagere. Forløbet består af praktisk og teoretisk oplæring i rengøringsopgaver.

Det primære mål er at sikre dem fuld- eller deltidsarbejde i rengøringsbranchen og beslægtede brancher indenfor serviceområdet, gennem virksomhedsnære praktiske og teoretiske aktiviteter.

Sekundært mål er at styrke deltagernes generelle arbejdsidentitet og forståelse af at indgå i dagligdagen på en arbejdsplads.

Det teoretiske og praktiske arbejde foregår i praksis ved at varetage den daglige rengøring af lokalerne på Bymosevej 4 i Helsinge (Jobcentret) og sidemandsoplæring i JMV.

Det overordende succeskriterium for branchepakken er, at halvdelen af integrationsborgerne og en tredjedel af øvrige deltagere kommer i arbejde, senest 3 måneder efter afsluttet forløb.

Status pr. 1. juli 2017
Der har indtil nu været 3 hold borgere igennem i branchepakken.

Med de 3 hold har der været i alt 40 borgere igennem forløbet.

Resultater:
18 borgere er ansat på fuldtid og 5 på deltid.

Det forventes, at antallet vil stige yderligere, da det 3. hold netop er afsluttet.

Af de 23 der er kommet i beskæftigelse, er de 17 direkte blevet beskæftiget med rengøringsopgaver eller i beslægtede servicejob, eksempelvis indenfor facility. management.

Øvrige er beskæftigede i en bred vifte af brancher eks. som maler, salgsassistent m.v.

Fordelt på visitationsgrundlag har udviklingen været således:
  • Af i alt 9 visiterede integrationsborgere er 2 foreløbigt kommet i job
  • Af i alt 20 borgere på kontanthjælp er 12 foreløbigt kommet i job
  • Af i alt 9 forsikrede ledige med ledighed over 6 måneder er 8 foreløbigt kommet i job
  • Af i alt 2 unge under 30 år er 1 kommet i job

Hertil kommer 2 borgere forventes at fortsætte i et udvidet forløb med uddannelse inden for rengøringsbranchen.

Samlet set lever branchepakken overordnet op til succeskriteriet, men er udfordret på integrationsområdet, da færre borgere end forventet er kommet i beskæftigelse. Dette hænger bl.a. sammen med, at der er flere af disse borgere, der endnu ikke har tilstrækkelige dansk/engelsk kundskaber til at kunne varetage et servicejob.

Det er erfaringen, at der blandt de borgere, der endnu ikke har fået job, kan være behov for længere trænings/opkvalificeringsforløb for at kunne varetage et ordinært job. Projektlederen følger derfor de borgere, der ikke er kommet i arbejde i tre måneder efter ophør på holdet, med henblik på at fastholde udviklingen og finde jobåbninger.

Kvalitativt er erfaringerne ind til videre, at der kan leveres en yderst tilfredsstillende rengøring af de borgere der deltager i kompetenceudviklingen.

Konklusion:
Samlet set vurderer administrationen, at det forhold, at 23 af de visiterede borgere er kommet i arbejde er et tilfredsstillende resultat. Dog skal der arbejdes videre med at øge effekten for integrationsborgerne.

Der vil blive iværksat en samlet årlig evaluering af branchepakken, når 4. hold er afsluttet ultimo september 2017 og resultaterne for dette hold er kendt.

Evalueringen vil efterfølgende blive forelagt Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.

Lovgrundlag
Lov om en aktiv beskæftigelsespolitik § 32

Økonomi
Branchepakken finansieres af jobcenterets aktiveringsmidler med et årligt beløb på 740.000 kr.

Bilag
-

Administrationens indstilling



Udvalgenes anbefalinger/indstillinger
Administrationen indstiller til Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget:
  1. at tage orienteringen om status på branchepakken til efterretning.


Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende: Thomas Elletoft (G)




42. Gribskov Produktionsskole - opfølgning på budget
15.20G00 - 2015/07484

Sagsfremstilling

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget orienteres om status for Produktionsskolens regnskab som led i aftale om løbende opfølgning på skolens økonomi.

Baggrund:
Dette sker på baggrund af, at Byrådet på deres møde d. 15. december 2014, ( sag nr. 248), på grund af økonomiske udfordringer på Produktionsskolen besluttede at bevilge skolen et ekstraordinært tilskud på følgende betingelser:
  • At en del af de ekstraordinære tilskud fra kommunen, i alt kr. 150.000 kr., blev givet som et lån til tilbagebetaling over 5 år, med første afdrag i 2017.
  • At der foretages et skærpet tilsyn med skolens økonomi, herunder at Arbejdsmarkedsudvalget inden udgangen af 2016 tager stilling til om det skærpede tilsyn skal fortsættes.

På møde den 24. november 2016 (sag nr. 53) besluttede Arbejdsmarkedsudvalget, at det skærpede tilsyn med skolens økonomi fortsættes i 2017 frem til udgangen af 2018.

Administrationens vurdering:

Skolen har med udgangspunkt i en række tilpasninger af skolens aktiviteter en forventning om et positivt resultat med udgangen af 2017 på 197.000 kr.
Skolens udfordring har i gennem en længere periode været at tiltrække tilstrækkeligt med elever.
Elevoptaget synes dog at være inde i en positiv udvikling, idet der på nuværende tidspunkt, allerede er optaget 24 produktionsskoleelever til skolestart i august Tilsvarende tal i 2016 var 16.
Skolen skal imidlertid have 40 produktionsskoleelever, når nyt hold starter op til august, hvis forventningerne i budget 2017 skal indfries. Det er på nuværende tidspunkt svært at vurdere om dette tal vil kunne nås, da der fortsat er åben for tilmelding til uddannelsen.
Skolen optager også elever på den kombinerede ungdomsuddannelse (KUU). Her er foreløbigt tilmeldt 13 KUU elever: Her er den budgetmæssige forventning 19 elever. Også her er det endnu vanskeligt, at vurdere om dette mål nås, da tilmelding fortsat er åben.

Skolen har fortsat fokus på at styrke rekrutteringen af elever. Dette sker bl.a. gennem en øget PR indsats og en tæt dialog med folkeskolerne.

Administrationen vurderer derfor, at der fortsat er behov for en tæt opfølgning på skolens økonomi.


Lovgrundlag
LBK 781 af 15-06 2015, Bekendtgørelse af lov om produktionsskoler

Økonomi
-


Bilag
EBU 16-8 2017 Kvartalsregnskab Gribskov Produktionsskole 1. kvartal 2017 (4 måneder), Dok. nr. 2015/35304 005

Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget

1. at tage orienteringen om Produktionsskolens regnskab for de første 4 måneder af 2017 til efterretning

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende: Thomas Elletoft (G).




43. Økonomistyring på Sprogcenter Nordsjælland
15.00A00 - 2016/28709

Sagsfremstilling

Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget behandler sagen for at blive orienteret om gennemgang af Sprogcenter Nordsjællands (SN) økonomistyring.

Det tidligere Arbejdsmarkedsudvalg blev senest orienteret om sprogcenterets arbejde på deres møde d. 14. september 2016 sag nr. 40.

Baggrund
SN har de seneste år oplevet en stor tilgang i deres aktiviteter grundet tilstrømningen af flygtninge til Danmark. I 2016 viste en rapport fra KORA at SNs takstniveau i perioden 2008 - 2013 lå mellem 5 og 14 % over landsgennemsnittet. Dette placerede SN i den fjerde dyreste kategori af sprogcentre, ud af fem mulige.

Samtidig har SN i en længere årrække haft overskud og derfor tilbagebetalt relativt store beløb til samarbejdskommunerne. SN har i 2015, 2016 og 2017 nedsat og genberegnet taksten som samarbejdskommunerne betaler.

