Stor forældretilfredshed med dagtilbud og skoler i Gribskov Kommune

Gribskov Kommune har gennemført en forældretilfredshedsundersøgelse på dagtilbuds- og skoleområdet. Undersøgelsen viser generel stor tilfredshed blandt forældrene.

Ny undersøgelse viser, at forældrene generelt er tilfredse med Gribskov Kommunes dagtilbud og skoler.

Forældre til alle børn i Gribskov Kommunens dagtilbud og skoler har haft mulighed for at give deres mening til kende i forhold til tilfredshed og samarbejde med deres barns dagtilbud eller skole. Det er sket gennem en forældretilfredshedsundersøgelse, der er gennemført i januar og februar 2019.

Høj forældretilfredshed på dagtilbudsområdet
På dagtilbudsområdet svarer næsten ni ud af ti forældre, at de meget tilfredse eller tilfredse med deres barns dagtilbud. Der er for eksempel stor tilfredshed blandt forældrene med personalets indsats for at få deres barn til at føle sig tryg og glad. Hele 91 procent af forældrene svarer, at de er meget tilfredse eller tilfredse med personalets arbejdet med at skabe trygge og glade børn.

Andelen af forældre, der er tilfredse eller meget tilfredse med dialogen og samarbejdet mellem dem selv og personalet i dagtilbuddet, er større i Gribskov Kommune end på landsplan. I undersøgelsen svarer 86 procent af forældrene, at de er meget tilfredse eller tilfredse med samarbejdet og dialogen.

I alt er 1.222 forældre til børn i dagtilbud inviteret til at deltage i undersøgelsen. Heraf har 875 forældre besvaret spørgeskemaet. Hvilket svarer til 72 procent af de adspurgte forældre.

Forældrenes tilfredshed med de kommunale skoler er steget og ligger højere end landstallene. 

Samlet set er 76 procent af forældrene tilfredse eller meget tilfredse med deres barns skole. Det er en stigning på seks procentpoint i forhold til 2017. Den samlede tilfredshed blandt forældrene i Gribskov Kommune ligger tre procentpoint højere end blandt forældre på landsplan. Den højere tilfredsfredhed på dagtilbudsområdet end på skoleområdet ses også på landsplan og er ikke en ny tendens.

Forældrene til skolebørn angiver den højeste tilfredshedsscore til lærernes og pædagogernes arbejde med at "udfordre børnene fagligt", "få børnene til at føle sig trygge og glade" og med "samarbejdet mellem forældrene og lærere og pædagoger". Til disse spørgsmål svarer henholdsvis 78 procent, 77 procent og 75 procent af forældrene, at de er "meget tilfredse" eller "tilfredse".

I alt er forældre til 3.067 skoleelever inviteret til at deltage i undersøgelsen. Heraf har 1.808 forældre besvaret spørgeskemaet. Hvilket svarer til 59 procent af de adspurgte forældre.

Udvalgsformand glæder sig over resultatet
Formand for Børn, Idræt og Familie, Sisse Krøll Willemoes udtaler:

”Overordnet er der god grund til at være tilfreds med resultaterne. Det glæder mig, at forældretilfredsheden er steget eller ligger på niveau med resultaterne fra 2017. Der bliver i Gribskov arbejdet målrettet med at skabe dagtilbud og skoler af høj kvalitet, og det mærker ikke blot eleverne, men også forældrene. Jeg oplever, at ledere og medarbejdere skaber gode og trygge rammer i dagtilbud og læring og fællesskaber for børn og unge i vores skoler”.

Sisse Krøll Willemoes understreger dog vigtigheden af ikke at hvile på laurbærrene:

”Vi skal fortsætte det gode arbejde og blive ved med at udvikle kvaliteten af vores dagtilbud og skoler. De lokale ledelser skal i samarbejde med forældre og medarbejdere bruge svarene fra tilfredshedsundersøgelsen til fortsat at drøfte, hvordan vi kan forbedre kvaliteten af kommunes dagtilbud og skoler,” siger hun.

Læs den samlede rapport for tilfredshedsundersøgelsen på Gribskov Kommunes hjemmeside:

https://www.gribskov.dk/media/4500/kommenteret-rapport_gribskov_2019_ver03.pdf

Yderligere oplysninger:
Sisse Krøll Willemoes, formand for Børn, Idræt og Familie tlf.: 7249 8219
Anne Steffensen, centerchef for Børn og Unge - Skoler og Dagtilbud tlf.: 7249 7077