Kontanthjælp

Du kan modtage kontanthjælp, hvis du ikke kan forsørge dig selv og din familie - og i øvrigt ikke har andre muligheder for forsørgelse. For at få kontanthjælp skal du stå til rådighed for arbejdsmarkedet, dvs. være tilmeldt Jobnet.dk som ledig.

Du skal også stå til rådighed for tilbud og indsatser, der skal hjælpe dig på vej mod job eller uddannelse.

Klik her, hvis du gerne vil søge kontanthjælp

Aftale om nyt kontanthjælpssystem fra 1. juli 2025

Regeringen, Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre indgik i oktober 2023 et forlig om et nyt kontanthjælpssystem. Det kan få betydning for dig, hvis du er på kontanthjælp eller kommer det i fremtiden. Aftalen træder i kraft 1. juli 2025.

Der er herefter ikke en ydelse der hedder "uddannelseshjælp".

Læs mere om det nye kontanthjælpssystem på Beskæftigelsesministeriets hjemmeside.

Godt at vide om kontanthjælp

Når vi har modtaget din ansøgning og den nødvendige dokumentation, begynder vi at behandle sagen.

Du kan tidligst få kontanthjælp fra den dag, du har søgt om hjælp og er tilmeldt som ledig. Kontanthjælpen udbetales bagud og indsættes på din NemKonto.

Nedenfor kan du se, hvilken dokumentation du skal indsende sammen med din ansøgning.

For at kunne behandle din ansøgning om kontanthjælp skal kommunen bruge dokumentation for din nuværende situation samt dine indtægts- og formueforhold.

Dokumentation for ændringer i din situation

Du skal dokumentere, hvorfor du søger kontanthjælp. Det kan for eksempel være:

  • Dokumentation for ophør af arbejde, fx opsigelse, afskedigelse eller samtykke til, at kommunen kan kontakte din arbejdsgiver.
  • Dokumentation for afsluttet eller afbrudt uddannelse samt oversigt over modtaget SU.
  • Dokumentation for, at udbetaling af dagpenge, sygedagpenge eller anden forsørgelse er ophørt.

Dokumentation for indkomst og formue

Kommunen skal også have oplysninger om din og eventuelt din ægtefælles økonomi. Derfor skal du som udgangspunkt indsende:

  • Lønsedler fra de seneste tre måneder.
  • Din ægtefælles lønsedler fra de seneste tre måneder.
  • En aktuel kontooversigt fra banken.
  • Kontoudtog for de seneste tre måneder for alle dine konti.
  • En aktuel kontooversigt for din ægtefælle.
  • Kontoudtog for de seneste tre måneder for alle din ægtefælles konti.
  • Oplysninger om pensioner og pensionsopsparinger.
  • Dokumentation for eventuelle børneopsparinger.
  • Dokumentation for øvrige opsparinger eller andre værdier.

Vær opmærksom på, at kommunen kan bede om yderligere dokumentation, hvis det er nødvendigt for at behandle din ansøgning.

Du kan se de aktuelle satser på Borger.dk. 

Ydelsescentret

Østergade 62
3200 Helsinge

Tlf: 7249 6000

Har du har yderligere spørgsmål? 

Skriv sikkert til Ydelsescentret