Tilbud om sundhedssamtaler

Et liv med misbrug slider på kroppen og kan på sigt have alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser for dit helbred.


Det kan derfor være fornuftigt, at få et helbredstjek samt at blive vejledt i en sundhedsforebyggende livsstil - så du fremover har de bedste forudsætninger for, at passe på dig selv.

Tilbuddet om en sundhedssamtale er gratis.
Ved en sundhedssamtale kan du sammen med den sundhedsfaglige medarbejder blandt andet berøre ét eller flere af nedenstående emner:

  • Helbredstjek
  • Kost og livsstil
  • Sex og prævention
  • Hiv & hepatitis
  • Alkohol
  • Mental tilstand
  • Andet

Du kan aftale tid til en sundhedssamtale ved at kontakte en sundhedsfaglig medarbejder i Misbrugsbehandlingen – enten ved at møde op personligt eller ved at kontakte os på tlf.: 72496090.

Helbredstjek

Helbredstjek

Et liv med misbrug kan give besvær med helbredet. Fysisk som psykisk oplever du måske smerter i kroppen, hovedpine, hjertebanken, maveproblemer, træthed, tristhed, søvnløshed eller andre former for gener eller ubehag.

Gribskovs Misbrugsbehandling tilbyder dig en sundhedssamtale, hvor der vil være fokus på det generelle helbred samt sundhedsfremme.

Opmærksomhed på din krop

Det sundhedsfaglige personale vil gennemgå din krops vigtigste funktioner og I vil sammen finde ud af, om der evt. er brug for videre undersøgelse og behandling via din praktiserende læge og/eller ved en speciallæge.

Du har mulighed for at:

  • Få målt din puls og dit blodtryk
  • At blive henvist til blodprøvetagning på Hillerød Hospital
  • At blive henvist til hjertekardiogram (EKG) på Hillerød Hospital
  • Få målt dit blodsukker
Kost og livsstil

For at kunne fungere, har kroppen brug for energi. At leve et liv med misbrug er for de fleste stressfyldt og kan betyde, at man ikke har overskuddet og energien til, at dække de mest basale behov i form af sund kost, hygiejne, søvn og motion.
På sigt kan mangel på ovenstående føre til, at man mister overblikket og dermed motivationen til at prioritere en sund kost og livsstil.

Få et overblik og sæt fokus på nye og bedre vaner

Til sundhedssamtalen kan du sammen med den sundhedsfaglige medarbejder berøre én eller flere emner som:

  • Sund kost og ideer til sunde vaner
  • Vitaminer
  • Diabetes 1 og 2 og hjertekarsygdomme
  • Væskebalance
  • Søvns betydning
  • Anbefalinger om fysisk aktivitet

Du har mulighed for at:

  • Blive vejet
  • Blive målt
  • Få udregnet dit BMI (Body Mass Index)
  • Få målt dit blodsukker
Sex og prævention

Et sikkert sexliv

En vigtig del af et godt sexliv er retten til, at bruge prævention så man undgår uønsket graviditet og sexsygdomme.

Til en sundhedssamtale kan du sammen med den sundhedsfaglige medarbejder berøre én eller flere emner som:

  • Præventionsformer
  • Seksuelt overførte sygdomme
  • Graviditet
  • Abort
  • Procedure for behandling af graviditet, abort eller seksuelt overførte sygedomme

Hvis du sammen med den sundhedsfaglige medarbejder vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt, at blive henvist til evt. behandling i andet regi, vil vi være behjælpelig med at finde det rette behandlingstilbud. Ofte vil det dog være nødvendigt, at den praktiserende læge kontaktes for evt. udarbejdelse af en henvisning.

Du har mulighed for at:

  • Få foretaget en graviditetstest (urinprøve)
  • Få udleveret gratis kondomer
HIV og hepatitis

Er du stofbruger er der øget risiko for, at blive smittet med HIV og hepatitis (leverbetændelse)

Der findes 3 former for leverbetændelse; A, B & C:
Hepatitis A; Ved smitte med virus type A går sygdommen næsten altid over af sig selv og bliver ikke kronisk. Bagefter er du immun over for denne type leverbetændelse resten af livet. Der findes effektiv vaccine til forebyggelse.
Hepatitis B; Ved smitte med virus type B bliver de fleste immune, og sygdommen går over, men 1 ud af 10 smittede får kronisk leverbetændelse. Der findes effektiv vaccine til forebyggelse.
Hepatitis C; Ved smitte med virus type C får over halvdelen af de smittede kronisk leverbetændelse, og der findes ikke vaccine til forebyggelse.

Bliv undersøgt – og pas på dig selv.

Til en sundhedssamtale kan du sammen med den sundhedsfaglige medarbejder berøre én eller flere emner som:

  • Symptomer/ behandling af Hepatitis & HIV
  • Forholdsregler for at forebygge smitte

Du har mulighed for at:

  • At blive henvist til blodprøvetagning på Hillerød Hospital
  • Få tilbudt Hepatitis vaccine for type A og B
Alkohol

Et langvarigt alkoholmisbrug påvirker mange af kroppens vigtige funktioner.
Din hverdag kan være præget af smerter og ubehag og det er derfor vigtigt, at blive undersøgt og behandlet for eventuelle følgesygdomme.

Alkoholmisbrug – et svært emne at tale om

Til en sundhedssamtale kan du sammen med den sundhedsfaglige berøre én eller flere emner som:

  • Alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser af alkoholmisbrug (leverskade, diabetes, nerveskader, demens m.fl.)
  • Abstinenssymptomer (hjertebanken, hurtig puls, sveden, uro, rysten på hænderne, kramper og hallucinationer)
  • Muligheder for alkoholbehandling (samtale/ gruppeforløb samt medicinsk behandling)
  • Afrusning (ambulant, via abstinensteamet og ved indlæggelse)
  • Vitamintilskud
  • Kostvaner

Hvis du sammen med den sundhedsfaglige medarbejder finder det hensigtsmæssigt, at få en tid hos Misbrugsbehandlingens læge omkring et eller flere af ovenstående emner, kan du ved sundhedssamtalen bede om en tid til dette.

Kontakt

Kontakt os og hør mere om vores tilbud

 
Gribskov Misbrugsbehandling

Parkvænget 20D, 1. sal, 3200 Helsinge.

Mandag og fredag kl. 8.30-9.00.