Nedtagne køreplaner på stoppesteder må ikke gå ud over borgerne

Udvalget Udvikling, By og Land vil holde møde med Movia og finde en løsning på udfordringerne med de nedtagne køreplaner ved stoppestederne. Det må ikke gå ud over borgerne, siger udvalgsformand.

Movia besluttede for nylig at fjerne de små, men vigtige skilte med køreplaner ved alle busstoppesteder. Det har fået masser af kritik i regionen, og nu vil Gribskov Kommune på et planlagt møde i maj med Movia tage en dialog om emnet.

Formand for Udvikling, By og Land Pernille Søndergaard (NytGribskov) forklarer om udfordringerne for borgerne i Gribskov Kommune.

”Busserne kører ikke så ofte her hos os, som de gør i København. Her kan det betyde temmelig meget, hvis man for eksempel først skal finde ud af, om man skal stå i den ene eller anden side af vejen. Derfor er det vigtigt, at borgerne ved, hvor eller hvordan de skal finde køreplanerne,” forklarer formanden og fortsætter:

”Movia skal også huske på, at vi har mange børn, som tager bussen, og det er ikke dem alle, der har en mobiltelefon. Og så er der naturligvis også en del ældre, som heller ikke har en,” siger Pernille Søndergaard.

Formanden slår fast, at Gribskov Kommune vil afvente Movias udspil efter mødet med ledelsen i maj, men at hun vil holde fast i, at der er forskel på København og kommunerne uden for København, så der kan findes en løsning på udfordringerne.

Dansk Folkeparti har bedt om at få sagen behandlet i Økonomiudvalget.

Yderligere oplysninger:
Pernille Søndergaard, formand Udvikling, By og Land, tlf. 7249 8218