Vil du vide, hvordan badevandet er lige nu?
Hvis du vil have det mest aktuelle billede af badevandsforholdene, anbefaler vi, at du bruger Gribskov Forsynings badevandsvarsling.
Gribskov Spildevands badevandsvarsling
Ved kraftig regn kan kloaksystemet blive overbelastet. Det kan føre til overløb, hvor regn- og spildevand løber ud i nærheden af kysten.
Overløb fra kloakken er den hyppigste årsag til, at badevandet i en periode kan være forurenet med bakterier og derfor være dårligt at bade i.
Gribskov Forsyning overvåger spildevandsoverløb og opdaterer badevandssiden hvert 30. minut. Derfor kan du tjekke siden, lige før du planlægger at bade. Hvis der ikke har været overløb i nærheden af badestedet, er der god sandsynlighed for, at vandet er i orden.
Hvis der har været overløb, bør du som udgangspunkt vente cirka et døgn, før du bader dér. En aktiv overløbsalarm betyder, at der har været overløb inden for de seneste 12 timer. Hvis der ikke er registreret en overløbsalarm for stationen, har der ikke været overløb dér inden for de seneste 12 timer.
Sådan måler vi badevandskvaliteten
Gribskov Kommune tager løbende vandprøver ved kommunens 11 officielle badeområder gennem badesæsonen samt tre steder i Arresø. Dem kalder vi badevandsanalyser.
Prøverne analyseres for bakterierne E. coli og I. Enterokokker, som bruges til at vurdere, om vandet er egnet til badning. Prøvetagning og analyser udføres af et akkrediteret laboratorium efter gældende krav og standarder.
Der går typisk 2-4 dage, fra en vandprøve bliver taget, til analyseresultatet foreligger. Resultaterne viser derfor badevandskvaliteten på prøvetagningstidspunktet og giver ikke nødvendigvis et billede af forholdene her og nu.
For aktuelle forhold anbefaler vi derfor altid at supplere prøveresultaterne med oplysningerne fra badevandsvarslingen.
Krav til vandets kvalitet
Badevandet klassificeres ud fra mængden af bakterier i vandet:
| Vandkvalitet |
I. Enterokokker |
E. coli | Enhed |
| Meget godt badevand | <100 | <250 | cfu/100 ml |
| Godt badevand | 100-400 | 250-1000 | cfu/100 ml |
| Dårligt badevand | >400 | >1000 | cfu/100 ml |
Se de aktuelle prøver fra badevandsanalyserne i rullemenuen øverst til højre.
Målesteder
Kort over målesteder ved Arresø
