Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Nationalpark Kongernes Nordsjælland rummer noget af Nordsjællands mest værdifulde natur og kulturhistorie. Nationalparken strækker sig på tværs af fem kommuner og omfatter blandt andet Gribskov, Esrum Sø, Arresø og Tisvilde Hegn.

Oplev Nationalpark Kongernes Nordsjælland

Nationalparken strækker sig fra Lynæs i vest til Helsingør i øst og rummer omkring 260 km² med store skove og søer, kyster, vådområder, åbne landskaber og en lang række kulturhistoriske spor.

I Gribskov Kommune finder du nogle af nationalparkens største og mest kendte naturområder, blandt andet Gribskov, Esrum Sø, Tisvilde Hegn og dele af Arresø.

Nationalparken giver mange muligheder for at opleve naturen til fods eller på cykel og besøge steder, hvor natur og kulturhistorie mødes.

Natur, kulturhistorie og friluftsliv

Nationalpark Kongernes Nordsjælland arbejder for at skabe mere og bedre natur og bedre sammenhæng mellem naturområderne. Samtidig skal nationalparken bevare og formidle områdets kulturhistorie og skabe gode muligheder for friluftsliv, læring og naturoplevelser.

Nationalparken ejer ikke selv arealerne. Projekter gennemføres derfor i samarbejde med blandt andet lodsejere, kommuner, Naturstyrelsen, foreninger og andre lokale aktører.

En ny nationalparkplan er på vej

Nationalparkens nuværende plan gælder 2020-2026. Der arbejdes derfor med en ny Nationalparkplan 2027-2032, som skal sætte retningen for nationalparkens udvikling de kommende seks år.

Blandt de aktuelle fokusområder er bedre sammenhæng i nationalparken, mere og bedre natur, arbejdet for en Arresø i bedre balance samt bedre muligheder for natur-, kultur- og friluftsoplevelser.

Planlæg dit besøg

På Nationalpark Kongernes Nordsjællands egen hjemmeside kan du finde kort, vandre- og cykelruter, udflugtsmål, arrangementer og inspiration til oplevelser i nationalparken.

Oplev Nationalpark Kongernes Nordsjælland