Skoledagbehandlingstilbud i Blistrup på vej

Tirsdag godkendte udvalget Børn, Idræt og Familie servicebeskrivelsen for det kommende skoledagbehandlingstilbud på Blistrup Skole. Formålet med tilbuddet er at skabe lokale løsninger til gavn for familien.

Et tæt samarbejde med familien i et stærkt fagligt miljø. Det er grundstenen i det kommende specialundervisnings- og behandlingstilbud Fønix på Blistrup Skole. Tilbuddet er for elever fra 0.- 9. klasse med behov for et særligt tilrettelagt udviklingsmiljø.

Udvalget Børn, Idræt og Familie godkendte tirsdag aften servicebeskrivelsen for det kommende tilbud, som nu sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Byrådet.

Relationer og venskaber
Den kommende leder af tilbuddet Lars Nørskov fortæller, hvorfor det giver så god mening at starte et lokalt forankret skole- og dagbehandlingstilbud.

”Børn i Gribskov Kommune skal i videst muligt omfang have deres hverdag og gå i skole i Gribskov. Børn fortjener at have relationer og venskaber med dem, de naturligt er omgivet af. Det gavner ikke børns socialeudvikling eller selvværd at blive transporteret ud af kommunen for at modtage undervisning og dermed være afskåret fra deres kammerater nede ad vejen,” siger Lars Nørskov og fortsætter:

”Vi insisterer på, at det fornemmeste håb og mål med vores indsats om børnene på Fønix er, at de på sigt genoptager deres skolegang i almenskolen, og det kræver et tæt samarbejde, der styrkes ved at være en del af Gribskov Kommune,” siger Lars Nørskov.

Det er også et tilbud til forældrene
Han forklarer videre, at Fønix også bliver et tilbud til forældrene:

”De vil blive inviteret ind i et tæt samarbejde, da børn udvikler sig i relationen til vigtige voksne. Vi skaber altså et helhedsorienteret tilbud til børn, der har brug for, at alle bidrager og samarbejder om at give børnene nye handlemuligheder og vedvarende forandringer,” siger Lars Nørskov og konstaterer, at forældre er både værdifulde og nødvendige i arbejdet med børns trivsel og fagligeudvikling - og det fælles ansvar kan man kun løfte ved at arbejde tæt sammen.

Egne lokaler og udendørs arealer
Gribskov Kommune regner med, at Fønix fra start kan visitere syv børn til tilbuddet stigende til 10-12 børn over et halvt til et helt år. Tilbuddet får sine egne lokaler og udendørs arealer på Blistrup Skole. En kobling til det almene miljø på skolen vil være en mulighed i takt med elevens udvikling, ønsker og behov.

Formand for udvalget Natasha Stenbo Enetoft siger på vegne af udvalget:

”Vores børne- og ungepolitik handler netop om at skabe fællesskaber med plads til forskellighed. Børn og unge er ikke ens, og vi bestræber os på at skabe inkluderende og rummelige fællesskaber. Også et tæt forældresamarbejde er en vigtig del af vores børne- og ungepolitik,” siger Natasha Stenbo Enetoft.

Formanden fortæller videre, at oprettelsen af tilbuddet skal bidrage til at opfylde Gribskovmodellens målsætninger om flere lokale løsninger i tæt samspil med familien omkring barnet:

”Vi mener, at det er vigtigt at have et alternativ til at visitere børn til eksterne tilbud hos for eksempel private udbydere. Og her tror vi på, at Fønix er den helt rette vej at gå, så jeg glæder mig bare rigtig meget til at se børnene folde sig ud i de nye rammer,” slutter formanden.

Byrådet godkendte etableringen af skoledagbehandlingstilbuddet 14. april i år, og det åbner efter planen 1. august.

Yderligere oplysninger:
Natasha Stenbo Enetoft, formand for Børn Idræt og Familie, tlf. 7249 8270
Lars Nørskov, kommende leder af skoledagbehandlingstilbuddet Fønix, tlf. 7249 7169