Kultur, turisme og erhvervsliv får boost med nyt forum

Gribskov Kommunes nye Forum for Vækst og Udvikling skal skabe synergier, der både gavner erhvervslivet, kulturen, turismen og tilflytningen.

Gribskov Kommune vil forene erhvervslivet, kulturen og turismen i det nye Forum for Vækst og Udvikling. Formålet er at skabe nye synergier, som styrker alle parter og skaber en øget tilflytning til kommunen.

Udvalget Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi traf tirsdag beslutning om formål, opgaver og medlemssammensætning for det nye forum. Formand Morten Ulrik Jørgensen (NytGribskov) fortæller på vegne af udvalget:

”Det nye forum bliver en ny måde at tænke erhverv, kultur og turisme på. Vi har en stærk tro på, at de forskellige brancher kan gavne hinanden, hvis vi bringer dem sammen. På den måde bliver Forum for Vækst og Udvikling et sted, hvor vi gør hinanden endnu stærkere,” siger formanden.

Forummets opgaver
Forum for Vækst og Udvikling er tænkt som et samarbejdsforum, der selvstændigt eller sammen med kommunens aktører kan styrke arbejdet med politisk prioriterede indsatser.

”Et centralt formål med forummet er at styrke samarbejdet mellem erhvervsliv og politikere. Derfor er det besluttet, at borgmesteren og formændene for Byrådets fagudvalg er medlemmer af forummet. Derudover vil de partier, som ikke har en formandspost, også blive repræsenteret, så alle partier i Byrådet vil være repræsenteret i det nye forum,” siger Morten Ulrik Jørgensen.

Kan anbefale indsatser og projekter
Formanden forklarer videre, at forummet kan anbefale indsatser og projekter til relevante fagudvalg og kvalificere kommende indsatser forud for politiske beslutninger.

”Og så er forummet er et sted, hvor vi kan afprøve nye samarbejdsmodeller på tværs af brancher, geografi og produkter. Her har vi også mulighed for at få input fra andre som for eksempel lokale ildsjæle, der kan hjælpe med at kvalificere arbejdet,” siger formanden.

Der er planlagt fire møder årligt uden for rådhuset med skiftende lokationer. Første møde i forummet er planlagt til at ligge i marts.

Yderligere oplysninger:
Morten Ulrik Jørgensen, formand for Kultur, Erhverv og Oplevelsesøkonomi, tlf. 3050 1909
Kirsten Frandsen, centerchef i Center for Kultur, Fritid og Turisme, tlf. 7249 6565