Mange lokale lodsejere var mødt frem i Søborg Forsamlingshus, da Gribskov Kommune i mandags holdt møde om Grøn Trepart.
Alle lodsejere med over 3 hektar jord, og som afvander til Kattegat, var inviteret til at få mere information om, hvad den lokale trepart kan komme til at betyde, og hvilke muligheder der findes for at bruge jorden anderledes i fremtiden. Det kan for eksempel være til vådområder, mere natur, skov eller andre former for dyrkning og drift.
Grøn Trepart er en national aftale, der handler om at omlægge dele af landbrugsjorden i Danmark. Målet er blandt andet at mindske udledningen af kvælstof til fjorde og kyster, reducere CO₂-udledningen fra dyrkede lavbundsjorde og give mere plads til natur.
På mødet var der stor interesse for at få mere viden. Flere gav også udtryk for et ønske om at tale videre i mindre lokale grupper, hvor lodsejere fra samme område kan se på mulighederne sammen med kommunen. Et ønske, som kommunen vil følge op på i det videre arbejde.

