Tilsynsrapport: Hjemmesygepleje får flot karakter

Uanmeldt tilsyn viser, at Gribskov Kommunes hjemmesygepleje har skabt en solid og veldrevet virksomhed her otte måneder efter, kommunen hjemtog hjemmesygeplejen. Udvalgsformand roser medarbejderne og ledelsen for deres store indsats.

Den kommunale hjemmesygepleje i PlejeGribskov har fået et flot to-tal efter et uanmeldt tilsyn af BDO.

BDO konkluderer blandt andet i rapporten, at PlejeGribskov har arbejdet målrettet med anbefalingerne fra forrige tilsyn, at ledelsen har prioriteret og udvalgt relevante fokusområder i kvalitetsarbejdet, og at PlejeGribskov har arbejdet med at sikre fagligheden og de nødvendige kompetencer.

Udvalgsformand for Ældre, Social og Sundhed Pia Foght (S) roser medarbejderne og ledelsen for deres indsats i de otte måneder der er gået, siden kommunen hjemtog hjemmesygeplejen i maj 2018.

”De ansatte har opnået meget på kort tid. Hjemtagelsen af hjemmesygeplejen var en stor opgave, og den har de løst rigtig flot. De har arbejdet hårdt og målrettet for at opnå de resultater, som tilsynsrapporten viser, og det skal de have kæmpe ros for,” siger Pia Foght.

Formanden vurderer, at det blandt andet har haft en betydning, at ledelsen og medarbejderne har fået arbejdsro til at gøre det, de gør, bedst. Og så har det også betydet meget, at hjemmesygeplejen har ansat mere personale.

”Det betyder samlet, at de har fået ro til at udnytte deres stærke faglighed, og det giver altså pote nu,” konstaterer den tilfredse formand.

Cirka 950 borgere i Gribskov Kommune modtager hjemmesygepleje.

Yderligere oplysninger:
Pia Foght, formand for Ældre, Social og Sundhed, tlf. 7249 7080
Mikkel Damgaards, velfærdsdirektør, tlf. 72497467

FAKTA:
Find tilsynsrapporten: www.gribskov.dk. Skriv ”Tilsyn på ældre- og sundhedsområdet 2019” i søgefeltet.

Ansatte i hjemmesygeplejen:
21 sygeplejersker
60 social- og sundhedsassistenter
5 social- og sundhedshjælpere