Byrådet har valgt ny model for hjemmeplejen

Byrådet valgte tirsdag aften model for den fremtidige organisering af hjemmeplejen i Gribskov Kommune.

Gribskov Byråd har valgt ny model for hjemmeplejen. Det står klart efter byrådsmødet tirsdag aften, hvor politikerne sagde ja til, at hjemmeplejen fremadrettet – som nu – leveres af private leverandører.


Politikerne besluttede også at fastholde det nuværende serviceniveau, hvorfor praktisk og personlig pleje fra 1. december 2019 leveres som på nuværende niveau.

Intet udbud på vej
Ifølge borgmester Anders Gerner Frost (NytGribskov) vil kommunen benytte en ”godkendelsesmodel uden udbud”, og derfor skal kommunen ikke ud i et nyt offentligt udbud. Kommunen skal derimod selv fastsætte takster, som de private selskaber så kan tilbyde at udføre arbejdet for.

Derudover slår borgmesteren fast, at der ikke kommer en kommunal hjemmepleje:

”Der bliver ikke oprettet en kommunal hjemmeplejeenhed, som vi ellers tidligere har overvejet. Det viste sig, at den løsning ville være for dyr. Kommunens økonomi er under pres, og vi skal derfor hele tiden vurdere, hvordan vi opnår mest kvalitet for pengene.”

Yderligere oplysninger:
Anders Gerner Frost, borgmester, tlf. 7249 8215