På trods af dette er der dog fortsat usikkerhed blandt samarbejdskommunerne, om det nuværende takstgrundlag er retvisende, og om taksterne har det rette niveau.

På den baggrund har Deloitte i maj og juni 2017 gennemført en ekstern gennemgang af SNs takstberegning, omkostningsniveau og økonomistyring med det formål, at sikre en effektiv drift af SN, sikker økonomistyring samt en solid og transparent taksberegningsmodel.

Rapporten gennemgår nedenstående områder;
  • Organisation, ydelser og økonomi
  • Takstberegning og grundlag
  • Omkostnings- og effektivitetsniveau
  • Samarbejdskommunernes forventninger til priser og ydelser
  • Overordnet konklusioner og anbefalinger

Rapporten er vedlagt nærværende sag.

Centrale konklusioner fra rapporten
Takstniveauer over landsgennemsnittet
SNs takstniveau ligger generelt over landsgennemsnittet.
  • 2008-2011: op til 10 % i forskel
  • 2012-2016: op til 30% i forskel

Tallene ovenfor tager ikkehøjde for, at SNs overskud tilbagebetales til samarbejdskommunerne.

Den reelle forskel efter tilbagebetalt overskud er derfor mindre end ovenstående. I 2016 er der dog fortsat en markant forskel, på trods af at der korrigeres for overskuddet.

Omkostnings- og effektivitetsniveau under landsgennemsnit
SN er mindre effektive end et gennemsnitligt sprogcenter.

SNs samlede omkostninger pr. bestået kursist, for de kursister der består et modul, lå i 2015 ca. 13 % over gennemsnittet.

SN har en højere gennemførelsesgrad end landsgennemsnittet, tages der højde for dette er SNs udgifter, forbundet med at få én kursist til at bestå ét modul 5% over gennemsnittet.

Højere progression og gennemførelsesgrad end landsgennemsnittet
SN var i 2015 mere effektive end gennemsnittet målt på hvor mange lektioner den enkelte kursist skal tilbydes for at gennemføre et modul, samt målt på hvor stor en andel af kursistgruppen der gennemfører et modul.

SN brugte i 2015 9 - 12 % færre lektioner pr kursist der bestod et modul. Samtidig lå SNs andel af kursister der bestod et modul indenfor 8 måneder ca 11 % over landsgennemsnittet.

Samarbejdskommunernes forventninger
Som led i rapporten har Deloitte interviewet en række af samarbejdskommunerne, med følgende overordnede konklusioner:
  • Kommunerne giver udtryk for at støtte et tværkommunalt samarbejde om sprogundervisningen
  • Der er en opfattelse af, at taksterne er for høje, og der ikke er tilstrækkelig sammenhæng mellem pris, og den kvalitet, der leveres.
  • Der er behov for et styrket dialog mellem SN og samarbejdskommunerne
  • Mere af dansk undervisningen skal arbejdsmarkedsrettes og understøtte den samlede aktiveringsindsats

Sprogcenter Nordsjællands kommentarer til rapporten
Sprogcenteret vil arbejde på følgende:
  • Nedsætte taksterne med 8 % i 2018 og i 2019 og årene fremover nedsætte taksterne med minimum 13 %
  • Rapporten giver SN styringsredskaber der kan hjælpe med at reducerer og styre omkostningsniveauet
  • Rapporten giver også SN bedre mulighed for en sammenhængende økonomistyring
  • SN ønsker at styrke dialogen med samarbejdskommunerne yderligere og arbejder på at udvikle den arbejdsmarkedsrettede danskundervisning


Lovgrundlag
Lovbekendtgørelse 772 af 10. juni 2015. Bekendtgørelse af lov om danskundervisning til voksne udlændinge m.fl

