Regnskab 2025: Solid økonomisk styring trods pres i Gribskov Kommune

Publiceret 20-04-2026

Regnskabet viser et samlet mindreforbrug på 7,4 mio.kr., hvilket udløser politisk tilfredshed: ”Der er grundlæggende styr på økonomien, hvilket er den vigtigste forudsætning, når vi skal foretage skarpe prioriteringer de kommende år,” siger borgmester Trine Egetved.

Økonomiudvalget i Gribskov Kommune har godkendt regnskabet for 2025. Det forventes endelig godkendt i Byrådet den 21. april 2026 og kan dermed sendes videre til revisionen.

Regnskabet omfatter overførsler fra 2025 til 2026, 11 anlægsregnskaber samt en orientering om afskrivninger.

Samlet set er der brugt 7,4 mio. kr. mindre end budgetteret.  

Kommunen har overskredet den samlede serviceramme med 1,1 mio. kr., hvilket dog er væsentligt mindre end den forventede overskridelse på 8,3 mio. kr., som blev meldt ud ved den seneste budgetopfølgning.

Der har desuden været et mindreforbrug på anlæg, og anlæg og lån for i alt 146,9 mio. kr. overføres til 2026.

”Der er grundlæggende styr på økonomien, hvilket er den vigtigste forudsætning, når vi skal foretage skarpe prioriteringer de kommende år. Vi står over for store udfordringer. Vi lever længere, det er skønt. Men andelen af ældre borgere er højere end i resten af landet og vil fortsætte med at stige. Samtidig er der – som i resten af landet – pres på udgifterne på det specialiserede område for børn, unge og voksne. Der vil med andre ord være pres på kommunens økonomi. Derfor er det vigtigt, at vi tænker i langsigtede løsninger og planlægger ud i tid,” siger borgmester Trine Egetved.

2025 var et år præget af regeringens omfattende reformer på de centrale velfærdsområder. Det stillede store krav til byrådet om at træffe modige politiske beslutninger og nå til enighed om helhedsorienterede løsninger.

“Alt i alt kan vi være godt tilfredse med årets resultat. Det er lykkedes at holde budgetterne og komme ud med et godt resultat – samtidig med, at der er blevet arbejdet med de mange reformspor, regeringen har lagt ud,” siger 1. viceborgmester Morten Dahlberg. 

Ifølge byrådet har der i den forgangne byrådsperiode været fokus på at finde løsninger, der fungerer for borgerne og sikrer det bedst mulige udbytte af kommunens ressourcer.

“Det tidligere byråd lagde nogle gode takter med langsigtet planlægning. Der er lagt et vigtigt fundament, som det nye byråd nu kan bygge videre på,” siger 2. viceborgmester Lars Nielsen.