Stor fest for frivillige i Gribskov

Ildsjæle, engagement og medborgerskab er nøgleordene, når Gribskov Kommune slår dørene op for en fejring af frivilligheden på fredag den 27. september.

Fredag inviterer Gribskov Kommune alle mennesker, der gør en frivillig indsats i Gribskov til fest i Gribskov Kultursal. Festen holdes på den nationale frivillighedsdag Frivillig Fredag d. 27. september 2019 fra kl. 17-20.

”Frivillig Fredag er en rigtig vigtig dag, hvor vi gerne vil sige en ekstra stor tak til alle de frivillige i kommunen, der yder en kæmpe indsats. Uden mennesker der brænder for en sag og engagerer sig inden for både idræt, kultur og socialt arbejde, ville Gribskov slet ikke være det samme dejlige sted at bo og leve, det sætter vi stor pris på.” fortæller borgmester Anders Gerner Frost.

”Frivillig Fredag har efterhånden nogle år på bagen og det er altid en fantastisk dejlig dag, hvor der både bliver talt sammen på kryds og tværs, er masser af festlige indslag og selvfølgelig noget godt til ganen” fortæller Frivilligkoordinator Pernille Dirchsen, der står for arrangementet i samarbejde med Frivilligcenter Græsted, Frivilligcenter Helsinge og Gribskov Kommunes Kulturråd og Idrætsråd.

I år får Frivillig Fredag besøg af tidligere formand for socialrådgiverforeningen Bettina Post, der med et inspirerende og humoristisk oplæg fortæller om, hvordan frivillighed har fyldt i hendes liv både privat og professionelt.
Akkompagneret af Kulturskolen Gribskov uddeles 3 priser: Frivilligprisen, Kultur¬prisen og Seniorprisen 2019.

Festen er for alle, der gør en frivillig indsats i Gribskov kommune, hvad enten det er på idræt, kultur eller det sociale område.

Du kan tilmelde dig arrangementet på gribskov.nemtilmeld.dk under ”Frivillig Fredag”.

Yderligere oplysninger:
Frivilligkoordinator Pernille Dirchsen, Center for Kultur, Fritid og Turisme
email: pdirc@gribskov.dk el mobil.: 7249 6541