Dagtilbud i anden kommune

Du kan få passet dit barn i en anden kommune, selvom du bor i Gribskov Kommune.

Ifølge Dagtilbudsloven kan alle børn blive skrevet på venteliste til et pasningstilbud i den kommune, forældrene ønsker, uanset hvor de bor. Det er dog ikke altid muligt at få opskrevet dit barn på en anden kommunes venteliste. 
En kommune – og altså også Gribskov – kan lukke ventelisterne for børn fra andre kommuner. Det kan ske, hvis kommunen vurderer, at optagelse af børn fra andre kommuner vil betyde, at kommunens pasningsgaranti for egne børn ikke kan opretholdes, eller hvis pladskapaciteten skal udbygges. 
Du kan se, hvilke kommuner der har lukket for optagelse på ventelister på ventelistelukning.dk. 

Hvis du vil have dit barn optaget på venteliste i anden kommune end Gribskov, skal du henvende dig til pladsanvisningen i den pågældende kommune. Det er således ikke Gribskov Kommunes, men den anden kommunes anvisningsregler, der gælder. Du skal være opmærksom på, at størrelsen på egenbetalingen/taksten for en institutionsplads varierer fra kommune til kommune. Du kan henvende dig til pladsanvisningen i din bopælskommune, for at høre hvad pladsen koster.

Hvis dagtilbuddet i den anden kommune er dyrere, skal du selv betale merudgiften. Det vil sige, at du selv skal betale forskellen mellem det tilskud, Gribskov Kommune yder til en plads her i kommunen og den faktiske pris for pladsen i den anden kommune. Det er Gribskov Kommune, der opkræver forældrebetalingen for pladsen i den anden kommune.

Du kan søge om økonomisk fripladstilskud, selv om dit barn bliver passet i en anden kommune. Vi beregner tilskuddet ud fra, hvad en tilsvarende plads koster i Gribskov Kommune.

Jeg bor ikke i Gribskov Kommune, men ønsker at skrive mit barn op
Bor du ikke i Gribskov Kommune, men ønsker at skrive dit barn op til en dagtilbudsplads, er der nogle forhold du skal være opmærksom på:

  • Det første du skal gøre er at sikre dig, at ventelisterne i Gribskov er åbne for opskrivning for børn bosiddende i andre kommuner end Gribskov. Oplysningerne finder du ved at klikke på ventelistelukning.dk.
  • Ved opskrivning af dit barn, skal du benytte Den Digitale Pladsanvisning, hvor du logger på med NemID.
  • Betaling for en dagtilbudsplads opkræves af din bopælskommune. Det er også din bopælskommune, du skal ansøge om økonomisk friplads.

 

Takster for dagtilbud, fritidsordning og klub i Gribskov Kommune