Bilag


Bilag 1: EBU 16-8 2017 KORA rapport: Benchmarking og effektivitet af danskundervisning for udlændinge, Dok. nr. 2016/28709 006
Bilag 2:EBU 16-8 2017 Sprogcenter Nordsjælland Ekstern gennemgang af økonomistyringen Dok. nr. 2016/28709 007
Bilag 3:EBU 16-8 2017 Ledelsesresumé økonomistyring Sprogcenter Nordsjælland, Dok. nr. 2016/28709 008
Bilag 4: EBU 16-8 2017 SN bemærkninger til ledelsesresumé, Dok. nr. 2016/28709 009



Administrationens indstilling

Administrationen indstiller til Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget

1. at tage orienteringen om Sprogcenter Nordsjællands økonomistyring til efterretning

Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende: Thomas Elletoft (G).




44. Analyse af detailhandlen i Helsinge
01.02P00 - 2016/32512

Sagsfremstilling
Sagen forelægges Plan- og Miljøudvalget og Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget til orientering om hovedresultaterne af detailhandelsanalyse, der er gennemført maj-august 2017 for Helsinge by.

Baggrund og indhold
Analysen er gennemført som led i revision af Kommuneplan 2013-25 og arbejdet med styrkelse af Helsinge bymidte - i lyset af mulighederne i den nye planlov

Analyseresultaterne og anbefalingerne indgår i det videre arbejde med at styrke byens detailhandel og bymidte. Konkret danner arbejdet bl.a. grundlag for reviderede retningslinjer og rammer for detailhandelsplanlægning i Helsinge by i den kommende kommuneplan.

Forslag til Kommuneplan 2017-29 behandles politisk i august-september med henblik på at Byrådet den 04.09.2017 godkender planforslaget til offentlig fremlæggelse i 8 uger. Planen ventes at blive endelig vedtaget i december. I forbindelse med offentlighedsfasen i september-oktober afholdes der et møde for detailhandlen i Helsinge og andre interesserede, hvor analyseresultaterne vil blive fremlagt og drøftet, sammen med Byrådets forslag til den fremtidige detailhandelsplanlægning i byen.

Rapporten er vedlagt som bilag og indeholder bl.a.
  • En kortlægning af byens butikker,
  • En fysisk analyse af bymidtens kvaliteter som handelsby og potentialerne for at udvikle den yderligere, og
  • To scenarier for arealbehov og forslag til placering af nye butiksområder, butiksstørrelser mv.
Analysen er udarbejdet af COWI. Detailhandlen er analyseret med udgangspunkt i COWIs registreringsguide og på baggrund af et omfattende kendskab til andre byers detailhandel og bymidter, samt baggrundsviden fra Helsinges deltagelse i COWIs udviklingsforløb "Styrk butikslivet i bymidten" fra 2016 (finansieret af det tidligere Erhvervs- og Turismeudvalg). EDC har bistået vedr. Tiltrækning/placering af nye butikker.

COWIs sammenfatning og anbefalinger fremgår af rapportens s 6-12.

Hovedkonklusioner og anbefalinger
Hovedkonklusionen er, at Helsinge har en velfungerende detailhandel der tiltrækker kunder udefra. Særligt på øvrige udvalgsvarer er byen stærk. Samtidig er der gode muligheder for at styrke både bymidten og detailhandel yderligere. F.eks. ved at styrke opholdskvaliteterne i handelsområdet, fastholde og styrke Frederiksborgvejs koncentration af sundhedstilbud, og videreudvikle Helsinge som Danmarks bedste børneby.

Analysen peger på, at der "mangler" en lang række kæder, som findes i byer af tilsvarende størrelse, og som med fordel kan kontaktes med henblik på mulig lokalisering. Derudover kan der arbejdes målrettet på at tiltrække f.eks. webshops.

Der peges særligt på muligheder for at opføre et nyt butiksbyggeri i direkte kontakt til bymidten med en stærk ankerlejer som Power eller El-giganten, eller som en klynge af butikker henvendt til f.eks. turistpublikum. Konkret foreslås dette placeret ved p-pladsen syd for Gadekærsvej.

