Kom til Fjæsingfest d. 8. august

Publiceret 29-07-2026

Gribskov Kommune holder igen i år Fjæsingfest på østmolen på havnen i Gilleleje kl. 13-16 d. 8. august.

Til arrangementet kan du - og dine børn - kigge forbi, fange en fjæsing og få den serveret som en ”fjæsing dog”.

Det er gratis at deltage.

Der er lånefiskegrej, og alle er velkomne til at prøve kræfter med at fange en fjæsing – og lære hvordan den skal håndteres korrekt, så man ikke stikker sig, når man fisker efter dem.

Nordsjællands Livredningstjeneste er med og fortæller om fjæsingen, hvordan man undgår at blive stukket når man bader – og hvad man skal gøre hvis uheldet er ude. Der er også en lille røretank til det mindste. Der er dog ikke en fjæsing i.

Helsinge og Omegns Sportsfiskerforening er også på pletten og kan fortælle om de mange aktiviteter i foreningen og mulighederne for fiskeri i området året rundt.