Nedlæggelse af Søborg Trinbræt går både ud over lokalbefolkningen og udviklingen

Region Hovedstaden overvejer at nedlægge Søborg Trinbræt for at spare tid, men det vil gå ud over lokalbefolkningen og udviklingen i Gribskov Kommune, konstaterer lokalpolitikere.

Forretningsudvalget i Region Hovedstaden skal tirsdag behandle et forslag om at nedlægge Søborg Trinbræt i Gribskov Kommune. Det sker i forbindelse med den årlige ændring af køreplanerne for Lokaltog A/S, hvor der er behov for at spare tid.

Formand for Udvikling, By og Land i Gribskov Kommune Pernille Søndergaard (G) er slet ikke tilfreds med dén løsning.

”Det vil gå ud over vores lokale indbyggere og folk med arbejde i området, der bruger trinbrættet dagligt. Og vi har jo også turister, vi gerne vil give god service. For eksempel har vi store projekter som nationalparken og genoprettelsen af Søborg Sø, som vil give endnu flere brugere af trinbrættet,” siger Pernille Søndergaard.

Besparelser hindrer udvikling i kommunen
Næstformand i Udvikling, By og Land Bent Hansen (V) tilføjer, at der er blevet skåret nok i den lokale offentlige transport i Gribskov Kommune. Han forklarer, at det allerede er sket ved Pårup og Gilleleje Øst, hvor togene nu kun stopper hver anden gang.

”Vi er en kommune, der er i gang med at bygge nye boligområder, og vi vil rigtig gerne tiltrække flere borgere. Derfor er det den helt forkerte vej at gå at fjerne mere offentlig transport. Så lad os i stedet tale om, hvordan vi kan få køreplanerne til at gå op på andre måder,” siger Bent Hansen.

Effektivisér på en anden måde
Udvikling, By og Lands anden næstformand Brian Lyck (DF) er enig. Han foreslår, at regionen i stedet overvejer, hvordan man kan skrue ned for tidsforbruget på de enkelte stop:

”Man kan for eksempel i stedet undersøge, hvordan passagerne kan stige af og på togene hurtigere, så man dermed både bevarer trinbrættet og sparer den nødvendige tid,” konstaterer Brian Lyck.


Yderligere oplysninger:
Pernille Søndergaard, formand for Udvikling, By og Land, tlf. 7249 8218
Bent Hansen, næstformand i Udvikling, By og Land, tlf. 2128 7221
Brian Lyck Jørgensen, næstformand i Udvikling, By og Land, tlf. 4092 7601
Vibeke Meno, teamleder i Center for Teknik og Miljø, tlf. 7249 6321