Desuden vurderes der, at være potentiale for at tiltrække en række store udvalgsvarebutikker til byen. Det anbefales her, at planlægge for ét område med store butikker. Der peges på to mulige placeringer: Arealet mellem jernbanen og Gymnasiet, eller i erhvervsområdet Tofte. COWI anbefaler den første placering, fordi det giver den bedste synergi med bymidten. Mindre udvalgsvarebutikker skal fortsat koncentreres i bymidten. Ligesom butikker med særlig pladskrævende varegrupper fortsat placeres i erhvervsområderne udenfor bymidten. En todeling af butiksstrukturen i byen hvad angår butikstyper, vil resultere i en mindre attraktiv handelsby set med forbrugernes øgne.

I forhold til særligt pladskrævende varegrupper har disse hidtil været defineret udtømmende i planloven. Med den nye Planlov i 2017 overlades mere til kommunernes skøn (se rapporten s. 64). COWI anbefaler, at kommunen anvender den hidtidige definition, dog uden mulighed for placering af møbelforhandlere i området. Sidstnævnte mener COWI bør placeres i bymidten af hensyn til bidrag til kundeflow og byliv.

Overordnet anbefaler COWI, at fastholde den eksisterende centerstruktur i Helsinge, men peger også på vigtigheden af at understøtte at butikker fortsat primært koncentreres i bymidten. For at understøtte dette anbefales justerede rammer for butiksstørrelser og deres placering. Desuden anbefales det at indskrænke området, hvor der må placeres butikker i bymidten (bymidteafgrænsningen) - og at krav om butikker i stueplan på Østergade (alene) fastholdes og at kravet løsnes i de øvrige gader. Alt sammen for at skabe en koncentreret bymidte, hvor mange funktioner ligger tæt sammen, hvilket styrker kundeflowet og bylivet, og skaber grundlag for en mere attraktiv bymidte.

Lovgrundlag
Planloven, lovbekendtgørelse nr. 1529 af 23.11.2015.
Lov om ændring af lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse og lov om aktindsigt i miljøoplysninger nr. 668 af 08.06.2017

Økonomi
Analysen har - sammen med en parkeringsanalyse - kostet 250.000 kr at få udarbejdet. Beløbet er finansieret af de 336.000 kr. der er afsat til udarbejdelse af ny kommuneplan fra Plan- og Miljøudvalgets pulje til Strategisk Byudvikling.

Bilag
Analyse af detailhandlen i Helsinge - august 2017. Dok. nr. 2016/32512 046

Administrationens indstilling
Administrationen indstiller til Plan- og Miljøudvalget og Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget:
  1. at tage orienteringen til efterretning.

    Beslutning

Taget til efterretning.

Fraværende: Thomas Elletoft (G).





Sager behandlet på lukket møde:
Punkt 45 Salg af ejendom
Udvalget tog orienteringen til efterretning.


Mødet startet:
07:00 AM

Mødet hævet:
08:45 AM

Tilbage

Se kommende møder i de politiske udvalg i mødekalenderen

Dagsordener til alle møder lægges på hjemmesiden senest 4 hverdage før mødeafholdelse. 
Protokoller lægges på om aftenen dagen efter mødet.

Protokoller for møder før 2013 kan fås ved henvendelse til Gribskov Arkiv.

Byrådsmøder

Byrådets møder er offentlige, men enkelte sager kan besluttes behandlet for lukkede døre.
Dagsordenen er tilgængelig i papirudgave for borgerne i Byrådssalen.

Den sidste spørgetid i denne byrådsperiode blev afhold 4. september 2017. Læs mere om spørgetid

Byrådsmødet afholdes på Gribskov Rådhus, Rådhusvej 3, Helsinge. 

Optagelse af billede og lyd under Byrådets møde kan tillades efter konkret og forudgående aftale med borgmesteren.