Hvilke områder er beskyttede?
Som hovedregel er følgende omfattet:
- søer og vandhuller over 100 m²
- særligt udpegede vandløb
- heder, moser, strandenge, strandsumpe, ferske enge og biologiske overdrev, når de enkeltvis, tilsammen eller i forbindelse med en beskyttet sø udgør mere end 2.500 m² sammenhængende natur
- mindre moser, hvis de ligger i forbindelse med en beskyttet sø eller et beskyttet vandløb.
Beskyttelsen følger naturen og ikke ejendomsgrænserne. Et sammenhængende naturområde kan derfor være beskyttet, selv om kun en del af det ligger på din ejendom.
Hvis et område er § 3-beskyttet, må du som udgangspunkt ikke ændre områdets tilstand uden dispensation fra kommunen. Det gælder også nogle former for naturpleje.
I menuen nedenfor kan du læse mere om de enkelte beskyttede naturtyper og se eksempler på ændringer, der kan kræve dispensation.
Ønsker du at foretage en ændring i et beskyttet naturområde, kan du søge om dispensation nederst på siden.
